Ristaffel i karrysovs – med aubergine og chili

Fra ”Kaj & Andreas Kogebog” kommer her Katrine Klinkens opskrift på festlig ristaffel.
Ristaffel er ideel gæstemad, når børnene skal spise med. Alle kan vælge, hvad de har lyst til at komme på deres tallerken. De allermindste skal ikke have jordnødder eller peanuts, da de kan komme galt i halsen.

RISTAFFEL I KARRYSOVS – med aubergine og chili

Til 5-6 personer

KØD I KARRYSOVS
Ingredienser ..:
• 500 g kød (nakkekam, lammekød eller oksetykkam i tern)
• 1 spsk olie
• Ca. 1 spsk stærk karry
• 5 dl vand eller god grønsagsbouillon
• Ca. 2 tsk groft salt, afhængig af om bouillonen er salt
• Jævning: 2 ½ spsk majsstivelse (Maizenamel samt 2 ½ spsk koldt vand

Tilberedning …
Varm en stegegryde godt op, tilsæt olie og brun kødet på alle sider. Drys karry på, og steg et minut eller to. Tilsæt vand eller grønsagsbouillon, og krydr evt. med salt. Læg låg på gryden, og lad kødet blive mørt ved svag varme ca. 40 min.
Jævn sovsen: Rør majsstivelse med koldt vand, og rør det i gryden under omrøring.. Kog sovsen ca. 4 min. Rør over hele grydens bund. Juster konsistensen af sovsen: Er den for tyk, må der tilsættes lidt vand, og er den for tynd, må den koges igennem med lidt mere majsstivelse. Smag karrysovsen til med karry og salt.

RIS
Ingredienser ..:
• 4 ½ dl vand
• ½ tsk groft salt
• 3 dl langkornede ris, evt. brune ris

Tilberedning …
Sæt vand over at koge i en gryde. Hæld risene i en si og skyld dem i koldt vand. Kom salt og ris i gryden, når vandet koger. Lad risene koge ved svag varme i 12 min. luk for varmen og lad gryden stå i 12 min. Bruges brune ris, er kogetiden længere – læs på pakken.

AUBERGINE MED CHILI
Ingredienser ..:
• 1 stor aubergine
• 2 tsk olie
• ca. 1 tsk. harissa eller anden chilisovs
• 2 stk citronsaft eller hvidvinseddike

Tilberedning …
Vask auberginen og skær den i terninger. Brun auberginerne i varm olie i en gryde ved middel varme. Tilsæt harissa eller chilisovs, krydr med salt, og tilsæt ca. 1 dl vand.
Lad auberginen koge mør ca. 20 min. Smag til med citronsaft eller eddike og evt. chili og salt.

TIL SKÅLENE

Ingredienser ..:
• 1 agurk i tern
• 1 dl kokosflager eller kokosmel, evt. ristet
• 2 dl rosiner
• 2 spsk klippet purløg
• 1 dl mild eller stærk mangochutney
• 2 bananer i skiver
• 2-3 skiver frisk ananas i skiver
• 100 g jordnødder ristet på pande eller saltet peanuts

Tilberedning …
Fyld skålene. Spis varme ris med kød i karrysovs og aubergine med chili. Vælg selv fra skålene med de s’de og sprøde sager, hvad der skal på tallerknen og kom det på toppen af retten.