lille menneske

Titel: Lille menneske (1-6)
Originaltitel: Baby Human
Kanal: DR1
Sendes: 18. juni og de følgende fem mandage kl. 20.00 med genudsendelse om lørdagen kl.16.40
Produktion: Eileen Thalenberg for Ellis Vision Production og Discovery Healt Channel, Canada, 2004


Lille menneske
En charmerende dokumentar om barnets udvikling

Af alle jordens levende væsner er det lille menneske længst om at lære at klare sig på egen hånd, men som alle dyrebørn begynder det spæde barn fra fødslen at øve sig i at blive stor. Charmerende canadisk dokumentarserie fortæller om barnets udvikling.
Barnets første halvandet år er en spændende rejse, hvor det skal lære at beherske sine bevægelser for at kunne gå, at finde ud af hvem det er i forhold til andre, at forstå sine egne og andres følelser og lære et sprog at udtrykke dem på og ikke mindst at lære at begå sig mellem andre mennesker.

Det kompetente barn
Og langt fra kun at være hjælpeløse, grædende babyer, er nyfødte menneskebørn yderst intelligente væsner, der med alle antenner ude udviser utrolige evner til at kunne optage og bearbejde den konstante strøm af syn, lyde, følelser og bevægelser, de bliver bombarderet med fra fødslen.

Verden er så stor, så stor
For barnet er de første år en rejse fuld af oplevelser og triumfer. Glæden ved at løfte hovedet og få et helt nyt perspektiv på verden. Glæden ved pludselig at kunne rulle rundt - og være ved at falde ned af puslebordet. Glæden ved at kunne sidde op - og holde balancen selv om man rækker armene ud. Glæden ved at lære at kravle og ved egen hjælp at kunne bevæge sig rundt til alle de spændende ting i deres omverden. Og endelig den jublende triumf over de første skridt uden støtte, og se verden ligge åben foran dem.

Hvem er jeg?
Ind imellem kommer glæden over at kunne begynde at forstå, hvad de voksne siger og at gøre sig selv forståelig, samtidig med den besynderlige oplevelse, at forældre ikke altid vil det samme som én selv, og i lang tid er det mest almindelige ord, barnet hører, ordet NEJ!
Omkring halvandet års alderen begynder barnet så småt at forstå, at det er noget særligt og forskellig fra alle andre mennesker, og så er det klart til de store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Og hvordan ved jeg, at jeg er mig?
Det er en utrolig masse indviklede færdigheder, der skal læres på forholdsvis kort tid, og ved hjælp af den nyeste spædbarnsforskning viser serien ”Lille menneske” de forskellige stadier af det lille barns udvikling.