min søsters børn vælter nordjylland
10. januar 2011

Onkel Erik, som spilles af Peter Mygind, er professor i børnepsykologi og i gang med at skrive sin doktorafhandling. For bedre at kunne demonstrere sine teorier om sande familieværdier, har han planer om at bygge et familieterapicenter på den gamle proprietærgård Knudsminde i Nordjylland – der i øvrigt ligger placeret oven på et gammelt tysk bunkeranlæg fra 2. verdenskrig.
Til det formål får han imidlertid brug for hjælp fra hvem andre end min søsters børn, så han overtaler mor og far til at låne alle 5 børn med til Nordjylland på sommerferie. Her skal de bl.a. hjælpe Onkel med at lave en film, der underbygger hans noget skøre og utraditionelle teorier i doktorafhandlingen. Om hvordan familier i krisetider rykker tættere sammen og finder ind til de sande familieværdier ...
Det er instruktør Martin Miehe-Renard, der står bag både instruktion og manuskript til filmen. På trods af sin store erfaring med bl.a. børneteater og TV, er det første gang, at han prøver kræfter med Min Søsters Børn.
”Ét er søkort at forstå, et andet børn at passe! Det er det simple mantra, som "Min søsters børn" komedierne dybest set alle handler om, og dermed også grunden til at universet er nærmest udødeligt. For hvem kan ikke - børn såvel som voksne - genkende og identificere sig med alle de morsomme, groteske og pudseløjerlige hændelser som dagligt indtræffer, når de to verdener - barnets og den voksnes - skal forøge at få tingene til at glide imellem sig.", siger Martin Miehe-Renard om sit arbejde med filmen. "Børn er ikke robotter, og de lader sig derfor heller ikke programmere til hverken det ene eller det andet. Og når der så oven i købet, som det er tilfældet i "Min søsters børn", er tale om særligt opfindsomme og kvikke unger; og når deres modpart er en kærlig og elskelig, men også lidt distræt professor i børnepsykologi, så er der naturligvis lagt endnu mere op til løjer. Drysser man så yderligere det krydderi i gryden, at børnenes nabo er en stivstikker af en snobbet og fint-på-det kvinde i problemalderen, ja, så er der virkelig tale om en eksplosiv humorcocktail, som man ikke kan undgå at le ad - også selvom det dybest set er sig selv – hvad enten man er barn eller voksen - man ender med at sidde og grine ad. Men på den anden side - hvad er vel mere befriende end det..?”
De fem børn, der spiller henholdsvis Amalie, Jan, Michael, Pusle og Blop, hedder i virkeligheden Mathilde (15 år), Sebastian (14 år), Lasse (10 år), Frida Luna (7 år) og Rumle (5 år). Derudover medvirker blandt andet Peter Mygind, Mille Dinesen, Søren Malling, Preben Kristensen, Ole Thestrup og Ditte Hansen.
Mere om filmen på:










































