mor føler sig afvist

Hej Charlotte
Jeg har en søn på 20 måneder som de sidste ca. 8 måneder har været meget farsyg. Det gør forfærdelig ondt at føle sig afvist og ikke kunne slå til. Han trives ellers godt og er en glad, aktiv og sund dreng så problemet er mest hos mig.
Det er ikke sådan at han aldrig gider mig - vi har det dejligt når vi er alene - men er hans far der vil han bare hellere være hos ham både mht. leg og trøst.
Vi har diskuteret meget hvad det skyldes og om det går over osv. - og det er desværre ofte blevet et problem mellem os fordi det kommer til at handle om skyld selvom vi er meget bevidste om at det ikke skal det. Det er jo ikke farens skyld men når jeg er mest ked af det bliver jeg ofte vred på faren og ikke min søn.
Faren er lidt mere eftergivende end mig og gider altid lege, hvor jeg måske er en smule mere konsekvent og ikke altid giver mig tid til at lege. Faren har også en fantastisk evne - som jeg beundrer meget - til at løse konflikter ved hjælp af fantasi og tid, og forstår vores søn rigtig godt.
Det skal siges at jeg gik direkte fra barsel til et meget tidskrævende arbejde, hvor jeg var nødt til ofte at være væk om aftenen og tit i flere dage. Det stod på et halvt år og nu er jeg så studerende og har mere tid. Vi troede det ville hjælpe når jeg var mere hjemme men det er desværre det sammen. Min kæreste rejser også en del og er væk om aftenen nogen gange så synes faktisk vi er meget lige om det.
Min kærestes bror har altid nærmest hadet sin far og været meget morsyg - og er det nærmest stadig som 34-årig - og det er blevet min store skræk at det skal ende sådan.
Er der noget vi kan gøre ? Eller tror du bare det retter sig automatisk?
Det skal siges at jeg er gravid i 6. måned og det har også betydet at jeg har været mere træt og nu også besværet så jeg ikke har kunne lege helt på samme niveau som faren. Er bange for at det blot bliver værre når den lille kommer.
Må jeg bare affinde mig med situationen eller hvad gør vi?

Mvh. en lidt desperat og ked mor

PS. det er utrolig svært at finde noget om dette emne så føler mig lidt alene med det, måske er der andre derude der har det på samme måde. Synes på dårlige dage at det er lidt pinligt - specielt fordi folk virker uforstående når jeg siger det.

______________________________________________


Hej
Tak for dit spørgsmål.
Hvis man har et lille morsygt barn, der klynger sig til hende og kun vil trøstes af hende, smiler de fleste overbærende af morsygen, siger det går over og at det er helt naturligt – fordi det er noget de fleste kender til og ved er en ting, der ofte sker i en periode i barnets liv. Men når barnet kun vil trøstes af far, er det lidt anderledes!
Men i takt med at far er kommet mere på banen i forhold til at tage sig af det lille barn lige fra fødslen, får han også en anden betydning for barnet fra starten og den velkendte morsyge vil derfor også kunne ses som en farsyge.
Et barn er et fælles projekt, og forældre deler mere og mere omsorgsopgaven om barnet lige fra fødsel. Hos jer har I delt det på den måde, at du har passet dit job, været hjemmefra og far har i den tidlige periode været den primære omsorgsperson for jeres lille søn. Dette betyder, at jeres søn har haft mulighed for at knytte sig mere til far lige fra starten af hans lille liv.
En del kvinder synes det er svært at takle, når ens barn er farsygt, fordi de får en oplevelse af at være fravalgt af barnet og bliver kede af det og berørt over denne situation. Nogle gange føler mor sig jaloux over for far og kommer til at reagere på det ved at blive sur og vred over for far, eller over for barnet og bebrejder ham eller dem begge, at det sker. Det ligger lige for, at få følelsen af at det betyder at man som mor ikke kan yde den omsorg som barnet har brug for, da det jo i vores kultur altid har været sådan at det er mor der har patent på denne opgave. Der er mange kvinder, der tror at det er sådan andre tænker om dem, hvis barnet er farsygt i den tidlige alder. Det er lidt tabu at tale om for kvinder, selv om det er en naturlig konsekvens af, at man nu deler omsorgen mere og mere mellem sig fra barnets helt tidlige alder. Det er for kvinder ofte svært fuldt ud at glæde sig over den tæthed som barnet har med far, og som hun jo selv har været med til at give barnet lov til at udvikle, ved at være opmærksom på muligheden for at dele omsorgen.
Mødre beskriver i sådanne situationer, at de ofte mangler og savner den bekræftelse der ligger i at barnet rækker armene ud efter netop hende. På en eller anden måde føler de sig lidt snydt og får fornemmelsen af ikke helt at slå til. Mange mødre har et stort behov både over for sig selv og andre, at føle og vise andre at de er synligt elsket og foretrukket. Hvis det ikke er synligt, bliver de bekymret over hvad andre tænker. Det er vældig svært ikke at tage det personligt og ikke tænke, at det betyder man ikke er god nok, hvis barnet vælger far i stedet for mor i visse situationer.
At din søn vælger far til trøst betyder ikke, at han ikke elsker dig og ikke er knyttet til dig, men han er vant til at far er der og søger derfor naturligt ham i nogle situationer.
Tidligere troende man kun at barnet kunne knytte sig til en primær person, men i dag ved man noget andet. Barnet kan fint knytte sig til både mor og far når der gives plads til dette, og når begge er på banen er det det der vil ske, og det dejlige der er sket i din lille familie :o)!
Du har en dreng der trives og har det godt og også er glad for at være sammen med dig….selvfølgelig. I har nu valgt, at du har noget mere tid derhjemme, da du er blevet studerende og dermed får mere tid til at være sammen med din søn. Nyd de gode oplevelser du har sammen med ham og vær glad og stolt over du har en dejlig dreng der trives og har det godt.
Det er fint du og din mand taler om det, at du fortæller hvordan du har det med det, så I også kan støtte hinanden i jeres forældreskab. Lav evt. nogle aftaler om hvordan I gør tingene når I er hjemme begge to. Skiftes i mon f.eks. til at putte om aftenen, er det jer eller jeres dreng der bestemmer hvem der skal putte, børste tænder og lign. og hvad synes I at han selv må bestemme og hvad bestemmer I? Anerkend din dreng er glad for og knyttet til jer begge to, og slå ikke dig selv oven i hovedet med at din dreng vælger din mand til trøst i forskellige situationer, da det er et helt naturligt sundhedstegn fra ham, da det er din mand der har været den primære omsorgsperson for ham. Jeg tænker I vil opleve der over tid vil ske en forandring, da du nu er mere sammen med ham.
Også lige et tillykke med at I venter endnu et barn. Jeg ønsker jer alle det bedste. Det vil selvfølgelig give noget forandring i jeres familie, at der kommer endnu et barn. Jeres dreng vil (formentlig) reagerer på at blive storebror, da han jo så skal til at dele jeres opmærksomhed med en lille ny. Men I er opmærksomme på det og det vil hjælpe jer og ham til at ”finde melodien”. De fleste mødre der venter deres andet barn har ofte bekymringer om, hvordan det skal gå i forhold til det ældste barn, det er helt naturligt.
Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at skrive igen. Du opfordrer også andre læsere til at fortælle om, hvis de oplever noget lignede som du, og det kunne være spændende at læse og høre om andres oplevelser.

Venlig hilsen