Gode råd til forældre omkring samvær

"Hvis børnene bestemte, ville de have en lov mod skilsmisser", sagde den forhenværende formand for Børnerådet journalist Frode Muldkjær. Han har nok ret selvom forskning viser, at det ikke er skilsmissen i sig selv, der skader børnene, men mere det høje konfliktniveau, der opstår omkring skilsmissen.
Ca. 25.000 børn om året oplever en skilsmisse. Mange skilsmisser forløber fornuftigt og uden alvorlige konflikter, men i ca. 10% så stor uenighed, at det er anledning til egentlige konflikter. Børns Vilkår vurderer, at problemerne især opstår, når forældrene skal nå til enighed og sammen udarbejde aftaler omkring samvær.
At finde den bedste samværsordning, kan være en svær opgave, og der findes ikke nogen entydig formel omkring fordeling af samvær, som fungerer for alle. Hver skilsmisse- og samværshistorie har sine helt egne karakteristika og baggrunde, og der er som regel rigtig mange hensyn, som skal tages. Men børnene, som jo i særdeleshed er tabere i en skilsmisse, fortjener den for børnene allerbedste løsning.
Børns Vilkår har udarbejdet følgende gode råd, som har til hensigt at hjælpe forældre i skilsmisse til at nå frem til en løsning, hvor der i videst muligt udstrækning tages hensyn til børnene:

Når aftalen indgås ...:
· Abstraher fra egne behov og beslut sammen ud fra en helhedsbetragtning, hvem af forældrene, der skal have barnet boende.
· Tag flg. forhold med i overvejelserne om, hvor barnet skal have sit primære hjem: Barnets tilknytning til forælderen. Barnets kontakt med institution og skole. Barnets tilknytning til venner og kammerater. Barnets kontakt med bedsteforældre og andre familiemedlemmer. Barnets forhold til omgivelserne i øvrigt.
· Indgå en samværsaftale, som primært tager udgangspunkt i barnets behov.

Når samværet skal i gang ...:
Udvis fleksibilitet, især ved overgangen til samvær, samvær ved særlige situationer og samvær under ændrede forhold. Vær særlig opmærksom på:
· Spædbarnets symbiose med evt. den ene af forældrene.
· Ammebarnets afhængighed af moren.
· Barnets sovemønstre. Accepter evt. at samværet starter som dagsamvær og senere bliver til døgnsamvær
· Det syge barns særlige behov.
· Teenagerens løsrivelse fra forældrene. Accepter en mere elastisk samværsaftale.

Indholdet af samværet ...:
· Bliv enige om, hvad I forventer af hinanden i aflevering og afhentningssituationer.
· Brug aldrig barnet som "budbringer" af beskeder og kritik.
· Vis venlighed overfor barnets far og mor ved aflevering, afhentning og kommunikation vedrørende barnet.
· Tal ikke nedsættende om barnets far eller mor, men respekter barnets kærlighed til begge sine forældre.
· Tal heller ikke nedsættende om det tidligere fælles samliv, men respekter, at du, barnet og eks'en har en fælles historie.
· Giv samværsbarnet sin egen plads i samværshjemmet: skab, seng eller værelse.
· Giv samværsbarnet andre muligheder for at sætte sig "spor" i samværshjemmet med ting, tegninger o.a.
· Planlæg samværsdagene sammen med barnet. Undgå de to faldgruber: For mange planer eller nul planer. Lyt til barnets ønsker.
· Undgå "tvillingearrangementer" med to gange juleaftener, to gange konfirmationsfester o.s.v. Tænk i alternative muligheder for at markere højtideligheder, der allerede fejres i det andet hjem.
· Respekter barnets sociale liv med jævnaldrende. Inviter barnets venner på besøg i samværshjemmet.
· Respekter og støt barnets organiserede fritidsinteresser.
· Respekter barnets eventuelle tilknytning til andre familiemedlemmer hos ekspartneren.