var der nogen der sagde hysterisk??
26. august 2005
_____________________________________________________
Her følger kommentar til Nanettes indlæg hvor hun skriver, at hun er træt af at læse om komplicerede, smertefulde fødsler og hysteriske kvinder der har glemt, at det at være gravid og at føde ikke er en sygdom..
Annettes kommentar:
Ja, gu fanden er vi da hysteriske vi kvinder. Sådan ER vi jo, det hører med til naturens orden.
Turen i hormonkarrusellen
Mænd har i generationer rystet på hovedet af os; der er vel noget der hedder østrogenchok og pms. Og i forbindelse med graviditet og fødsel har mangt en kvinde fået en tur i hormonkarusellen til hendes egen store forundring. Således er der nok nogen der fremstår ganske hysteriske omkring gravitet og fødsel. Og det er OK.
Godt at kunne dele følelser og tanker med andre i samme båd
Som min mandlige jordemoder sagde i en konsultation så er bekymringer om barnet og os selv kun et udtryk for at vi drager omsorg for det nye liv der nu tager form. (jo, mænd kan også indimellem sige noget fornuftigt :-) Og i den forbindelse er det bare superdejligt at vi med de forskellige internetsider efterhånden har fået et sted hvor vi kan dele vores mærkelige, hysteriske følelser og tanker med andre i samme båd; spejle os i hvordan andre har det og måske derved finde ud af hvordan vi selv har det eller ikke har det.
Et mareridt
Selv har jeg tre unger på 5, 2½ og 1½ år. De er alle tre født normalt. Den første fødsel gav under veerne anledning til tanker som: hvorfor er der ikke flere enebørn, næste gang bliver det fanme kejsersnit. Det var ganske enkelt et mareridt.
Vandet gik tirsdag nat og så sov vi jo ikke mere...nu sker det...uha...men der skete ikke noget. Ind og checkes, gå hjem og vent. Onsdag nat sov jeg ikke så meget for jeg måtte jo lige vågne indimellem for at mærke efter om der skete for lidt eller for meget...(i guder...)...torsdag besluttede vi at få stikpiller for at sætte igang. Der skete ikke rigtig noget før om aftenen. Små bitte kedelige veer...og de var faktisk rigtig kedelige fordi der skete ikke noget andet end at de gjorde ondt. (at veerne var små og kedelige fandt jeg jo først ud af senere) Vi kom ind på en fødestue for at være der om natten, jeg fik et skud morfin eller hvad det nu var for at få lidt hvilet, for jeg kunne ikke kapere de der smerter og min krop stod i en flitsbue også imellem veerne. Så da den rigtige ve-rutsjetur kom hen under morgenen var jeg totalt tappet for kræfter!
Den strandede hval
Og så var det at mareridtet først rigtigt begyndte! Jeg kunne intet andet end at ligge som en strandet hval. Jeg havde jo læst og fået fortalt at der var godt at bevæge sig - det kunne jeg godt glemme.
Morfinen gjorde at da jeg fik et glas rød saft (ja, jeg husker stadig den flotte røde farve) kastede jeg op mellem hver anden ve resten af seancen. Og når det kommer ud den ene vej så også den anden, så jeg fik skifte lagen ganske ofte. I badekar fik min mand og jordemoderen bugseret mig på et tidspunkt, jeg blev koblet til noget penicillin fordi jeg havde haft vandafgang så tidligt, så måtte jeg bugseres op af vandet igen, for det kastede jeg lige op i...
Og pludselig var det overstået
Den ene ting med den anden. De sidste par timer kunne jeg ikke fiksere, så jeg kunne slet ikke se den jordemoder der var hos os. Efter en times presseveer kom jeg på fødeskammelen og så var jordens lille mirakel født. Og så mærkelig som naturen er så følte jeg mig klar i hovedet og faktisk ikke træt.
Og så var der ballade med amningen
Men det var jeg. Meget derefter gik slet ikke særlig godt. Mig og sønnemand kunne ikke finde ud af amningen, han tabte sig for meget og lignede en lille stakkels fugleunge; og vi blev sendt på neonatal-afdelingen en times kørsel fra fødestedet hvor han fik sondemad. Det stakkels lille gudebarn lå imellem kuvøsebørn med bip-maskiner og læger i rutefart. Det var ganske forfærdeligt. Jeg blev på det spædbarnsvenlige sygehus adskilt fra ham med en enkelt etage og blev lagt i seng uden ret mange kommentarer for nu skulle jeg hvile mig. I stedet for at hvile mig, hylede jeg snot i en times tid for det hele var bare for meget.
