moderfølelser

Hej Charlotte.

Jeg er mor til en 3-årig og en 5 måneders. Begge drenge.

Da jeg fødte den ældste havde jeg virkelig problemer. Jeg kan ikke sige at jeg elskede ham før han var ca. 6 måneder. Jeg blev også syg i min barsel jeg fik en bindevævssygdom i lungerne, så egentlig slog jeg min psykiske reaktion sammen med sygdommen. Men nu efter at jeg har født igen, kan jeg virkelig se hvor skidt jeg havde det dengang, og så er det ligesom vendt tilbage, kan det passe?

Det er lidt svært at beskrive, men det er noget med at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham (den ældste). Han har utrolig meget brug for mig nu, det er nemlig også været en hård ting for ham at blive storebror. Det betyder at han "hænger" på mig hele tiden, han leger aldrig med sine legesager mere. Det betyder så for mig at jeg er "på" hele tiden, og det har jeg svært ved at klare. Desuden laver han så mange ulykker hele tiden at jeg ikke laver andet end at skælde ud. Det gør mig utrolig ked af det og det betyder at jeg græder hele tiden (dog ikke mens han ser det).

Det der går mig mest på er at han kan få mig til at tvivle på mine følelser for ham. Jeg har aldrig haft de følelser for ham som jeg har for den lille ny. Det giver mig også enorm dårlig samvittighed. Hvad synes du jeg skal gøre? Mener du at jeg med hjælp fra en psykolog kan være den kone/mor som min familie fortjener?

Hilsen Rita

_________________________________________

Kære Rita

Tak for dit spørgsmål, og tillykke med din lille ny på 5 måneder.

Det er ikke ualmindeligt, at ubearbejdede svære følelser opstået i forbindelse med første fødsel kan aktiveres igen ved en fødsel af andet barn.

Det lyder til, at du i forbindelse med din første graviditet og fødsel har haft nogle vanskeligheder som har været belastende for dig, og som du ikke har fået bearbejdet.

At du i dag kan se, at din egen sygdom har været medvirkende til at du ikke helt har taget dine følelser alvorligt omkring dit forhold til din graviditet og dit barn, er en god indsigt at have i sig selv og sin egen situation. Og også et rigtig godt udgangspunkt for at handle på det.

At du ikke med det samme oplever moderfølelse er ikke så mærkeligt, da du rent psykisk har haft mange ting at skulle forholde dig til også omkring din egen sygdom i graviditeten, det har formentlig være en stor belastning for dig.

Der er mange kvinder der som du, ikke med det samme efter fødslen oplever forelskelse i sit barn, og det er min erfaring, at det i mange tilfælde er hvor der har været komplikationer som f.eks. i dit tilfælde med din egen sygdom.

Mange kvinder oplever, at moderfølelsen stille og rolig vokser frem efterhånden som man lærer det lille barn at kende. Det gør på ingen måde at man er en dårlig mor og at man ikke elsker sit barn.

Når du her anden gang oplever anderledes følelser der er dejlige for dig, kommer du i kontakt med de følelser du havde ved din første fødsel. Du kommer til at fokusere på alt det du ikke synes var godt, og glemmer eller overser de ting du har haft af gode ting med dit store barn. Det bliver det negative og dårlig samvittighed der kommer til at dominere.

Det er hårdt for dig at din ældste ”hænger” på dig hele tiden, det er meget opslidende at ”være på” hele tiden. Du har brug for omsorg og forståelse for din situation og dine følelser, og det samme gælder for din store søn. Det er en god ide både for dig og din søn, at i nogle gange gør nogle ting alene sammen, så han oplever han har dig for sig selv, selv om der er kommet en lillebror.

At du er kommet ind i en cirkel hvor du oplever du skælder ud hele tiden giver dig dårlig samvittighed og du bliver modløs og ked af det.

Det er vigtigt for dig og din søn, at du får brudt dette mønster og får nogle gode og rare oplevelser med dit store barn.

Dit spørgsmål går på om du vil kunne have glæde af nogle samtaler med en psykolog.

Jeg synes det vil være en god ide for dig at søge noget hjælp hos en psykolog til at få bearbejdet dine følelser omkring dit moderskab.

Jo hurtigere du får hjælp jo hurtigere vil du kunne få det bedre og forhåbentligt få din hverdag til at fungere på en måde du kan være glad for.

Psykologen vil også kunne hjælpe dig til at gå på opdagelse i de ting og gode oplevelser jeg er sikker på der også har været og er med din store dreng.

Det er som jeg altid påpeger meget vigtigt at du taler med nogle om hvordan du har det. Tal med din mand eller andre du har tillid til. Snak med din mand om det er vigtigt for dig at blive aflastet når han er hjemme, så du får noget tid til at slappe af, få sovet eller hvad du føler glæde ved at foretage dig.

Er der andre i din nære omgangskreds der kan træde til og give dig lidt aflastning i hverdagen, skal du tage imod dette med god samvittighed. Men det kræver selvfølgelig at du fortæller om hvordan du har det og fortæller at du lige nu har brug for noget hjælp.

Snak evt. også med din sundhedsplejerske om hvordan du har det, og brug din mødregruppe til at læsse af og få viden om at andre mødre også har det svært engang imellem. Det er altid godt at tale med nogle der er i samme situation som en selv med små børn.

Du skal ikke acceptere din situation, for der kan gøres noget ved det så du får det bedre.

Du er velkommen til at kontakte mig for en samtale.

Jeg ønsker dig og din familie al mulig held og lykke fremover. Pas godt på dig selv og din lille familie.

Med venlig hilsen