Kyllinge-sticks med jordnøddesovs

En enkel og skøn thai-ret udviklet af den dygtige kogebogsforfatter Hanne Holm. Retten indgår, som en af mange små lækre retter, i hendes nye bog THAItapas, som er så elegant og indbydende illustreret af Torsten Graae. Disse thailandske kyllinge-sticks med jordnøddesovs, også kaldet kyllinge-satay, er altid herlige. Kødet kan marineres i forvejen og tilberedes i ovnen lige inden servering. Sovsen kan både fryses eller opbevares flere dage på køl og opvarmes (ved svag varme) lige inden servering.

Ingredienser:
• 300 g kyllingebryst i tynde, lange skiver
• 1 tsk hvidløg, finthakket
• 2 tsk frisk ingefær, finthakket
• 1 tsk karrypulver
• 1 spsk fiskesovs
• 1 spsk rapsolie
• 2 spsk kokosmælk (gem resten af dåsen til sovsen)
• grillpinde af bambus, 20 cm lange

Sovs - stor portion
• 1 dåse kokosmælk (400 ml fratrukket de
• 2 spsk kokosmælk til marinaden)
• 2 tsk rød karrypasta
• 1 spsk groft jordnøddesmør
• 1 kop jordnødder, grofthakkede
• 3-4 spsk limesaft
• 1-1¼ spsk sukker
• 3-4 spsk fiskesovs

Sådan gør du:
Bland en marinade af hvidløg, ingefær, karrypulver, fiskesovs, olie og kokosmælk (rør kokosmælken glat i dåsen inden brug). Kom kødskiverne i og bland omhyggeligt. Lad kødet marinere i 30 minutter ved stuetemperatur, gerne længere – op til et døgn – i køleskab.

Læg grillpindene i vand i 10-15 minutter inden brug, så bliver de ikke helt sorte i ovnen eller på grillen.

Opvarm resten af kokosmælken i en lille tykbundet gryde og tilsæt under omrøring først karrypasta, jordnøddesmør og til sidst de hakkede jordnødder. Smag til med limesaft, sukker og fiskesovs. Lad sovsen simre 12-15 minutter, så den bliver tyk (ved svag varme, da kokosmælk nemt skiller ved for kraftig varme). Evt. overskydende sovs kan fryses.

Sæt kødet på grillpindene. Steg kødet på grill i 5-10 minutter eller i forvarmet ovn ved 250° i 10-12 minutter, eller til det er gennemstegt.

Servér sticks og jordnøddesovs varmt