De følgende dage var jeg slet og ret igennem en gang delvist frivillig tortur. For "amning er bare det bedste", havde man jo fået at vide af alle kanaler. Og uha hvem vil ikke det bedste for sit barn. Der skulle altså ammes og mades på klokkeslet hver 3. time. Jeg skulle møde op (hvis jeg ikke var der alligevel) ved sønnens lille varmepladevugge og skiftevis den ene og så det andet bryst. Drengen blev vejet før og efter for at se hvor meget mælk der nu var blevet fravristet de skide bryster. Det var jo sjældent nok så der blev hældt efter i sonden som var lagt i igennem næsen.
Stress
Det næste torturskridt var malkemaskinen. For at oparbejde en mælkeproduktion skulle der jo bare slides i babserne. Og de pumpede gjorde de, de maskiner. Det var et hårdt arbejde og meget stressende. For ud over at amme, nusse og malke skulle jeg jo også spise og sove og bade og pleje min syning og hæmoriderne og ...
Så var grænsen nået
Min hukommelse var meget dårlig og jeg kunne ikke helt kapere det hele. Og følgerne af det hele. Ja, nogen kan måske gætte det - en fødselsdepression. Og for at komme igennem den har jeg talt og talt med min mand, min læge og ikke mindst mange andre kvinder på internettet. Jeg har søgt informationer om fødslens psykiske sider, her en varm tak til læge Poul Videbeck som har en hjemmeside og ved en masse om emnet.
Kejsersnit - et rimeligt tilbud
Og nu kommer så det som jeg egentlig ville sige med det hele: Skulle jeg ikke have lov til at vælge et kejsersnit næste gang?
Det synes jeg egenlig ville være meget rimeligt. Og jeg synes ikke engang det ville have været hysterisk. Men jeg synes også at et ønske om kejersnit skal være ledsaget af samtaler omkring følelser, fakta og viden. Min beretning om min første fødsel er vel ikke noget ud over det sædvanlige der kan ske men essentielt for mig var det, at det der skete med min krop var ude af kontrol. Jeg kunne INTET stille op. Det var et chok af dimensioner at mærke noget på sin krop som er så voldsomt og jeg kunne intet gøre.
Vi er "kontrol-mennesker"
For mig og min psyke har denne oplevelse trods alt været en bonus i og med det har været en påmindelse om at vi ikke er herrer over alt. Det ruster mig i forholdt de udfordringer og oplevelser livet vil give, gode som dårlige. Det moderne menneske er et "kontrol-menneske" og jeg tror at ønsker om kejsersnit handler om kontrol både på et fysiologisk og et psykologisk plan. Det fysiologiske siger sig selv, hvis ungen er ved at dø skal den skæres ud, men til den psykologiske side af sagen mener jeg at der må vejledning, vejledning og vejledning til. Og hvis der i den sidste ende skal et snit til så fint for mig.
Anden fødsel: Det kan vel ikke blive værre end den første..
Anden gang jeg skulle føde var jeg jo forståeligt nok lidt betænkelig. Men jeg tænkte det kunne vel ikke være værre end første gang, så jeg overvejede ikke engang om det skulle være kejsersnit. Selve det at have været igennem en fødsel gav også mig en følelse af at være rigtig på en eller anden måde. Jo, igennem tusinder af år har kvinder gjort det og jeg kunne også gennemføre det. Yes, nu er jeg med i klubben. Tja, mange betænkelige tanker om det hele havde jeg, men blev gjort til skamme gjorde de. Max 5 timers veer, ud i 1. presseve så var prinsessen født. En drøm af en fødsel. Sådan gik den 3. fødsel også. Intet mindre end Hurra!
"Hysterisk, ja selvfølgelig er jeg da hysterisk".
Jeg ville ikke have undværet nogen af mine tre fødsler til et kejsersnit, men jeg kan godt forstå hvis der er nogen der ønsker det. Og hvis der er nogen derude der kalder jer hysteriske så bare sig (højt): "Hysterisk, ja selvfølgelig er jeg da hysterisk". Tænk bare på et skænderi i en italiensk film og kom i gang. Det hjælper...om ikke andet så lusker de afsted.....
