Uenige om børneopdragelsen

Hun er frustreret over de tilbagevendende diskussioner omkring børneopdragelse - og træt af at være "hende den sure" ...

Brevkassen ....

Hej Charlotte,
Vi har to drenge på 5 og 7 år, som er nogle rigtige krudtugler. De er aktive, og som søskende er flest kan de være jordens bedste venner eller hinandens værste fjender.
Vores problem er at min mand og jeg tilsyneladende ser meget forskelligt på børnenes opdragelse og det munder ud i tilbagevendende diskussioner hver anden måned, når jeg er ved at have fået nok og giver udtryk for min frustration.
Den store dreng på 7 er en meget følsom dreng, så jeg kommer tit i tvivl om hvad jeg kan tillade mig overfor ham og om jeg skal stille færre krav til ham. Han er til tider noget pivet og får dagligt hysteriske anfald hvor han skaber sig og råber, skriger og piver.
Hysteriet kan skyldes alt muligt; det kan være at man beder ham om at vente to minutter, mens jeg gør det jeg er i gang med færdigt, inden jeg hjælper ham med noget. Han kan også blive hysterisk, hvis vi siger, han ikke må se fjernsyn eller spille computer eller f.eks. hvis han ikke er tilfreds med den tegning, han er i gang med eller hvis legetøjet driller - ja, der er rigtig meget, som kan udløse disse følelsesudbrud hos ham og her er det lidt ligegyldigt, hvem han er sammen med.
Jeg har forståelse for at lunten er kortere, hvis det er sidst på eftermiddagen og han er træt, og i de tilfælde giver jeg ham da også længere snor. Men til andre tider vil jeg ganske enkelt ikke acceptere hans hysteri og beder ham om at holde op med at opføre sig på den måde. Min mand forsøger derimod at føje ham så langt han overhoved kan og siger, i min øjne, ikke fra overfor barnets opførsel.
Det samme gør sig gældende med vores 5-årige. Der forsøger min mand (i mine øjne) at holde sig "gode venner". Han er f.eks enormt overbærende og føjer ham, for ikke at forværre situationen, når drengen bliver sur over noget.
Børnene er begge meget farsyge, hvilket jeg godt kan forstå, når det er mig der står for størsteparten af skæld-ud og er "hende den sure". Jeg bliver bare så træt og forsøger at forklare min mand, at det ikke er særlig sjovt, at være den der bliver holdt ude og valgt fra i familien. Han forstår det godt og siger til sit forsvar, at han synes jeg er for hård ved børnene og at han derfor tror han ubevidst kompenserer for det ved at være mere blød overfor dem end han ellers ville være...
Hvordan kommer vi videre? Vi har tidligere lavet aftaler om at jeg skal være mindre hård overfor børnene og at han til gengæld skal være mindre blød overfor dem, men det holder aldrig og så er vi tilbage i de gamle mønstre.
En ting er min frustration, men noget andet er at jeg tror det forvirrer børnene, at vi er så forskellige. Jeg kan ikke udholde tanken om at fortsætte med diskussionerne omkring vores forskellige syn på opdragelsen de næste 12-15 år af vores ægteskab.

Har du nogle råd til os?

__________________________________

Hej og tak for jeres spørgsmål.

Jeg tror der er en del forældrepar der kan nikke genkendende til, at de kan have uenigheder omkring opdragelse af børnene - og nogle gange kan uenigheden om børneopdragelsen komme til at fylde rigtig meget i parforholdet. Det kan give anledning til mange konflikter, der kan hindre eller forårsage at følelsen af samhørighed i familien kan forhindres i at udvikle sig.

Konflikter og skænderier kan komme til at forplumre og forstyrre intimiteten i familien på en sådan måde, at trygheden i familielivet vakler og frembringer en usikkerhed hos en eller flere i familien. Børnene kan, som du beskriver, også blive berørt og miste trygheden, hvis de oplever stor og konstant uenighed mellem mor og far.

Du skriver, at du føler dig holdt uden for, og at du føler at du er den der bliver valgt fra, fordi du hele tiden er hende der skal sætte grænser og kommer til at skælde meget ud, mens din mand ikke tager del i konflikterne på samme måde som du. Det er en uholdbar situation, at du har den følelse og det er ikke godt for nogle af jer, da jeg tænker at det påvirker jer alle, på en eller anden måde - og selvfølgelig ikke mindst dig, da det er en ”grim” følelse at føle sig lukket ude.

Ved din mand mon, at det er sådan du føler det? Du skriver du og din mand flere gange har talt om, at det er svært for jer at forstå hinandens handlemåde og at I er meget uenige om hvordan I skal takle forskellige situationer med jeres drenge. Men du skriver også at I prøver at hjælpe hinanden til at handle anderledes ved at lave nogle aftaler om at skabe forandring.

I skal blive ved med at tale med hinanden om det og forsat forsøge at få en konstruktiv dialog. Måske kunne det være en ide for jer at henvende jer til en psykolog eller en anden, der ved noget om ovenstående, for at få hjælp til jeres dialog og kommunikation om det.

