singlemor

Jeg er blevet alene med mine to guldklumper på 3 og 5 år. Deres far døde af leukæmi i september 2004. Det har været og er stadig en meget hård tid for os alle sammen..

Jeg syntes selv, at jeg har klaret det flot. Jeg har været der for mine børn hele vejen i gennem. Både imens min mand var syg og efter hans død. Jeg har talt en del med en psykolog, og Kræftens Bekæmpelse om hvordan jeg håndterer børnenes sorg. Vi er alle rørende enige om, at jeg gør hvad der er muligt for at hjælpe dem i gennem deres sorg. Jeg er meget åben omkring deres fars sygdom og død. Det er på ingen måde tabuemne.

Jeg har lavet en scrapbog til dem hver, som vi bruger til at kigge i og snakke om far. De ved, at de kan altid komme til mig, hvis de er kede af det eller vrede. Jeg er også ved at lave en beskrivelse af hvilket menneske deres far var, så de kan læse den, når de bliver lidt ældre.

Alt i alt, mener jeg, at jeg har så meget styr på den del af sagen. Jeg er naturligvis altid åben for forslag og gode idéer.

Det der får mig til at skrive til dig er, at jeg syntes, at jeg råber alt for meget af mine børn.

Det lyder måske ikke umiddelbart så slemt. Det syntes jeg bare, at det er. Det har helt klart ændret sig efter deres far sygdom og død. Jeg er helt på det rene med, at det er ufatteligt hårdt for mig og at det er ganske naturligt, at mine ressourcer oftere end før slipper op.

Jeg har selv en fornemmelse af, at noget af problemet er, at jeg skal finde en ny forældrerolle i forhold til børnene. Før var vi to om at styre tingene. Min mand var helt klart bedre til at sætte grænser end jeg er. Jeg er vist slem til at lade børnene vade ind over mine grænser og så først, når de er for langt inde over grænserne blive sur og "vise dem tilbage på den rigtige side af grænsen".

Når der er "overskud på kontoen" er det ikke så vanskeligt at vise dem tilbage på en pæn måde, men når jeg er træt og/eller ked af det, så bliver det med råberi og dumme bemærkninger, som i bedste fald resultere i at børnene ryster på hovedet af og i værste fald tager til sig og tror, at der er noget galt med dem.

Jeg er selv vokset op i en familie med en temperamentsfuld far og en mor der ikke kunne sætte grænser. Jeg vil meget nødigt gentage deres fejl.

Kan du give mig et godt råd til hvordan jeg bliver bedre til at undgå, at komme derud hvor jeg råber af mine rollinger?

På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Lene

_____________________________________________

Kære Lene

Det gør mig ondt at høre du har mistet din mand alt for tidligt.

Jeg kan ud af dit brev læse, at du har gjort og forsat gør alt hvad der er muligt for dig for at støtte dine to guldklumper på 3 og 5 år i at komme gennem sorgen over at have mistet deres far.

Du gør det på en meget flot måde, som du kun kan være rigtig stolt af og helt tilfreds med.

At du nogle gange har et lille overskud er der som du selv skriver ikke noget at sige til. Du kommer nogle gange til at råbe mere af dine børn ens du har lyst til, og det kommer vi alle til.

Jeg tror det vil være godt for dig, om du forsøger at give dig selv lov til at reagere på denne måde. Jeg tror ikke dine børn vil tro der er noget galt med dem, selv om du nogle gange reagerer over for dem ved at råbe højt og blive vred. De er på ingen måde i tvivl om at du synes de er dejlige og at de føler sig højt elsket af dig.

Det er rigtig svært at sætte grænser når man er i en sorg og krise som i dit tilfælde, hvilket jo kan betyde, at dine børn på nogle punkter kommer til at træde ind over din grænser.

Men at du i en periode ikke magter at sætte de grænser du gerne vil, betyder ikke nødvendigvis, at du vil komme til at gentage det du selv har oplevet i din egen barndom.

At du er opmærksom på det og reflekterer over det er medvirkende til at du vil kunne gøre det anderledes hen af vejen. Men accepter det er sådan lige nu, og giv dig selv lov til at mærke og synes du gør fantastik mange gode ting for dine børn.

Vær god ved dig selv, ved at acceptere og være tilfreds med alt det gode du gør. Hold fast i og fokuser på de mange gode ting du gør, og prøv at lade de andre ting ligge lidt. Du vil hen af vejen få et større og anderledes overskud til også at tage dig af disse ting.

Du skriver du gennem hele forløbet med din mands sygdom og død, har søgt hjælp for at takle det på bedste vis for dine børn. Det er rigtig godt og en fantastisk støtte for dine børn, at du støtter og hjælper dem på denne måde.

De kan altid komme til dig, når de er kede af det eller vrede, hvilket hjælper dem gennem deres store sorg.

Men jeg tænker på, hvem har du at komme til når du er vred eller ked af det? Hvem hjælper dig med din store sorg, som foruden din sorg over at have mistet børnenes far også indeholder sorgen over, at du har mistet din ægtemand?

I din situation vil der værre den mulighed at du kommer til at glemme dig selv og din egen sorg, fordi du er så opmærksom på dine børns behov i denne svære tid.

Du har også brug for støtte og omsorg i forhold til dig selv som voksen kvinde der har mistet din mand.

Du har brug for at tale med nogle om hvordan du har det og om hvad der er svært for dig.

Det er vigtigt, at du er god ved dig selv også, og sørger for at få noget støtte og omsorg til dig selv.

Når du får hjælp til at bearbejde din egen sorg, vil det også hen af vejen få indflydelse på, hvordan dit overskud vil være i forhold til dine børn. Jeg tror det vil hjælpe dig til ikke at råbe mere af dine børn end du vil synes er rimeligt.

Så mit råd til dig vil være at få noget hjælp til bearbejdning af din egen sorg over at have mistet din ægtemand.

Du kan evt. snakke med din læge om det, og han vil kunne henvise dig til en psykolog du kan tale med, for du har ret til samtaler med økonomisk støtte til samtalerne.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med dit videre liv.

Med venlig hilsen,