Sådan takler du kræsenhed
Hvordan takler man bedst børns kræsenhed?
Maden og måltiderne kan være anledning til bekymringer og konflikter i mange småbørnsfamilier. Når børnene nægter at spise hvad der bliver serveret, sidder og roder rundt i maden - eller insisterer på at få serveret noget helt andet end det resten af familien spiser, så kan det nemt ende i frustrerende magtkampe.
Nogle gange kan det dreje sig om et ganske konkret problem, som at barnet afviser maden, f.eks. fordi maden er for krydret eller for varm. Men er det en daglig, tilbagevendende kamp, kan det være barnets måde at tiltrække sig ekstra opmærksomhed - og så kan situationen gå hen og blive en rigtig dårlig vane. For når kampene gentager sig aften efter aften, kan det udvikle sig til regulær styringen af hele familiens måltid og en stund, som ellers gerne skulle være et hyggeligt og rart samlingspunkt for alle.
Her følger nogle gode råd, som I bør overveje, hvis barnets kræsenhed er ved at udvikle sig til et problem.
● Lov aldrig slik, kager, dessert eller lignende som belønning for at spise middagsmaden
● Luk ørerne for kritik fra familie og venner - med mindre de kommer med et godt og brugbart råd
● Stop med festforestillingerne mellem mundfuldene
● Lad barnet passe sin tallerken i fred og ro. Lad som om I ikke bemærker, at barnet ingenting spiser
● Glem alt om at barnet dør af sult. Der findes ingen eksempler på, at børn har sultet sig ihjel af lutter stædighed
● Giv barnet ganske små portioner, gerne mindre end det plejer at spise, så det må bede om at få lidt mere
● Lad være med at give særforplejning, men undgå i en periode retter, som I ved, barnet ikke kan lide
● Hvis barnet er stort nok, så lad det selv øse op - men tving det ikke til at spise hele portionen
● Server ikke slik, kager, mælk og lignende uden for måltider og mellemmåltider i den periode, krigen raser
● Hvis barnet plager, kan man give det et glas vand. Mellemmåltider serveres ca. midt imellem to hovedmåltider
● Lad måltidet forløbe i en fredelig atmosfære og tænk på, hvor dejligt det bliver, når maden ikke længere er et problem, hverken for jer eller barnet
Her er situationer I bør undgå:
● Barnet vil kun have kogte kødboller og får serveret kødboller hver dag
● Barnet vil kun spise sin middagsmad, hvis det får en pose vingummi som dessert. Barnet får sine vingummier
● Forældrene retter uafladeligt på barnet (eller på søskende): Spis pænt! Ikke kniven i munden! osv.
● Forældrene skændes om, hvad barnet skal spise under måltidet
● Familien bruger måltidet til at komme af med alle de aggressioner, der har opsamlet i løbet af dagen
● Forældrene hælder en stor portion op og tvinger barnet til at spise op
● Forældrene tvinger barnet til at spise mad, det simpelthen ikke kan fordrage, typisk lever, fisk med ben, stegte løg, salatdressing eller spinat
● Barnet tvinger forældrene til at opføre en større komedie i flere akter mellem hver mundfuld
● Forældrene tigger og trygler barnet om dog at spise en lille mundfuld mere.
Kilde: Forbrugerinformationen