mor til præpubertets pige

Hej Charlotte,

Tak for dine gode svar, som jeg læser med interesse.

Jeg skriver til dig fordi jeg er fyldt med frustrationer og dårlig samvittighed overfor mine to piger, som er henholdsvis 7 og 11 år. Nu har de haft 7 ugers sommerferie og da jeg har fået tilkendt førtidspension pga. dårligt helbred, arbejder jeg ikke. Det resulterer i, at vi går hinanden på nerverne for tiden, min lunte er så kort, at jeg faktisk er irriteret så snart de har åbnet munden.

Vi bor i en 4 værelses lejlighed, og ingen af pigerne er interesseret i at gå i klub og fritidshjem.

Vi er lige kommet hjem efter en uge sydpå, men jeg føler at det ikke har været andet end skænderier og hakken på hinanden de to piger imellem, hvilket har bevirket, at jeg føler jeg har skældt ud og "opdraget" i en uendelighed.

Jeg føler, at de kræver og kræver, og ikke påskønner det dit får. Især den store pige er meget krævende mht. ting og tøj, og hun bliver meget vred og nærmest aggressiv, hvis den lille får noget, selvom den store ikke bliver snydt.

Det var nok et lidt for stort brød at slå op at tage på den tur. Jeg føler nu, at det har været en dårlig tur pga. alle konflikterne, og jeg føler mig som en dårlig mor.

Det skal siges, at jeg har fået konstateret kronisk træthedssyndrom, jeg har problemer med kæben og skal opereres for det. Jeg har konstante smerter på trods af smertestillende medicin, og da jeg kom hjem i går, lå der et brev fra lægen om, at jeg er gluten-allergiker. Så der er jo ikke noget at sige til, at jeg er træt.

Træt har jeg været i årevis, hvilket også har gjort, at jeg har været tilbøjelig til at give efter for pigernes ønsker og krav.

Jeg har været alene med pigerne i godt 4 år, og ønsker ikke at min eksmand skal ha´ pigerne boende, da han har udfra min tidligere psykologs vurdering har psykopatiske tendenser og kun tænker på sig selv.

Jeg har bare været så ked af det og grædt hele dagen, fordi jeg føler mig som en mislykket mor; føler ikke jeg er den mor, jeg gerne vil være. Jeg bliver også bange for mig selv når jeg nogle gange føler ligegyldighed og følelseskulde overfor mine egne børn.

Jeg er uddannet indenfor plejesektoren og ved at smerter og stress kan medføre dette. Tidligere har jeg ikke været sådan. Jeg har tidligere være tilknyttet kommunens tilbud om familiebehandling i ca. ½ år, men jeg følte ikke at det gav mig noget særligt. Pigerne var alligevel som engle, når vi var der, og jeg føler der er lidt for meget "pussenussen" overfor børnene. Den metode virker i hvert fald ikke på mine børn, der er nogle meget viljestærke og temperamentsfulde børn.

Kommunen har ikke andre tilbud. Jeg har haft ringet til min sagsbehandler flere gange, og jeg er ikke "langt nok nede rent socialt", som hun siger. Min træthed og smerterne gør, at jeg ofte kommer til at råbe ad mine børn, hvilket jeg ikke ønsker, men det er som om de lukker helt af, når jeg siger noget til dem.

Jeg kan jo ikke bebrejde dem noget, men jeg er bange for, at de har taget skade af den måde, det har været på og er på.


_______________________________________________________________


Hej,

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen og tak for de søde ord om mine svar.

En sommerferie på 7 uger, hvor man er alene om ansvaret for sine børn kan være en vældig hård opgave at klare.

Du skriver I har været på en ferie i en uge sydpå, men du oplever, at du har skældt ud og opdraget hele tiden på dine piger. Der har været mange konflikter, som fylder meget i dit hoved og du er træt og føler dig som en dårlig mor.

Det er hårdt at stå alene med det daglige ansvar og opdragelsen af dine piger, som jeg læser at du er meget alene om, og samtidig har du sygdom at kæmpe med, som giver mange smerter og meget træthed.

Når man er rigtig presset og udmattet kan man komme ind i et mønster, hvor kommunikationen med børnene komme til at foregå med irettesættelser og skældud hele tiden. Egentlig ”glemmer” man helt at høre efter hvad det er børnene fortæller og har på hjertet.
Det er belastende at skælde ud hele tiden, og det kan give følelsen af, at man ikke slå til i sit forældreskab.

For at passe bedst muligt på dine piger og dig selv, har du ret i, at du må arbejde på at få brudt dette mønster. Det kan være svært, men jeg kan læse at det ligger dig på sinde, at få brudt den måde du er sammen med dine piger på.

Du skal prøve at fokusere på de positive oplevelser du har med dine piger.
Prøv at gå lidt på opdagelse i at huske på og lægge mærke til, når der ikke er konflikter. Hvad er det der er anderledes i disse situationer, hvornår opstår de og hvordan?
Prøv evt. at tage udgangspunkt i jeres lige overstået rejse sydpå.
Tænk på hvad I har haft af gode oplevelser på turen. Prøv et øjeblik at se bort fra, at pigerne har skændtes og du har irettesat og skældt ud.

Hvad har været det bedste på turen, hvornår har I haft det rart sammen, hvad har været sjovt?
Det kan være små ting, det kan være store ting!
Var det dejligt at bade, fik I nogle gode is, var I på nogle ture, købte I nogle sjove ting med hjem, hvad var det bedste I fik at spise osv.

