stort temperament og lavt selvværd

Hej Charlotte,

Jeg har en datter på 6½ som går i 1. klasse. Hun har en lillebror på 4, og deres far og jeg blev skilt for 3 år siden.
Jeg skriver til dig fordi jeg er meget bekymret for min datters psykiske tilstand. Hun græder meget (mange gange om dagen), har et voldsomt temperament og et uhyggeligt lavt selvværd. I skolen leger hun med mange forskellige, men de skal bare se forkert på hende, så tror hun ikke de kan lide hende. Hun fortæller tit om hændelser, hvor hun har følt sig udenfor og det gør hende meget ulykkelig.
Herhjemme har hun, efter min mening, ualmindeligt mange konflikter med din lillebror. Hun siger selv hun hader ham (lige meget hvornår man spørger) og ønsker bare han var død. Det gør utroligt ondt at høre og jeg føler mig magtesløs og ude af stand til at vende denne uoverskuelige situation.
Det skal siges at hendes lillebror er meget drillesyg, men når hun (en sjælden gang imellem) behandler ham godt, så er han også god ved hende. Han ser meget op til hende og elsker hende enormt meget. Det skær mig i hjertet når den kærlighed ikke bliver gengældt og hun er så ond ved ham. Når hun ind imellem er god ved sin lillebror, er jeg som regel ikke er i nærheden. Det er som om hun ikke vil have, at jeg ser det …
En af de ting hun tit græder over er at hun tror jeg bedre kan lide hendes lillebror, og at jeg ikke elsker hende. Når hun siger det plejer jeg at sige til hende, at jeg godt kan forstå at det gør hende ked af det at tænke sådan, men at jeg elsker hende præcis lige så meget, som jeg elsker hendes bror. Hun reagerer altid med at sige at det tror hun ikke på.
Min datter klager ofte over ondt forskellige steder og græder hver dag over ondt i maven. Jeg forbinder dette med de psykiske problemer da jeg har fået hende undersøgt flere gange uden resultat.
Det skal tilføjes, at min eksmand og jeg har mange konflikter og har meget svært ved at kommunikere. Jeg gør alt hvad jeg kan for at undgå at børnene mærker det, men jeg har på fornemmelsen at han gør det modsatte. Min datter siger f.eks. at hun ikke må tale om mig når hun er hos sin far. Det er vist ikke noget de direkte har sagt til hende, men hun siger selv at hun kan mærke at det gør fars kæreste ked af det. Hun bekymrer sig i det hele taget meget om en masse ting og prøver at tage et ansvar som hun slet ikke skal have.
Hun har også en masse konflikter med hendes jævnaldrende papsøster (fars kærestes datter). Ifølge min datter er papsøsteren meget dominerende og hård ved hende.
Det er desværre ikke noget jeg kan tale med min eksmand om da han er meget afvisende overfor et samarbejde og min datter har også forsøgt at tale med ham om det, men han afviser også hende.
Jeg synes det er en meget ubehagelig situation at stå i og jeg har prøvet alt hvad jeg har kunnet finde på for at hjælpe min datter til at få det bedre og blive en glad og ubekymret pige, men intet ser ud til at virke. Jeg håber derfor inderligt du vil hjælpe mig med et godt råd.
________________________________________________

