max pinlig 2

Anmeldelse af Nønne Lønne Votborg

Som et spejlbillede
Meget er sat på spidserne i "Max Pinlig 2", men alligevel efterlader filmen en følelse af, at Max udmærket kan kandidere til svigermors drøm efter denne fine film. Sød, charmerende og alligevel lidt genert. Lattermusklerne bliver rørt, samtidig med Lotte Svendsen og co. også formår at placere det der stik i hjertet hos alle os, der som forældre bøvler med parforholdet eller som halvdelen af alle ægtepar er blevet skilt. Ligesom Max´s forældre og Esthers forældre, der godt nok udadtil er det perfekte skilsmissepar, men reelt er som hund og kat. Jo, Max Pinlig er mere end morskab og max pinligheder. Det er også en film om alle de finurlige menneskeskæbner vi omgives af, og om vi skal være opføre os overfor hinanden. Sidstnævnte ingrediens kan jeg særligt godt lide, og det er nu også sundt med lidt politisk attitude. Om ikke andet kan vi jo prøve at forholde os til det, og diskutere med vores børn.

Frigørelsesproces og selvbevidste mødre
Uden løftede pegefingre og prædiken, men med max morsomheder får Lotte Svendsen kridtet banen op, så vi på den gode måde kan grine over det yderst komplicerede forhold mellem mor og søn. Efterhånden som filmen skrider frem må forholdet mellem mor Agnethe og Max nærme sig en kulmination, i takt med at Max får øjnene op for hvor dominerende og dobbeltmoralsk, den akademiske og politiske korrekte mor er. Det er befriende at Max får sat sin mor på plads, og rollerne får en stund bliver vendt, for det er vigtigt at kunne gribe i egen barm, før ens unger fyldes med politiske slagord og sociale kampråb. Mener Max og mange af os andre.

Moden Max
Max er efterhånden kommet i 8. klasse. Faktisk er skoleåret ved at lakke mod ende, da ”Max Pinlig 2” begynder. I skolen bliver Max mindet om, at han skal søge praktikplads til efter sommerferien. Der er lige den hage ved det, at Max ikke har den ringeste idé om, hvad han vil. I det hele taget befinder Max sig overfor en identitetskrise, og er kørt sur i morens dominerende facon. Han aner ikke hvad han vil og forholdet til Esther, er ikke ligetil. For hvordan er det lige, at han skal være overfor hende når hun har det svært og trækker sig? Vennen Hassan er som altid lyttende, men Max bliver indigneret på Hassans vegne, fordi han kun får afslag, når han søger praktikophold i diverse banker. Alligevel tager Max idéen om at søge praktikplads i en bank til sig. Uden at sige det til Hassan. Og så er filmen i gang. Eller det er måske så meget sagt. For desværre synes jeg ikke at den køre helt så smurt, som det kunne ønskes.

Højskole
For at få en historie og et plot bundet sammen skal Max og hans mor ”lige” sendes en tur til Jylland, på højskole nærmere betegnet på Hald Hovedgård. Her bliver filmen mere og mere komisk, utroværdig og grotesk, samtidig med at den alligevel er dybt fængslende og fin, med dens gode tematikker. Vi følger forhold mellem mor-søn og hvordan Max er fanget i løgnen om en praktikansøgning, der ikke er hans men derimod Hassans og dertil en række mindre sidehistorier om voksnes principper versus praksis. Sidstnævnte er slet ikke uvæsentlig, for det er i lyset af en række af de voksnes handlinger, at Max siger fra og indser at nok kan voksne sige ét, men reelt er det ikke meget værd når de gør det stik modsatte.

Ideel til tweens og deres voksne
"Max Pinlig 2" høster flot bifald, fordi det i sidste ende ikke kun er Max der flytter sig, men også mor Agnete, der bliver klogere takket være sin kloge søn. Det er en sand fornøjelse at se en familie- og ungdomsfilm, der på den måde kan samle og sammenfatte den svære proces omkring at modnes. Både som barn men ligeså vel som forældre. Det gøres med humor, nuance og stor medmenneskelighed. Alene derfor er den dejlig. I mine øjne er ”Max Pinlig 2” en super film til de børn og unge, vi i dag betegner som tweens. En film der giver en sjov og livsbekræftende forsmag på, hvordan det – måske - bliver at rykke ind i teenagealderen. Sådan for alvor. ”Max Pinlig 2” er alt for sjov, sær og skør til at dem over 15 år gider se den, og omvendt for kompliceret for børn under 7 år. Men den er perfekt til alle ”in between” og kan absolut varmt anbefales!