troldeliv - festen
20. august 2010

Troldeliv – den nye klassiker
Efter den berømmelige Valhalla-serie er vi efterhånden mange, der nu er blevet vilde med livet i troldehøjen og troldefortællingerne for de mindre børn, som Peter Madsen med frue, Sissel Bøe, nu har kastet sig over. Blandet med fest, uhygge, magi og en natur, der drager og fascinerer i dén grad, følger vi to charmerende tvillingetrolde plus hele deres store familie i en serie, vi håber, vil forsætte lige så længe som Valhalla.
Væsentlige spørgsmål til behandling
Troldeliv-seriens femte bind handler om generthed, angsten for det fremmede og om at turde møde nye udfordringer. Med det indhold er det næsten selvskrevet til at blive medrivende, interessant og vedkommende læsning for små og store.
Mens hele familien og ikke mindst den altid vakse bror Pajko glæder sig til midsommerfesten, er troldepigen Paja først og fremmest bange. Mødet med alle de fremmede er skræmmende, og Paja har slet ikke lyst til at være med. Men som i alle gode historier ender det med, at Paja bliver inddraget i festlighederne og overvinder sin angst, idet hun opdager, at de fremmede slet ikke er så anderledes eller uhyggelige endda. Og så er det hele jo ganske festligt og sjovt!
Mens Paja og alle de andre trolde boltrer sig i dansen, oplever vi også en oplagt Peter Madsen, der boltrer sig ditto på bogens sider med varme farver og glade runde former, ligesom Sissel Bøe skriver muntert og levende. Væk er alt Pajas angst og rædsel; frem hopper og danser en veloplagt Paja, der nyder at danse. Som forældre og læser glæder man sig over, at den søde troldepige ikke bare bliver dus med dansen men også bliver dus de fremmede.
At turde møde det fremmede
”Troldeliv – Festen” lægger op til en god snak om at turde, om at være åben og om at lægge fordommene på hylden. Pajas eksempel viser, hvor vigtigt det er at ”hoppe ud i” tingene og give det nye en chance. Eller om hvorfor vi er bange for det ukendte.
Jeg kunne måske ønske mig, at den forsigtige troldepige i større grad selv tog mod til sig og trådte ud i dansen på eget initiativ. Paja tager ikke selv skridtet. Hun bliver løftet op og ført ud i dansen. Så let er det ikke altid i vores egen tilværelse, hvor det er vigtigt at turde. Men Paja bliver heldigvis opslugt af dansen i stedet for at flygte og gemme sig, som også var en risiko. Derfor varmer historiens lille morale med al dens væsen og sødme.
Pletskud
Peter Madsen og Sissel Bøe har med deres retro-historie om trolde, natur og gammeldags værdier ramt plet. Serien er en perlerække af underfundige fortællinger om de to troldetvillinger og deres kærlige forældre. Det hele er krydret med spænding, søskende skænderier, familiehygge, tryghed, magi, leg, naturen, når den er bedst, og spændende dyreliv. Viden om de nordiske folkesagn og meget stor interesse for natur ligger til grund for seriens levende tekst, der indfanger læseren på et kort sekund. Troldeliv har alt, hvad vi kan ønske os, og lyser som et stjerneskud blandt boghandlerens mange tilbud. Et oplagt køb!
Bestilling: Bogen kan bestilles her ... >>
Yderligere kommentarer ...:
• Du kan læse mere på seriens egen hjemmeside Troldeliv: Troldeliv.dk
• Flere titler er under forberedelse!
• Herfra lyder et ønske om, at forlaget fremover indsætter sidetal i bøgerne. Det vil være til gavn og glæde for både små og store læsere.










