Tak for dit spørgsmål.
At bekymre sig om sit barn er ind imellem en belastende nødvendighed for os forældre. Vores bekymringer får os til at stoppe op og prøve at se på, hvordan vi kan støtte og hjælpe vores børn på bedste vis med det der er svært for dem, lige netop som du gør.
Din datter klager over, at have ondt forskellige steder og græder over ondt i maven. Du har fået hende undersøgt hos lægen, for at sikre dig, der ikke er et fysisk problem, og fået at vide det er som det skal være, der er ikke noget fysisk med din datter.
Jeg kan af dit brev ikke læse, hvor længe det har stået på, at din datter har været ked af det, græder meget og har det svært. Jeg vælger dog at tro, det er noget der har stået på et stykke tid? Du skriver hun i skolen føler sig udenfor og derfor er meget ulykkelig. Har du mon haft en samtale med skolen, for at høre om hvordan de oplever det går med hende, og hvordan hun indgår i sociale sammenhænge med de andre børn. Når man bliver skolebarn får man brug for en social identitet. Det betyder din datter har brug for at have en oplevelse af hvem hun selv er og blive oplevet som en, der står for noget og er noget. Identitet handler om oplevelsen af lighed og forskel, lighed med nogle kammerater (ofte dem i gruppen) og forskel i forhold til andre (ofte dem uden for gruppen). Begge disse to sider i den sociale identitet skal med, og at høre til i en gruppe er nødvendig for at skabe en sådan dobbelthed. At være uden et tilhørsforhold til en gruppe vil sige, at der ikke er nogle man ligner. Man er anonym. Eller man er frataget en plads og en anerkendelse fra andre. Man er ikke nogen. Det er vigtigt for børn, at have jævnaldrene kammerater og venner, de kan sammenligne sig med. Det er altid et signal man som forældre skal reagere på, når man ser det sociale netværk er svagt og tyndt.
Men du skriver, at din datter leger med mange forskellige i skolen. Dette tolker jeg som, at de andre børn gerne vil lege med hende og at hun gerne vil lege med dem. Måske det kan være en god ide, at hjælpe din datter med at dyrke det hun har sammen med dem hun leger med. Inviter dem hjem, så du har mulighed for at hjælpe lidt, når det går skævt. At invitere dem hjem, giver en oplevelse af, at man har noget specielt sammen og har nogle fælles oplevelser som kun tilhører din datter og den/dem hun leger med. Måske vil det give din datter en fornemmelse af at have en speciel fortrolighed med dem og vil gøre, at hun får opbygget nogle relationer som er tætte og som ikke indeholder en konkurrence, som det måske gør i skolen, når de er flere. Tal med din datters lærer og pædagogerne om, at du ser det som en udfordring din datter har, med at få skabt nogle sociale relationer med andre børn. Spørg ind til om de kan støtte særligt op, for at dette vil lykkes for hende og tal om, hvad de vil gøre og hvad de tænker du kan gøre. Måske kan det også være en ide at gå til en fritidsaktivitet, sammen med nogle af dem hun leger med, for at der herigennem kan opstå et venskab børnene imellem. Det vil altid være en balancegang mellem som forældre at være oprigtig og ægte bekymret for sit ban, og så muligheden for at være med til at gøre situationen til et endnu større problem end det reelt er. Den balancegang skal du naturligvis være dig bevidst, men det må aldrig resultere i og medfører, at man lukker øjnene eller bagatellisere problemet.
Du skal være glad for at din datter er god til at sætte ord på sine oplevelser og følelser, for det kan nemlig være meget svært når man blot er 6½ år gammel. Deres oplevelser og følelser kan være meget dramatiske og kan virke som nedslag i det åbne sind de er bærere af i denne alder. Børn skal naturligvis have mulighed for at give udtryk for deres følelser, for det er med til at give muligheden for at komme af med dem og også, at lære ved hjælp fra mor og far at give dem konstruktive udtryk.
Mht. din datters konflikter med lillebror, vil jeg sige, at konflikter mellem søskende ikke kan undgås og faktisk heller ikke for enhver pris skal undgås. Men søskendes indbyrdes konflikter kan være opslidende og anstrengende for forældre. Til gengæld er det vigtigt, de har en tryg base, hvor de kan komme af med deres vrede og frustration. Men det er naturligvis også meget nødvendig, at søskende lærer at finde en rimelig form på deres indbyrdes rivalisering og lære at løse konflikter indbyrdes. Det er faktisk en vigtig lærerproces for konfliktbearbejdelse senere i livet.
Du kan hjælpe med dette, ved at sætte nogle helt klare grænser for hvad du acceptere og ikke acceptere. Du må gøre helt klart, at der er nogle måder i jeres familie som i omgås på, og der er ”nogle regler” for hvad man gør og ikke gør.
At få skabt et søskendesammenhold er ikke altid lige nemt og det er i nogle perioder sværere end andre, da børnene udviklingsmæssigt er længere fra hinanden i perioder end i andre. Der er jo meget stor forskel på at være 3 år og 6 år og deres behov forskellige. Men alligevel kan man som forældre bidrage positivt ved at skabe rum for nogle fælles oplevelser, hvor man har noget at dele med hinanden. Det kan være små ting, som man laver derhjemme. Bag pandekager, hvor hver enkel har en opgave i forhold til dette projekt. Én dækker et fint bord, en anden er den der laver dejen og bager pandekagerne, eller man kan bage 3 pandekager hver. Det er vigtigt at man som familie fortager sig noget sammen, hvor alle får en oplevelse af at have betydning. Sammenhold skabes også ved at man som forældre er opmærksom på børnenes forskellighed, både på det aldersmæssige plan og på det personlige plan. Have øje for børnenes styrkesider og være med til at anspore det. Når man som familie gør noget sammen, er det med til at give fælles oplevelser og dermed erfaringer, som også søskende kan trække på. Det kan også være godt at have nogle traditioner, både i forhold til mærkedage som fødselsdage eller andet, men det kan også være traditioner for hvordan man gør klar til og ser Disney show fredag aften.
Når man har børn på forskellige aldre med forskelligt behov er det også godt, at gøre noget med børnene hver især og alene - og respektere at alle oplevelser ikke er lige spændende for alle alderstrin.
Det sidste du skriver om, at du og din ex-mand har mange konflikter og svært ved at kommunikere, er noget I må finde ud af sammen. Jeg ved det kan være meget svært og en meget stor udfordring, da der er mange store følelser i spil. I er uenige om mange ting og har svært ved at kommunikere om det på en rimelig måde. Skal jeg være helt tydelig i spyttet, vil jeg sige til jer, at det må du og din eksmand få gjort noget ved. Jeres uenigheder er sikkert mange, men jeg er sikker på at I også har en enighed om, at ville jeres børn det bedste. Det bedste for jeres børn er ikke som det er nu. Du skriver, at du prøver at gøre noget, så dine børn ikke lægger mærke til jeres konflikter og kommunikationsvanskeligheder, men er i tvivl om at det lykkes. Selv om det er hårdt at høre, så vil jeg meget klart sige til dig, at det kan ikke lykkes. Børn er eksperter i at aflæse os forældre og du kan være sikker på, at de er påvirket af jeres konflikter og dårlige samarbejde. Mit råd til dig i denne sammenhæng er, at forsøge og satse meget hårdt på, at få et mere rimeligt samarbejde med din eksmand, det fortjener jeres børn. Tal med dine børns far om det med fokus på jeres børn og hvad der er det bedste for dem. I skal finde en måde at samarbejde der er rimelig for jeres børn. I skal resten af jeres liv samarbejde om dette, da I er evigt forbundne med jeres to børn som har brug for både mor og far, og har brug for at I kan omgås hinanden på en respektfuld måde. Jeg vil anbefale jer at få noget hjælp til at få dette samarbejde etableret hurtigst muligt, da jeg er sikker på, at det spiller ind på hvordan din datter trives og har det.
Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig og din familie alt det bedste i tiden frem.

Venlig hilsen,