astma og overvægt

Alt for mange timer foran computer og tv, daglige indtag af junkfood, slik og sodavand, større portionsstørrelser, samt at mange vælger bilen frem for cyklen, er nogle af årsagerne til at flere børn bliver overvægtige, hvilket medfører en øget risiko for følgesygdomme som f.eks. astma ...

De gode intentioner ...
Når den travle hverdag atter sætter ind hos børnefamilierne, kan nytårsforsætterne og de gode intentioner ofte blive glemt i farten. I en undersøgelse, gennemført af forsikringsselskabet Codan, svarer danske forældre, at de giver deres børn sund mad og godt med motion. Men på trods af det, bliver flere børn overvægtige, hvilket kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for barnet og ifølge ny forskning blandt andet øge risikoen for astma.

I undersøgelsen er 1008 danske forældre blevet spurgt om, hvad de gør for at holde deres børn sunde. Her svarer 97 procent af de adspurgte, at de giver deres børn sund mad og 90 procent, at de sørger for at holde deres børn fysisk aktive. Men når hverdagen melder sig, bliver de gode intentioner tilsyneladende ikke ført ud i livet, og det går ud over børnenes sundhed.

Fedme kan give astma
Forskningsleder, overlæge, ph.d. Allan Linneberg fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden oplyser, at ny forskning står til at vende op og ned på vores opfattelse af fedme og astma, og at særligt de overvægtige børn er udsatte.

”Alt tyder på, at fedme forårsager astma. Selv om det ikke kan afvises, at astma kan hæmme børnenes fysiske aktivitet og dermed forårsage overvægt, så viser vores studier, at det nok snarere er omvendt. Altså at det er overvægten, der giver øget astmatendens. Hvis børn får sund mad og motion, og de ad den vej undgår fedme, er det derfor sandsynligt, at det også vil nedsætte deres risiko for at udvikle astma,” siger Allan Linneberg og pointerer, at Sundhedsstyrelsen har en liste over følgevirkninger af fedme og overvægt og at det formentlig kun er et spørgsmål om tid, før astma kommer til at stå på den.

Ændret sygdomsbillede hos danske børn
Ifølge Folkesundhedsrapporten, Danmark 2007, fra Statens Institut for Folkesundhed er der i dag flere overvægtige børn end nogensinde, og de børn, som er overvægtige, vejer også mere i dag end tidligere. Instituttet oplyser, at astma i dag er den alvorligste og hyppigste langvarige sygdom hos danske børn.


*Kilde: Petersen TA, Rasmussen S, Madsen M. Danske Skolebørns BMI. Ugeskrift for Læger 2005; 167: 158-62