sunde børn bliver sunde voksne

Spiser du sundt som barn, vil du sandsynligvis også spise sundt som voksen. Har du derimod som barn fået smag for det usunde vil du sikkert tage vanerne med dig i voksenlivet. Det er konklusionen i en ny finsk undersøgelse, der har fulgt over 1000 børn og unge i 21 år.

Spiser I mest pizza, burger og pasta eller er familien mere til fisk med årstidens grønt? Hvad enten I er til fastfood retter mere fedtfattige grønne alternativer er der noget, der tyder på, at de madvaner vi har som voksen, er nogle vi har tillagt os allerede som børn.

I det finske studie blev børn i alderen 3-18 år første gang spurgt til deres mad i 1980 og igen i 2001. Derefter blev det undersøgt, hvor mange der som voksne havde beholdt de kostvaner, de havde som børn. Det viste sig, at der især hos børn mellem 15-18 var en sammenhæng mellem hvordan de spiste som teenagere og hvordan de spiste som voksne. Men også hos børn i alderen 3-15 kunne det mad der blev spist i barndommen genfindes i voksenlivet, sammenhængen var bare ikke nær så stærk.

Det er meget vanskeligt at undersøge om de vaner, vi har som børn, er nogle, vi bærer med os i voksenlivet. Tidligere studier af om de kostvaner vi har som børn også er nogle vi får som voksne peger i samme retning som det nye finske studie, men det finske studie udmærker sig ved at have fulgt børnene i 21 år.

Kilde: Fødevarestyrelsen