mælkeallergi

Ca. 2 pct. af alle børn udvikler allergi over for mælk og er nødt til at undgå mælk og mælkeprodukter fuldstændigt.

Det kræver, at forældre og andre med ansvar for barnet sætter sig ind i, hvilke fødevarer der kan indeholde mælk, og hvordan man kan sammensætte en sund kost uden mælk.

Se listen over hvad mælk også kan hedde på varedeklarationerne.

Mælkeallergi viser sig typisk allerede, før barnet er et år, men de fleste vokser fra allergien igen. 9 ud af 10 børn med mælkeallergi kan igen tåle mælk, når de er omkring tre år. Symptomerne på mælkeallergi kan bl.a. være opkastning og diarré samt astma og eksem.

Har man mistanke om, at ens barn har mælkeallergi, skal man ikke tage sagen i egen hånd, men kontakte lægen og få stillet den rigtige diagnose.

Mælkeallergi kan testes hos læge eller speciallæge ved hjælp af priktest eller blodprøve. Når der er tale om allergi over for fødevarer, er der typisk symptomer fra 2 organsystemer, fx mave-tarm kanal og astma eller høfeber eller eksem.

Hvis symptomerne skyldes andet end mælkeallergi, er det afgørende, at barnet får den rigtige behandling fra starten. Desuden er der risiko for fejlernæring, hvis barnet ikke får mælk. Derfor er det vigtigt, at mælken kun fjernes fra barnets kost, hvis der er grund til det.

Ved mælkeallergi kan man ikke tåle de proteiner, der er i mælken.

Vi har ingen liste over hvilke fødevarer der er uden mælk. Den eneste løsning som findes, er at læse varedeklarationerne på de varer, som du gerne vil købe.