Når du udtrykker, at du ikke kan klare tanken om at I skal blive ved med at have disse konflikter mange år frem i jeres ægteskab, tænker jeg at det går dig rigtig meget på og selvfølgelig er opslidende for jeres forhold. I skal forsat værne om og passe på alt det gode I har i jeres lille familie og jeg tænker det kunne være en rigtig god omsorg du og din mand kunne give jer selv og hinanden, at få hjælp til at tale om tingene.

Når man har talt sammen mange gange om konflikter, kan der ske det, at kommunikationen ikke bliver så konstruktiv, fordi man ”glemmer” at lytte til hvad den anden siger, fordi man bliver så optaget af hvad man selv føler. Der kan ske det at alt kommunikation mellem jer kommer til at virke som angreb på hinanden. Hvis man føler sig angrebet, er det meget svært at lytte og forstå hvad der bliver sagt, fordi man hele tiden ”bare” er i gang med at forberede sin egen forsvarstale, når den anden tier stille og man kan komme til orde.

Jeg har en del forældrepar, som søger rådgivning og vejledning, grundet deres uenigheder i opdragelsen af børnene. Når de kommer, har de et ønske om at blive enige om opdragelsen. Det er også rigtigt, at det er godt at være enige, men samtidig er et også vigtigt at give plads til og acceptere, at netop i opdragelsen af vores børn, vil vores forskelligheder som forældre uundgåeligt komme til syne.

Det er godt, hvis målet kan udvides til også at indeholde en lyst til at finde ud af hvordan man kan og vil forholde sig til de forskelligheder der er. De fleste forældre er i virkeligheden enige i de overordnede ideer om deres opdragelse, men det kan være måden hvorpå de gør tingene der er forskellige og skaber uoverensstemmelser.

Du skriver, at du ca. hver 2. måned eksploderer, fordi du nu har fået nok og er rigtig frustreret.
Jeg tror et er en almindelig ting i mange familier, at vi går og samler sammen, i stedet for at tale med hinanden om tingene løbende.

Det er nok utopi at tro at vi kan undgå uoverensstemmelser og konflikter i forhold til opdragelse af vores børn, men jeg tænker der er ting vi kan være opmærksomme på, for at vores kommunikation med hinanden bliver så konstruktiv som mulig:

• Tal løbende med hinanden om det vi bliver berørt af. Vi undervurderer
ofte betydningen af at få sagt tingene til hinanden med det samme …eller i hvert fald lidt hurtigt. Det er ikke en god ide at ”samle sammen”, da episoder har med at ”vokse sig større”, hvis vi ikke får talt med hinanden om det. Kommunikationen om det kan blive svær, og det kan også været svært for partneren, at forstå betydningen af episoden længe efter det er sket, for den anden har måske slet ikke været berørt at oplevelsen som en selv.
• Prøv i jeres kommunikation at lade være med at angribe, når der er noget du gerne vil have skabt forandring omkring. ”At undre sig” - undre sig over hvorfor den anden gør sådan, er et godt udgangspunkt for samtale. For når nogle undrer sig, er man nødt til at ”forklare” sig, i modsætning til hvis nogle ”angriber” er man nødt til at ”forsvare” sig. Når man skal forklare sig, er dialogen stadig åben og formentlig mere konstruktiv.
Fortæl også din partner om hvad der ville gøre dig glad hvis han gjorde, i stedet for at fortælle hvad der irriterer dig han gør. F.eks.: ”Jeg ville være glad , hvis du satte nogle tydeligere grænser for vores drenge”, i stedet for at sige: ”Det er for dårligt, at du aldrig sætter grænser og at det altid er mig der skal gøre det……”
• Hør efter hvad din partner siger….at øve sig i at lytte med fuld opmærksomhed er en kunst der for mange er svær – og næsten umulig, hvis man bliver angrebet. Øv dig også i at fortælle og beskrive hvordan du har det. Specielt kvinder har en tendens til at tro vores partnere ved hvad vi tænker og føler, men det ved han ikke altid. Hvis vi ikke fortæller den anden hvordan vi har det, har den anden heller ingen mulighed for at være med til at skabe forandring.
• Accepterer uenigheder…de er ok, vi behøver j ikke være enige om alt ting. Vores børn kan godt forholde sig til uenigheder et godt stykke af vejen, hvis det foregår i en god og rimelig tone og atmosfærer. Forsøg evt. at blive enige med hinanden om at uenighed er ok.

Jeg tror, at hvis du og din mand forsætter med at være åbne over for hinanden, vil I kunne få en konstruktiv dialog med hinanden og få skabt forandring. Måske det kunne være en ide for jer, at søge lidt støtte og hjælp til det – drage omsorg for jer selv - ved at henvende jer til en psykolog? Eller måske I sammen kunne forsøge at følge nogle af de ting jeg har skrevet ovenover.

Jeg tror, når I ”genopfinder” nysgerrigheden over for hinanden i forhold til, hvorfor I hver især reagerer forskelligt, vil I også opdage at lære nyt om hinanden. At ”på opdagelse” er jo altid en god og spændende udfordring i et parforhold og i et familieliv.

Håber I kan bruge mit svar og jeg ønsker jer alt mulig held og lykke i tiden fremover. For øvrigt findes der en masse god og spændende litteratur om, hvordan vi kan være i god dialog med hinden i vores parforhold og familieliv.


Venlig hilsen