Småbørnsfamilier køber mest økologi

Det er i køleskabene hos danske familier med børn i alderen 0-6 år, man finder flest økologiske varer. Det viser Økologisk Landsforenings nye markedsnotat.



Ifølge GfK ConsumerScan fyldte økologiske varer gennemsnitligt 13,3 procent af madforbruget hos familier med små børn i 2014 – en stigning fra 9,5 procent året før. Gennemsnitligt udgør øko-varer ca. otte procent af danskernes samlede fødevareforbrug.

- Det står meget klart, at familier med små børn har et særligt fokus på økologi, når de vælger fødevarer. Især når børnene er helt små, er vi meget forsigtige med at undgå at udsætte dem for potentielt skadelige stoffer. Mange forældre handler derfor efter et forsigtighedsprincip om, at det er bedre helt at undgå disse stoffer end at satse på, de ikke er skadelige, siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Familiens sundhed er vigtigst
Han peger på, at den logik understøttes af anbefalinger fra en række danske læger, sundhedsplejersker og forskere, som råder gravide og ammende til at spise økologisk for at minimere indtaget af pesticidrester, der bl.a. kan skade barnets hjerneudvikling.

- Vi ved, at familiens sundhed er det argument, der gennemgående vejer tungest, når børnefamilierne vælger økologi. Og at det især er fraværet af sprøjtegiftrester, medicinrester samt tilsætningsstoffer, der er den vigtigste sundhedsfaktor for familierne, uddyber Henrik Hindborg.

Der er 50 procent risiko for at få rester af sprøjtegift med, når man køber ikke-økologisk frugt og grønt, viser Fødevarestyrelsens årlige pesticidrapport.

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
For at forhindre spam.