Ny hjemmeside for børn om rettigheder
13. maj 2013

Hurtig vej til den rigtige hjælp
Nu lancerer Børnerådet hjemmesiden Børneportalen.dk, en hurtig genvej for børn og unge til at finde frem til den rådgivning, de har behov for. Det betyder, at de undgår at skulle kontakte flere forskellige rådgivninger, før de når frem til den hjælp, der er bedst for netop dem og deres situation.
"Jeg tror ikke, man kan overdrive den betydning, det har for et barn, at en voksen vil lytte og hjælpe, når man står med alvorlige problemer – det kan være en mor, der drikker eller en far, der slår. Når børn har brug for hjælp, skal de hurtigt kunne finde frem til den, og det kan de bruge Børneportalen til", siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.
Børn skal kende deres rettigheder
FN’s Børnekomité har i tidligere år kritiseret Danmark for at være for dårlig til at fortælle børn og unge om deres rettigheder. Det skal Børneportalen også være med til at rette op på, så på siden kan man f.eks. få klar besked om Børnekonventionen.
Ikke kun for børn og unge
Hjemmesiden henvender sig til de 10 til 15-årige, men undersøgelser, Børnerådet har lavet i forbindelse med etablering af siden, har vist, at det er vigtigt, at de voksne omkring børn og unge også kender til de mange gode hjælpetilbud, der findes. Derfor er Børneportalen også god at kende til for lærere, pædagoger, psykologer, sundhedspersonale og mange andre faggrupper, der er tæt på børn og unge i hverdagen. Også blandt sports- og fritidsforeninger kan man tit have brug for at vide, hvordan man kan hjælpe børn og unge, der har personlige eller familiemæssige vanskeligheder.










































