Planlæg en jul uden stress
28. november 2013
Først og fremmest gælder det om at definere, hvad en dejlig jul er for dig? Er det at have tid til at bage småkager med børnene ? - eller er julens højdepunkt at deltage i de vilde julefrokoster? Glæder du dig allerede nu til at høre julekoncerter, eller skal du en tur i skoven og fælde et juletræ, før du rigtig kan komme i julestemning? Måske ønsker du allermest bare at have fred og ro til at læse en god bog - eller måske ville du nyde at have ekstra god tid til at julepynte derhjemme? Prøv at mærke efter, hvad der for dig er aller vigtigst.
Her får du en stribe praktiske fif til, hvordan du kan planlægge og prioritere julens gøremål, så du også selv får lejlighed til at nyde den.

To do lister
Der er "det du drømmer om julen skal indeholde" - og så er der alle de praktiske opgaver, som må og skal klares – også selvom det ikke lige er det, du har mest lyst til at bruge tiden på. Men dine egne personlige ønsker til julen er vigtige at have med, når du nu skal igang med at lave din to do-liste:
• Brug et par dage på at gå og summe over hvilke opgaver og gøremål der venter i julen. Skriv dem ned på en liste og lad listen ligge fremme så du kan tilføje flere opgaver efterhånden, som du kommer i tanke om dem (husk også at tilføje de ting, som du personligt drømmer om skal ske i julen).
• Afsæt god tid, evt. sammen med din partner, til at gennemgå opgaverne. Er listen meget lang, kan det være, at du skal overveje, om du skal droppe nogle af de mest ambitiøse.
• Prioriter opgaverne og uddeleger de opgaver, du kan se at andre kan tage sig af. Sørg for, at de der har fået opgaver er orienteret og har bekræftet, at de påtager sig opgaven.
Med listen har du nu et godt overblik. Tilføj evt. datoer og tidspunkter for opgaverne, hvis du synes, at det bidrager til overblikket.
Gode tips - enkelt & effektivt!
Nu kan de færreste jo bede deres arbejdsgiver om en ekstra uges fri for at få klaret jule-forberedelserne. Arbejdet, familien, huset og søvnen skal stadig passes selvom det er jul. Måske bliver din liste mere realistisk, ved hjælp af nogle små genveje - og lidt hjælp udefra:
• Rengøring:
Hvis du råd til en rengøringshjælp, så findes der glimrende firmaer, der med glæde og overskud stiller op og rydder hele dit hus for alskens nullermænd. Det kan være penge givet godt ud. Vil du have rene vinduer i julen bør vindues-pudseren allerede bestilles nu.
• Hjemmebagte julekager:
Hvis hjemmebagte julekager er en vigtig del af jeres juletradition, så kan du slippe for at bruge tid på at lave dejen ved at købe den færdiglavet. Både Irma og SuperBest har i år færdiglavet dej i flere varianter i frysedisken. F.eks. brunkagedej eller dej til jødekager. Dejen fås i pølser, som blot skal skæres ud i skiver eller rulles ud og stikkes ud med småkageforme. Ungerne vil stadig føle de har bagt, og du har sparet mindst en time plus opvasken. Vi har testet småkager lavet af færdigdej – og de er faktisk super gode!
• Næsten så godt som hjemmelavet:
De fleste dagligvarer-butikker har god færdiglavet gløgg på flaske, færdiglavet risengrød, (som også kan bruges til risalamande) og æbleskiver. Det hele lige til at lune i ovnen.
• Gaver:
Lav en gaveliste over hvem der skal købes gaver til. Internettet er et glimrende sted at købe julegaver, her kan du nemt og hurtigt få dig et overblik, - bestille, - betale, og få det hele leveret. Så afset en aften - med dine lister ved hånd og en en kop kaffe, the eller et glas vin, og hyg dig med online shopping.
• Vasketøjsbunkerne:
Alt vasketøjet proppes ned i nogle store sække og afleveres til vaskedamen på renseriet. 3 dage efter får du det tilbage, strøget og lagt sammen. Sådan!
• Julekort:
Julekortene deler du op i dem, der kan sendes elektronisk via med e-mail - og så de andre. Fine online julekort kan du finde her -->.
Resten kan du evt. skrive ud på printer og bestille frimærkerne online hos Post Danmark. Du har også mulighed for at få Interflora eller Euroflorist til at tage sig af opgaven …
• Nem og smuk juledekoration/adventskrans:
Der skal ikke så meget til. Kransene kan købes færdige, men det er heldigvis også meget moderne med den helt enkle stager.
Se et udvalg her -->
• Julearrangementer:
Føler du dig forpligtet til at invitere familien til et julearrangement, og har du hverken tid, plads eller råd, så foreslå at I alle mødes på den lokale skøjtebane i stedet. Bed gæsterne medbringe te, kaffe eller tomatsuppe på termokander og få en sjov og dejlig dag på isen. I kan også tage sammen ud og besøge et af de mange, stemningsfulde julemarkeder, der afvikles overalt i landet: Find julemarked i din landsdel -->.










































