lillebror er stille og tilbageholdende

Hej Charlotte.

Jeg skriver til dig i håb om du kan give min mand og jeg et råd om hvordan vi skal håndtere vores søn på 4 år. Han har en storesøster på 7 år, som er meget livlig og udadvendt. Lillebrors "problem" er, at han er meget indadvendt, leger faktisk bedst alene eller allerhelst sammen med sin søster.

Da han startede i børnehaven var vi allerede opmærksomme på, at han ikke var som andre børn. I dagplejen var han ældst og ene dreng og det var alligevel ikke ham der førte an i legen. Vi trøstede os lidt med, at det var dejligt storesøster ville være i børnehaven det første halve år han skulle gå der og de hang også sammen som ærtehalm.

Lillebror legede hver dag med storesøster og hendes venner. Så kom den dag storesøster skulle i skole og lillebror skulle nu starte børnehave for alvor. Hans reaktion i tiden efter var, at han ikke ville i børnehave og græd hver morgen. Når jeg hentede om eftermiddagen legede han aldrig med nogen men stod bare og ventede på mig. De voksne sagde, at det gik fint, og at han havde skam leget med nogen i løbet af dagen.

Jeg forestiller mig, at når vi afleverer ham om morgenen gør han sig tapper for ikke at græde når vi går. Det første han siger når vi henter, er at fortælle at han har leget med ham og ham - lige som for at berolige os med at han har skam leget med nogen som det forventes.

Han går også til gymnastik sammen med andre 4-6-årige drenge, men her tudser han rundt alene og småbævre også lidt og vi kan se han anstrenger sig for ikke at græde. På et tidspunkt besluttede vi at han skulle stoppe igen til gymnastik for det var virkelig ikke til at bære så ulykkelig han var, men samtidig anbefalede alle at vi blev, pga. hans motorik. Så nu går han fortsat til det. I sidste weekend var der opvisning og det gik fint - hvis han kunne få lov at holde en voksen i hånden. Det var som om han overhovedet ikke så publikum, til tider stod han bare midt på gulvet og vidste ikke hvad han skulle selv om han kunne se de andre børn stod i kø, så kom der en voksen og tog ham i hånden og så gennemførte han aktiviteten uden problemer, men så stod han igen midt på gulvet og tullede.... det skar os dybt i hjertet og vi var meget tætte på at hente ham ud.

På det sidste er lillebror begyndt at trække sig mere ind i sig selv. Når vi snakker til ham svarer han os ikke som om han ikke hører os. Så bliver vi sure og så opstår der en konflikt pga. vores frustration for, hvorfor svarer han ikke??
Han er ellers en kvik dreng, kunne skrive sit navn som 3-årig og kan tælle og skrive alfabetet og husker de mest mærkelige ting.
Min mand havde på et tidspunkt en samtale hvor han nævnte at man måske skulle opsøge en børnepsykolog og vedkommende han talte med støttede han helt op om ideen. Det var sagt uden at være gennemtænkt af min mand, men svaret kom som om det var helt sikkert en god ide. Min mand og jeg kan jo også være i tvivl, for vi ser ham jo ikke som andre voksne ser ham for her hjemme er han jo en glad og kvik dreng.

Om os selv kan vi fortælle at far også er meget stille anlagt, han kan også have det svært i sociale sammenhænge, kan ikke rigtig small talke og bliver dermed tit overset. Mor er meget udadvendt og snakker højt og med alle og er ofte ude.
Hvad gør vi med lillebror? Har han et problem eller vokser han fra det? Vi vil jo så nødig opleve at vi finder ud af om nogle år at vi kunne have foretaget os noget for at hjælpe ham på vej.

Jeg håber du kan finde hoved og hale på det skrevne.

