Trælse putteritualer
29. maj 2013

Jeg er mor til en dejlig dreng på 7 år, som har rigtig svært ved at sove om aftenen. Han bliver lagt kl. 8 om aftenen, men sover sjældent før efter 9. Ind i mellem bliver den blive 10, inden han sover, hvilket resulterer i, at han er meget træt om morgenen ...
Han vil have, at vi sidder hos ham når han skal sove, og siger at han er bange, men han ved ikke for hvad. Han vil gerne snakke når han bliver lagt, men har efterhånden forstået, at det ikke er rette tidspunkt. Der er en lampe tændt på værelset og døren er åben, så han kan høre os fra stuen. Han ved, at hvis vågner han om natten, kan han altid kalde.
Jeg har prøvet at snakke med ham om vigtigheden af at sove nok. Jeg har også prøvet at snakke med ham om, hvad det er der gør ham bange, men det fører ikke rigtig til noget.
Vi har også en lillebror. De to førte på et tidspunkt "en kamp" om, at få os til at sidde hos sig, men lillebror har efterhånden fået "slagtet sine monstre". Det krævede kun en tur rundt i værelset for at opdage, at der ikke var noget at være bange for ...
Jeg vil rigtig gerne hjælpe min søn til at sove godt og trygt, og til at falde hurtigere i søvn om aftenen. Han kalder ikke så meget mere, men er stadig længe om at falde i søvn. Det er jo ikke rart at ligge alene uden at kunne falde i søvn, slet ikke hvis man er bange!
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare ikke orker at få mine aftener reduceret til en time inden jeg selv skal i seng. (Har ikke set et tv program fra start i til slut i årevis. Nu har jeg opgivet at se noget!) Samtidig har jeg utrolig svært ved at sige til mit barn, at han ikke er bange og dermed underkende en følelse som han "måske" har.
Han er normalt god til at give udtryk for sine følelser, alligevel vil jeg spørge dig: Lyder han bange eller er det os, som har givet os for længe og blevet, i stedet for sætte hårdt mod hårdt?
Det skal siges, at jeg ind i mellem arbejder om aftenen. Ofte fortæller min mand mig, at vores søn savner mig. Begge børn, men særligt den ældste, er meget "mor-syg". Hvordan hjælper jeg min søn bedst?
Vi har brug for et råd inden vores barn bliver en prøveklud for alt for mange forskellige hjemmestrikket ideer og tilfældige råd fra velmenende mennesker i vores nærhed.
______________________________________
Tak for dit spørgsmål.
At have en lille dreng på 7 år, der ikke vil sove om aftenen og er bange for at sove og være alene på værelset når han puttes, kan være både belastende og meget frustrerende. For forældre kan det virke uforståeligt, når børn er bange for noget, der er ikke eksisterende i vores voksenverden. Vi synes ikke, der er noget at være bange for, for der er jo ingenting - og vi er jo lige i nærheden...
Og det tærer på kræfterne, når den tid man gerne vil have til sig selv om aftenen bliver beslaglagt af børn, der er bange og ikke vil sove.
En pludselig frygt for at sove alene
Det er ikke ualmindeligt, at børn bliver bange, når de puttes og skal ligge alene i deres seng på værelset. Mange børn i 6-7 års alderen kan pludselig udvikle frygt for at sove alene i eget værelse, også selv om de godt ved mor og far er inde i stuen ved siden af. Frygten for at sove alene kan godt stå på et stykke tid, og i mellem tiden vil børnene ofte rigtig gerne sove hos forældrene i deres seng, og hvis det ikke er muligt, vil de som regel komme ind til forældrene i løbet af natten.
Hjælp barnet med at tackle frygten
Ud fra det du beskriver, tror jeg ikke der er tvivl om, at din søn virkelig føler en frygt for at være alene på værelset når han skal sove. Jeg tænker, at det hører alderen til, og at du må tro på, at det med tiden går over igen. Men det betyder ikke, at du bare skal lade stå til. I stedet skal du overveje, hvordan du bedst kan støtte og hjælpe ham med at håndtere den frygt, han føler og oplever.
Du skriver, at du har forsøgt at tale med din søn om, hvad det er, han er bange for, men at han ikke har kunne forklare dig det. Det er helt naturligt, for det kan være rigtig svært, at forklare sine følelser, når man bare er 7 år.
Anerkend barnets følelser
Når et barn føler ængstelighed og frygt, er det vigtigt, at møde barnet med åbenhed. Barnet skal mærke, at det er ok, at være bange - og han skal mærke, at han er ok, selvom han er bange. Han må ikke få oplevelsen af, at han er for stor til at være bange, for det kan føre til, at han tror, at hans følelser ikke er ok.
