10 gode tips til flyrejsen

Størstedelen af danske forældre er bekymrede, når de skal ud at flyve med deres spædbarn. De fleste forældre er nervøse for, at deres barn keder sig og forstyrrer de andre i flyet. Men med de rigtige hjælpemidler kan rejsen faktisk blive en del lettere, end man tror.

De fleste forældre gruer for at sidde fast i et fly med et skrigende barn, mens de andre passagerer sender irriterede blikke. Scenariet med et utrøsteligt barn, der hverken vil sidde eller stå, får sveden frem på mange forældres pande, når rejsedatoen nærmer sig. Derfor kan det være en stor overvindelse at sætte sig op i et fly – særligt første gang – med et lille barn.

Forberedelse fjerner bekymringerne

Men bekymringerne er ofte ubegrundede, hvis blot man forbereder sig. Det handler i bund og grund om at have adgang til de ting, barnet er vant til, såsom velkendt mad, bleer og mælk. I forhold til flyveturen, som for mange forældre er det mest udfordrende, skal man sørge for, at der er rigeligt med underholdning.

10 råd til den gode rejse

1 Hav en skiftetaske klar med bleer, tøj, vådservietter og mad.

2 Tag nyt legetøj med, som barnet kan blive underholdt af i længere tid. Det fanger barnets opmærksomhed og får tiden til at gå hurtigere.

3 Giv barnet rigeligt med væske om bord på flyet. Aircondition og klimaet i kabinen udtørrer, hvilket kan give utidige poder.

4 Am eller giv flaske, når flyet letter og lander. Det mindsker trykket i barnets ører.

5 Giv barnet flere lag tyndt tøj på. Så er det let at regulere, hvis barnet enten har det for varmt eller for koldt.

6 Book en sen afgang ved lange flyveture, så er der chance for, at barnet kan sove

7 Tjek, at familien sidder sammen. Det er rarest, og så kan de voksne skiftes til at tage sig af den lille.

8 Vær i god tid ved check-in. I sommermånederne er der ofte travlt ved check-in i lufthavnen. Og det giver en god start på ferien, hvis man kan undgå stress og lange køer.

9 Hvis I skal på en ekstra lang flyvetur, så bestil en ”baby cradle”, som er flyselskabets babylift, der bliver hængt op foran forældrene. Så har børn på op til 1 år mulighed for at sove.

10 Det kan være en god idé, at barnet får rig mulighed for at udfolde sig fysisk, lige indtil I går om bord på flyet. Jo mere barnet får udfoldet sig inden, jo mindre aktiv vil det have behov for at være i flyet.

Hvad bekymrer dig mest, når du flyver med dit barn?

33 % er mest bekymrede for, at deres barn forstyrrer andre passagerer

32 % er mest bekymrede for, at deres barn får tryk i ørerne

18 % er bange for, at deres barn keder sig

19 % er ikke bekymrede, når de rejser med deres mindste

 

Tallene er baseret på en undersøgelse foretaget af Mattel blandt 505 forældre med børn i alderen 0-7 år.