Lav sæbe med roser
24. juli 2013

Sjovt projekt for hele familien
Sæbefremstilling var førhen meget almindeligt i husholdningen. Det var en ikke helt ufarlig proces, hvor man blandede dyrefedt med lud, og det kunne give ætsninger og skader på øjnene. Så risikabel behøver sæbefremstilling ikke at være i dag. Du kan nemlig undgå den ætsende lud ved at købe en grundsæbe, som blot skal smeltes i en kasserolle.
"Projektet er perfekt til børn. Det dufter, handler om farver og form, og lærer børnene om havens vækster, imens planterne bliver plukket og brugt. Men det er dog stadig nødvendigt med et vågent øje fra en voksen, da skarpe knive og skoldhed sæbemasse er en del af processen", fortæller Birgitte Hasholt til Haveselskabet.
Du kan også bruge andre duftende planter fra haven fx salvie, mynte og lavendel...
Sådan laver du sæbe med roser
• Pluk duftende roser og tør kronbladene et tørt og luftigt sted.
• Hak de tørrede rosenblade grundigt.
• Skær en ønsket mængde ”smelt og hæld op sæbe” i mindre stykker, og smelt den i en kasserolle (ikke aluminium) på komfuret.
• Lad sæbemassen afkøle lidt, og tilsæt pigment under grundig omrøring. Skal sæben være rosa, bruges 2 knivspids hvid pigment og 1-2 knivspids rød til 100 gram sæbe.
• Tilsæt æterisk rosenolie under omrøring. Regn med 10-20 dråber per 100 gram sæbe.
• Drys rosenbladene i sæben under omrøring.
• Hæld sæben i forme. Brug fx en kageform fra køkkenet foret med bagepapir eller tomme yoghurt eller cremefraichebægre.
• Lad sæben køle helt af i køleskabet.
• Tag sæben ud af køleskabet. Lad den hvile et par minutter i stuetemperatur, hvorefter den kan tages ud af formen. Større stykker sæbe kan skæres ud i mindre stykker med en skarp kniv.

Links:
∙ "Sæbe - smelt & hæld op" - fra Urtegaarden.dk
∙ Læs mere om haveliv på Haveselskabets hjemmeside










