Mange hilsner
_________________________________________________

Tak for dit spørgsmål.
Noget af det allerdejligste ved at få flere børn, er i virkeligheden at de er så forskellige, fordi deres personlighed er forskellig, og de bliver derfor forskellige selv om vi synes vi gør det samme med vores børn.
Jeg kan læse, at din datter og din søn er meget forskellige, hvor din datter er meget udadvendt og din søn er mere indadvendt og mere tilbageholdende.
Du beskriver meget fint din yngste på 4 år, som en meget tilbageholdende lille fyr, og jeg kan læse, at du bekymrer dig for om der skal noget ekstra til for at hjælpe ham lidt på vej. Han er tilsyneladende helt anderledes end jeres datter, som er nogle år ældre og meget mere udadvendt end jeres lille søn.
Det er rigtig fint, at du er opmærksom på, at din søn er en lille fyr med en anderledes personlighed end din datter. Vi voksne er nødt til at gøre os umage for at forstå et hvert barns personlighed, og så vidt det er muligt reagerer rigtigt på de signaler de sender til deres omgivelser. At blive set, hørt, læst, forstået og bekræftet som den man, er det der er med til at give vores børn de aller bedste udviklingsmuligheder. Din søn har brug for lidt ekstra støtte fra en voksen, når han f.eks. er til gymnastikopvisning, og det er ok. Fortæl ham det er i orden, anerkend ham for det og for at han gennemførte opgaverne.
Nogle børn er umiddelbart lettere at forstå end andre børn, lettere at finde ud af, hvad det egentlig er for en personlighed barnet har, og hvad det betyder for den adfærd barnet udviser. Barnets personlighed vil altid påvirke den måde det handler på. Nogle børn elsker ”larm i gaden”, hvor der er voldsom aktivitet. Nogle børn elsker udfordringer med at klatre til tops på rutschebanen og i æbletræet, mens andre vil forholde sig mere afventende og være den der står på jorden og iagttager de andre. Nogle børn elsker at være midtpunkt og stiller sig gerne op på stolen når der synges fødselsdagssang, mens andre gerne vil blive siddende eller slet ikke har lyst til at der råbes hurra. Ligesom nogle børn hele dagen har lyst at være aktive med motoriske udfoldelser, er andre børn måske er lidt mere inaktive på det plan og tingende foregår i et helt andet mere roligt og måske langsommere tempo. Det er ikke altid sådan, at det tilbageholdende barn ikke har det godt og føler sig tilpas med at være den der iagttager i stedet for at være den der klatrer til tops i æbletræet. Din dreng har måske brug for at se de andre børn udfører tingene mange gange, inden han har mod på og lyst til at kaste sig ud i denne udfordring.
Hvis du har en fornemmelse af, at din dreng har brug for lidt ekstra voksenstøtte i børnehaven, så skal du tale med pædagogerne om det. Mon de oplever det samme, eller ser de det helt anderledes? Hvis de oplever det på samme måde, kan du tale med dem om, hvad de kan gøre for at hjælpe din dreng til at komme lidt mere i leg med de andre børn, og tale med dem om, hvad I kan gøre for at støtte ham. Er der f.eks. en lille ven han leger godt med, som I kunne invitere med hjem efter børnehaven eller i weekenden.
Når man er en lille fyr på 4 år, er det ofte sådan, at den voksne stadig er den vigtigste for barnet, men samtidig er det en alder, hvor de andre børn får betydning, og venskaber begynder at blive meget vigtige for barnet. Det er svært at komme i børnehaven, hvis man ikke har en god ven og ikke indgår i rollelege med de andre børn, så derfor vil det være en god ide at hjælpe ham med at få skabt nogle lege relationer med de andre børn – og begynde at støtte ham i at få andre små kammerater end søster og hendes veninder.
Det er meget let for os forældre, når vi får nummer 2 barn, at sammenligne med barn nummer 1, og forvente, at de vil være rimelige ens på forskellige områder. Man synes jo at man gør det samme for og med dem, og så er det da lidt underligt, at de bliver så forskellige – men sådan er det nogle gange.
Vi forældre ønsker os at vores børn har det godt – naturligvis – og ønsker at de indgår i leg og aktiviteter med de andre børn.
Vores børn er ganske forskellige, nogle børn er frejdige og ukuelige, andre mere stille og forsigtige. I nogle situationer er vores børn måske en af delene i så stort et omfang, at vi er nødt til at hjælpe barnet lidt på vej. Dette skal meget gerne ske uden af vi får signaleret til vores barn at det har ”forkerte” følelser eller har en ”forkert” opførsel. Det vigtigste for vores små forskellige børn er, at vi altid respekterer den personlighed de har. Når vi anerkender vores barn for den det er, er vi med til at vores barn udvikler sit selvværd, som har meget stor betydning for om barnet bliver glad og tilfreds med sig selv som person.
Jeres lille dreng har aldrig været den der fører an i legen, han er en lille fyr, som holder sig lidt tilbage, ser tingene lidt an og gerne vil være i nærheden af en voksen, når han skal gøre forskellige ting. Det er en del af hans lille personlighed, og det må der tages hensyn til og udvises respekt omkring.
Vi voksne der er omkring børnene skal naturligvis være opmærksomme på om de indgår i leg med de andre børn, som I også er opmærksomme på jeres søn. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til at du fortæller børnehave siger, at han leger fint med de andre børn i løbet af dagen.
I børnehaven var jeres dreng i starten meget afhængig af storesøster, som han legede sammen med og også gerne sammen med hendes veninder. Du skriver, at da hun skulle i skole, var det som han rigtig startede i børnehaven. Han var i starten ked af det og usikker når han skulle i børnehaven, da han formentlig ikke have fået skabt relationer med andre børn i børnehaven. Det var jo en helt ny situation for ham, at han nu ikke havde sin søster, og det kræver en tilvænning for ham.
Jeg kan læse, at børnehaven fortæller jer, at jeres søn leger godt med de andre børn og at dagene går fint. Jeg undrer mig over, hvad det er der gør, I alligevel ikke tror han har leget med de andre børn?
Du skriver også, at din dreng fortæller dig når du kommer, hvem han har leget med, og at du tænker han siger det for at berolige dig og for at gøre som der forventes af ham. Her må jeg sige, at jeg undrer mig igen, hvorfor taler du ikke med børnehaven om rigtigheden i dette?
Du skal ikke blive ved med at gå og være i tvivl om hvorvidt din dreng trives i børnehaven, for det er opslidende og noget der gør en ked af det.
Under alle omstændigheder vil jeg anbefale jer at få en samtale med børnehaven, hvor I har god tid til at tale sammen og fortælle, hvordan I hver især oplever situationen og hvor du fortæller om de bekymringer du har omkring jeres dreng. I skal ikke blive ved med at være så bekymret, for din bekymring vil smitte - og din dreng vil have sværere ved at finde sig til rette, når du er bekymret for om han har det godt.

