Vinterferie på Den Blå Planet
22. januar 2015
Vinterferieugerne 7 og 8 er spækket med vilde fodringer, sjove aktiviteter og spændende nye dyr på Den Blå Planet. Som noget helt nyt går Den Blå Planets dygtige fortællere nu også i duel på viden med hinanden. Hvem kan fortælle den mest utrolige historie om fisk og hvem får publikum med sig? Duellen sker i en boksering, hvor tilskuerne rigtig kan heppe med på de forskellige historier, inden en vinder bliver udråbt.

Store hav-bænkebidere (isopoder)
De fleste af os synes nok, at bænkebidere er lidt søde. Men deres større slægtninge fra havet kan få hårene til at rejse sig på enhver. Oplev en flok af japanske isopoder på tæt hold, når de flytter fra havets dyb og ind på Den Blå Planet i vinterferien.
Et spækket vinterferie-program
Vinterferien byder også på børneteater for de mindste børn med Hammerhajen HIK og science show og dissekering af blæksprutter for de større børn. Alle, også de voksne, kan have fornøjelsen med at gætte med, når Doktor Pulimuts Søforklaringer stiller spørgsmål om hvad der er sandt, falskt eller helt i fisk. Oplev fodringer af hammerhajer, rokker og stimer af frække hestemakreller i den enorme 4,1 mio. liter Oceantank, se med når de kæmpestore, forhistoriske arapaimaer højlydt og voldsomt spiser deres bytte, og bliv fascineret af de mange, smukke og farverige koralrevsfisk, når de suser rundt efter maden. I spisestedet ØST står Meyers desuden klar til at fodre både børn og voksne med Fish & Chips og anden lækker mad fra det nordiske køkken.
Åbent alle dage:
Blå Mandag: 10.00 – 21.00
Tirsdag – søndag: 10.00 – 18.00










































