Rødhalsen og andre fortællinger
25. august 2011

Titel: Rødhalsen og andre fortællinger
Forfatter: Selma Lagerlöf
Genfortalt af Werner Fischer-Nielsen
Forlag: Unitas Forlag
Bestilling: Online>>
Kunstnerisk og kærligt fortalt
Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender” hører til de klassiker, vi bare må fortælle vores børn. Så smukke, poetiske og fulde af kærlighed. Vel nok essensen af vores ønske om, at tro på det gode. Vi læser om den kristne nåde, men især om kærlighedsbudskabet der er evigt universelt. Nu præsenterer Werner Fischer-Nielsen otte af Selma Lagerlöfs allerbedste Kristuslegender i en fortryllende, flot og letlæselig version for små og store. Illustrationerne er magiske og fint udført af Esben Hanefelt Kristensen. De supplerer bogens legender på fornemmeste vis.
Sveriges digterdronning
Med Werner Fischer-Nielsens genfortælling af Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender” åbnes døren ind til Selma Lagerlöfs forunderlige univers. Et møde med en nobelpristagers forfatterskab, der er guld værd at opleve. Her oplever vi ikke bare fortællingen om Rødhalsen, der kan få tårerne til at trille, men også betydningsfulde noveller som ”De vise mænds brønd”, ”Flugten til Egypten” og ”Den hellige Veronikas svededug” for blot at nævne et par. Hver og en kalder på de helt store følelser hos læseren, og illustrationerne af Esben Hanefelt Kristensen fuldender det hele. Bag de magiske og eventyrlige historier gemmer sig fortællinger fra da forfatteren som barn gik i søndagsskole og kirke. Disse er vævet sammen med historier Selma Lagerlöfs farmor har fortalt, og blevet til ”Kristuslegender” for børn takket være forfatterens utrolige fantasi og evne for fortælling.
Vellykket!
Selma Lagerlöf tegner sig for et betydeligt forfatterskab vi med fryd og glæde kan nyde igen og igen. Både som lille og stor. Som forfatter havde hun ikke bare et vigtigt budskab, men lagde også stor vægt på litteraturens rolle. Derfor er det desto mere en fryd og fornøjelse at åbne denne version af Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender”, og opleve hvor fantastisk bogen fungerer både form- og indholdsmæssigt. Her er tale om en hel igennem skøn bog, der byder på mange eventyr fuld af glæde, tro, håb og kærlighed. Den er absolut værd at gribe og tage med på sin vej!










