Jeg tror du kan have meget ret i at jeres dreng gør noget bestemt, for at leve om til det I forventer af ham, det er vores børn nemlig eksperter i at gøre. Han aflæser på jer, hvad I tænker og føler i de forskellige situationer. Hvis han oplever I er bekymret når I afleverer ham i børnehaven, bliver han også bekymret, for han kigger på jer og mærker på jer om I synes det her er en ok situation for ham. Hvis I synes og signalerer at det her er ok, det skal du nok klare og I er sikre på, at de voksne vil hjælpe ham med at klare dagen, så bliver han mere rolig og kaster sig ud i dagen med en anden ro end hvis I er bekymret.
Du beskriver også gymnastikopvisningen. Jeg tænker nogle tanker om dette:
Jeres dreng klarede opvisningen fint. Han havde brug for lidt ekstra hjælp med en voksen i hånden, hvorefter han klarede det han skulle. Sikke en udfordring han har klaret. Mon I, når I taler med ham, fokuserer på, at I kunne se han synes lidt berørt og stod og tullede, eller at det var super han lavede øvelserne da gymnastiklæreren holdt ham i hånden. Det vil være godt for ham, at I fortæller I kunne se, han blev glad da gymnastiklæren kom og tog ham i hånden, og at I kunne se, at han kunne klare opgaverne, og fortæller ham det var ok han havde brug for lidt ekstra hjælp.
Hvis I bliver ved med at være bekymret for jeres dreng, kan det være en god ide at tale med en psykolog om det, for at hjælpe og støtte ham på bedste vis. Men start med at få en god snak med børnehaven, de kan måske berolige jer og I kan sammen lægge en strategi for at støtte jeres dreng på bedste vis, ud fra hvordan han er som lille person.
Jeg ønsker jer alt det bedste og håber I kan bruge mit lille svar til jer.

Venlig hilsen