Tal med dine piger om, hvad var det allerbedste ved turen…skriv hver især 3 ting ned og fortæl hinanden om dem.
Eller prøv, at I hver især skal gætte på hvad de andre har synes var det bedste på turen.
Hvis I taler om jeres tur på denne måde, vil jeres fokus blive at I tænker på de positive oplevelser I har haft sammen, og du vil hjælpe dine piger med at sætte pris på og komme i tanke om, det der har været rart.
Det kan godt være i også skal snakke om konflikterne, men de skal ikke stå alene og overskygge de positive ting.
Hvis i har taget billeder, så se på dem sammen og tal om dem, med et positivt udgangspunkt.

Du skriver du har været tilknyttet kommunens tilbud familiebehandling i ½ år, men at det ikke gav dig noget særligt. Jeg tænker, at det i hvert fald må have givet dig et pusterum fra konflikter og skænderier, da du beskriver dine piger var som ”engle”.
Det må have været dejligt for dig og pigerne, at være sammen uden konflikter.
Dine piger var som engle under jeres samtaler og samvær….. Hvad gjorde du anderledes siden dette kunne ske.
Er der mon noget derfra, du kan overføre til jeres samvær derhjemme, så englene kommer lidt frem igen?
Engang imellem gælder alle kneb for at englene træder ind i ens stue og invaderer rummet!
Hvis der skal nusses og pusses lidt ekstra, så gør det, for det gælder om at I får skabt nogle situationer, hvor I har det rart med hinanden uden konflikter, det trænger I til og det er vigtigt for dig og dine piger.

Du skriver, at du oplever det er mest vanskeligt med din store pige på 11 år.
Ja, at være 11 år, kan være en rigtig svær periode både for din datter på 11 og for dig som mor.
Når man er 11 år er man på vej ind i præpuberteten og på vej, eller i en overgangsfase i livet, hvor der sker store forandringer. Mange børn på 11 år føler sig hurtigt og let uretfærdig behandlet, over alt ting i tilværelsen.
De er usikre og forvirret og begynder at øve sig på, at finde ud af hvem de er og hvad de vil. De har svært ved at kontrollere både deres krop, som begynder en forandring og deres sjæl som også er under forandring.
Når man er bare 11 år, har man forsat et stort behov for at blive bekræftet af sine forældre, med kærtegn, et lille klap, et lille smil, klap på kinden eller andet.
Det værste man kan gøre er at overse dem, fordi de har så meget brug for kontakt og nærvær på deres egne og nye betingelser fra deres forældre, i forhold til den forandring de er ude i.
Det kan være svært, at tilgodese disse behov, da barnet på 11 år også er provokerende og afprøvende i alt hvad de foretager sig. Så de sætter deres forældre på en hård prøve, som vi må gennemføre så godt vi formår det, de har brug for det.
Noget der er vigtigt, er at huske at dele lige så meget ros, påskønnelse og anerkendelse ud til dem som man uddeler kritik.

Du skriver dine piger er viljestærke og temperamentsfulde, og det er jo nogle gode egenskaber du her beskriver hos dine piger. Men det er også nogle egenskaber, der kan give konflikter og hårdt arbejde for dig. Man kan komme til at føle man bliver manipuleret en hel del, og det gør man nok også, men man får også en hel masse andet, hvis man har kræfter og mod på at holde øjnene åbne og modtage det.

Din datter har brug for dig til at sparre med, hun har brug for at høre dine meninger og høre dig tage stilling til alt mellem himmel og jord. Du skriver hun er optaget af tøj, deltag i hendes verden og hendes tøjspekulationer – tag det alvorligt, for det er alvorligt for hende.
Lyt og kommenter på det hun siger, men stå også ved dine holdninger og meninger, hun har brug for at høre dem. Men øv dig på, at gøre det på en måde der ikke virker alt for autoritært, vis interesse for hendes tanker, tag dem alvorligt. Sig til hende, at du godt kan forstå hun gerne vil have de der nye bukser, at du også synes de er flotte, men at du desværre ikke har råd til at købe dem eller fortæl at du ikke synes hun mangler bukser nu, eller hvad begrundelsen er.
Sig du godt kan se hun synes det er uretfærdigt, og det er ok hun synes det, men at det ikke kan blive anderledes.
Det vigtigste er at gå ind i en dialog med hende, hvor du taler med hende om tingene. Vær nysgerrig på, hvad hun gør sig af tanker, og respekter disse, men giv også din egen mening og holdning til kende i jeres dialog med hinanden, men på en nænsom og respektfuld måde.

Du er presset i din hverdag med smerter og træthed, og har svært ved at finde det nødvendige overskud til dine to livlige og viljestærke piger.
Kunne det være en ide at tale med dem om, at de skal gå i klub og fritidshjem, for at du på denne måde kan samle lidt flere kræfter og måske synes at tingene er lidt mere overskuelige.
Hvem taler du med om hvordan du og pigerne har det? Jeg tænker du må have brug for nogle andre voksne at tale med om hvordan du har det.
Har du nogle venner eller familie der kan aflaste dig ind imellem?
Det er vigtigt, du tager din egen bekymring alvorlig og handler på den. Du har brug for at få skabt nogle forandringer i din og pigernes hverdag, så du igen kan komme ovenpå og føle du er en mor der lykkes.
Tænk, hvem der evt. kan støtte, hjælpe og aflaste dig ind imellem.
Kan du evt. tale med pædagogerne i fritidshjemmet og klubben om, hvordan de kan støtte pigerne i at være der, forklar dem situationen med din sygdom og om hvordan det er derhjemme for jer lige nu.
Søg og tag imod den hjælp du kan finde, så du igen kan komme ovenpå og også nyde alle de dejlige ting der følger med ”det hårde arbejde” at være mor.

Håber du kan bruge mit svar til dig. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.
Held og lykke videre frem i livet.

Med venlig hilsen