Så når din dreng fortæller dig, at han er bange, skal du tage det alvorligt og anerkende hans følelser. Du skal indgå i en dialog med ham, hvor du som voksen søger at finde en balance mellem respekt for hans ængstelighed, og samtidig forsøge at hjælp og støtte ham i, at mestre problemet. Fortæl ham, at alle børn er bange en gang imellem, men at mor og far er der og passer godt på ham, og fortæl ham, at det altid er ok, at føle som man gør.
En godnat-snak er god og vigtig
Du skriver, at han gerne vil snakke om aftenen, når han er lagt i seng, men at du ikke synes, at det er det rigtige tidspunkt til snak. Men måske er det en god ide, netop at slutte dagen med en god og lille snak på sengekanten. Mange børn synes det er rart, at fortælle om dagen inden søvnen tager over. Her kan de få sat ord på dagens oplevelser, udfordringer og bekymringer. F.eks. begynder kammerater, at have en stor betydning for barnet i den alder, og det kan være rigtig rart for barnet, at betro sig til mor eller far om, hvordan dagen har været med de andre børn. Og netop tiden lige inden sovetid er god, fordi der ikke rigtig er andre gøremål, som barnet er optaget af på dette tidspunkt.
Et lille hoved fuld af tanker
Din dreng bliver mere og mere realistisk i sin måde at tænke på. Måske er han optaget af, at finde ud af, hvordan han skal forholde sig til de andre børn og hvad man skal gøre for at blive accepteret.
Det kan være svært at fortælle om følelser når man bare er 7 år, men han vil langsomt begynde at sortere i, hvem han deler følelser med. Det er vigtigt for ham, at vide hvad andre mener og tænker både om ham selv og andre ting.
Det er rart for din dreng, at kunne tale med dig og få luft for de oplevelser, han har haft i løbet af dagen. Lyt til ham og vær nysgerrig på, hvad han er optaget af og går at tumler med af store og små tanker. Hør også på, hvad der har været af gode ting i dag, så det er gode ting, han tænker på inden han falder i søvn.
Nej, lille skat. Du går ikke glip af noget.
Jalousi ved sengetid er ikke noget ukendt fænomen. Din dreng tænker sikkert, at mor og far skal foretage sig noget interessant, når han selv skal sove. Han er rigtig nysgerrig efter, hvad I skal lave, når han nu lægges i seng, og har lyst til at være med og ikke gå glip af noget.
Her kan det være en god ide, at informere om, hvad du skal lave, nu når han er lagt i seng: "Mor skal ind i stuen og se fjernsyn. Der kommer et program for voksne, som jeg gerne vil se ...". Du skal formidle det på en måde, der ikke er for interessant og vedkommende for din dreng, men samtidig fortælle ham det på en måde, så han ikke føler sig udenfor. Fortæl ham, at du kigger ind til ham, når udsendelsen i fjernsynet er forbi, for at se om han sover. Det vil give ham ro at vide, at du kommer igen.
Det kan godt tage tid, at falde i søvn
Med hensyn til at falde i søvn, så tror jeg, at du skal prøve at tænke, at det er ok, at der går lidt tid inden han falder i søvn. Sig i stedet, at det er ok, at han ligger lidt og slapper af inden han sover. Måske kan han ligge lidt og høre en historie eller læse en lille bog. Prøv at have fokus på, at han blot skal ligge i sin seng og slappe af og hygge sig lidt inden han sover, og lad være med at blive frustreret over der går lidt tid inden han sover.
Når I får skabt en mere hyggelig situation uden pres om, at han skal sove med det samme, vil det måske være lidt lettere for ham at falde til ro.
Ro omkring sengetid
Jeg tror ikke, du skal sætte ”hårdt mod hårdt”, men finde en måde, hvorpå I får skabt lidt ro og hygge omkring sengetid. Du og din mand skal tale sammen om, hvordan I fremover vil putte jeres dreng ud fra, hvad I tror der hjælper ham bedst. I skal også sammen fortælle ham, hvordan I har besluttet det skal være fremover.
Lyt også til, hvad han selv synes og hør ham om han f.eks vil ligge og læse lidt, eller måske høre lidt musik ... Husk at bøger og musik ikke skal være dramatiske, da det kan være svært at skille fantasi og virkelighed - specielt når man er 7 år gammel.
Storebror med særlige storebror beføjelser
Nu skriver du ikke noget om, hvor gammel lillebror er? Men måske er det også tid til at storebror får lov til at være lidt længere oppe end lillebror, så han får en fornemmelse af, at der er forskel på, hvad man må og ikke må. Måske er et kvarter godt nok, og vil give ham en følelse af at være noget særligt, fordi han er ældst og det kan være rigtig rart for en storebror.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og vil også anbefale dig, at se dig omkring i brevkassen, da der ligger andre spørgsmål, som du måske kan have glæde af at læse.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen,










































