prins christian

Kronprinsese Mary fødte kl. 01.57 natten til lørdag en søn, oplyser hofchef Per Thornit. Mor og barn har det godt. Den nye prins er 51 centimeter lang og vejer 3.500 gram.
Kronprins Frederik var til stede under hele forløbet på Rigshospitalet.

"Det er en ubeskrivelig følelse og både mig og min kone, som i øvrigt har det godt, og det er slet ikke noget, man kan forberede i sit sind," sagde kronprins Frederik, da han lørdag ved 9.20 tiden mødte pressen på Rigshospitalet i København for at fortælle om sin og kronprinsesse Marys søn, der kom til verden kl. 01.57 natten til lørdag.
"Det er en lille søn. Han ligner et lille nyfødt barn, for han er ikke mere end otte timer gammel, og han ved slet ikke, hvad der venter ham," sagde kronprins Frederik, mens han med hænderne viste, hvor stor sønnen er.
"Jeg er fuldstændig overvældet," tilføjede kronprins Frederik til pressen.

Senere lørdag formiddag ankom dronning Margrethe med en stor buket blomster for at ønske sin søn og svigerdatter tillykke.
Kronprinsesse Mary blev indlagt på Rigshospitalet fredag eftermiddag, og fødslen varede 10 timer. Lægerne fra Rigshospitalet betegnede lørdag formiddag fødslen som ukompliceret.
"Det var et rigtigt flot fødselsforløb for en kvinde, der føder første gang," fortalte fødselslæge Morten Hedegaard, som også kunne fortælle, at det lille barn blev lagt til brystet med det samme og sutter fint.
Lægerne ville ikke udtale sig om, hvor længe kronprinsessen skal opholde sig på Rigshospitalet.

Ligesom prinsesse Alexandra fik Mary en epiduralblokade.

Fakta om epiduralblokade:
· En epiduralblokade er en lokalbedøvelse, der foretages ved at placere et kateter i den nederste del af rygsøjlen. Blokaden blokerer nerverne til underlivet.
·Epiduralblokader benyttes ved 30-40 procent af fødslerne på Rigshospitalet.
· Metoden er almindelig brugt i udlandet og blev herhjemme for alvor kendt, da prinsesse Alexandra fødte prins Nikolai i 1999. Også ved prins Felix' fødsel fik hun en epiduralblokade.