Hemmeligheden bag brunede kartofler

Hemmeligheden bag den rette gyldne kulør på de brunede kartofler er, at panden har den helt rigtige temperatur, når kartoflerne vendes i. Sukkeret, som kartoflerne skal vendes i, skal være smeltet, og smørret skal være brusende, men ikke afbrændt.

Her får du den bedste fremgangsmåde fra Karolines Køkken

• Fordel sukkeret i et jævnt lag i en kold pande (ca. 21 cm i diameter).
• Lad sukkeret smelte uden omrøring – først 2 min. ved kraftig varme og derefter ved jævn varme.
• Tilsæt smør og skru op til kraftig varme.
• Kom kartoflerne i et dørslag og brus dem over med koldt vand.
• Kom de afdryppede kartofler i panden.
• Brun kartoflerne ved kraftig varme i ca. 6 min. Vend forsigtigt i dem. Tilsæt evt. lidt vand hvis kartoflerne begynder at blive tørre.

Tip:
Når du koger og piller kartoflerne dagen i forvejen, undgår du, at arbejdet hober sig op lige før servering.
Brun kartoflerne i ca. 4 min. Tag panden af varmen og tilsæt 1 dl koldt vand. Stil panden med kartoflerne tildækket i køleskabet. Varm, ved serveringen, kartoflerne op ved kraftig varme og vend forsigtigt i dem, til vandet er fordampet, og kartoflerne er varme og blanke. Kog og pil evt. kartoflerne dagen før.