Kun mor dur

Hun føler, hun svigter sin mand, fordi hun oftest overtager, når deres søn græder. Hun beder psykologen om nogle gode råd til, hvordan hun bliver bedre til at give sin mand plads og tro på, at han kan gøre det godt nok ...

Brevkassen ...

Hej Charlotte
Jeg har brug for et godt råd til, hvordan min søn på 1½ år kan få tættere kontakt til sin far. Fra vores søn var 0-1 år var vi meget lige om at være der for ham, både med at give flaske og putte. Der var ingen problemer.
Da vores søn var 1 år tog min mand på rejse i 3 uger og havde derefter travlt de efterfølgende 3 måneder, hvor han arbejdede 12-14 timer i døgnet.
Den seneste tid har der dog været ro i hverdagen, men nu dur far ikke, når der skal puttes eller trøstes om natten.
Jeg har virkelig prøvet at give plads, men efter 10 minutters gråd og hulken, kan mit hjerte ikke bære mere, og jeg går ind og tager over. Og så snart vores søn er i mine arme, er der ro. Jeg ved, at det er forkert af mig over for min mand, men jeg er bange for, at min søn ikke føler sig tryg nok ved sin far, når barnet er overtræt og derfor griber jeg ind.
Når jeg skriver til dig, så er det fordi jeg føler, jeg svigter min mand, som igen har tabt "kampen", når jeg griber ind. Omvendt ved jeg ikke, om min søn lider, når han er helt opløst af gråd og hiver efter vejret, for han er så ked af det.
Hvis jeg med sikkerhed vidste, at barnet ikke tog skade, og at det kun drejede sig om en periode, som vi skulle igennem, ville jeg bedre kunne gå en tur, væk fra huset og lade dem finde sammen igen. Omvendt tænker jeg også, at jeg måske er bedre til omsorg, når barnet er 1½ år, og i sær når min mand om nogle måneder får travlt igen ...
Jeg er i vildrede og ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Min mand er ikke god til at tale om eller vise sine følelser. Han kan sidde passivt på sengekanten og kikke på vores søn mens barnet græder.
Jeg har forklaret ham, at han skal tage sin søn op og trøste ham. Det gør han så også nu, men alligevel føler jeg ikke, han kan gøre det godt nok. Også selvom jeg ved, at han gør sit bedste og gerne vil være tæt på vores søn.
Hvordan lærer jeg, at give min mand plads og tro på, at han kan gøre det godt nok, og vil min søn kunne klare overgangen og ikke føle sig svigtet af mig?
Håber inderligt, at du kan give mig et godt råd.
Hilsner - den fortvivlede mor

_______________________________________________________


Du bedere om et godt råd til, hvordan din søn kan få et tættere forhold til sin far. Du beskriver, at I i jeres søns første leveår, var fælles om tingene, både omkring praktiske opgaver og samvær med jeres lille nyfødte dreng. Jeg går derfor ud fra, at jeres søn er knyttet til både far og mor, og at I begge er primære tilknytningspersoner for ham. Du skriver også, at jeres dreng har fået flaske, hvilket jo også netop giver nogle muligheder for at dele opgaverne omkring mad på en anderledes måde, end hvis du havde ammet.
Når man rejser fra et lille barn i 3 uger, vil barnet føle sig forladt og har ingen chance for at forstå at den tilknytningsperson der er væk, kommer tilbage igen. Jeres lille dreng har ikke i en alder af 1 år kunne forstå at far, som er en af hans primære tilknytningspersoner, pludselig ikke er der mere. Han er blevet utryg ved situationen og meget firkantet sagt, er han vred på ham over han er forsvundet og vil derfor ikke lade sig trøste af ham, fordi han ikke kan vide sig sikker på, om han forsvinder igen.
Det vil tage tid for ham, at komme til at tro på, at far er der og ikke forsvinder igen. Derfor er det rigtig vigtigt, at far vil være der på en kontinuerlig måde for ham i tiden fremover. Måske kan du og din mand aftale, at far gør noget fast med ham hver dag, som f.eks. at bade ham om aftenen, pusler ham om morgen eller andet der kan passe i jeres program.
Din mand skal om nogle måneder igen arbejde meget og derfor, vil han ikke være der så meget i hverdagen. Men jeg vil råde jer til, at prioritere at far holder fast i at gøre nogle bestemte ting med jeres søn hver dag - og gerne det samme hver dag. Det skal være nogle han kan overholde, så jeres dreng igen får en fornemmelse af, og oplevelsen af forudsigelighed med at far er der og ikke forsvinder.
Jeg tror og håber på, at når I gennem en tid har gennemført at far gør noget kontinuerligt med jeres søn hver dag – og du opmuntre til samværet med far, så vil han langsomt men sikkert genvinde tilliden til at far er der og at han er til at regne med og ikke forsvinder igen.
Det er rigtig svært at være den voksne barnet græder efter og gerne vil have, og det er, som du skriver, svært at lade være med at tage over, så han stopper med at græde. Men det er vigtigt du hjælper din dreng og far med at finde hinanden igen, ved at være opmuntrende over for deres samvær. Du skal signalere, at du synes det er ok for din dreng at være sammen med far. Du skal udstråle det, med både ord og kropssprog : ”Nu vil far hjælpe dig med at få en tør ble, mens mor lige hænger vasketøjet op, så skal vi alle sammen bagefter lege med dit legetøj eller læse din lille yndlingsbog”. Du skal signalere at du synes det er ok og helt i orden. Du skal gå i træning og øve dig på, at give din mand og søn tid til at finde sammen og gøre tingene på deres måde, selv om det kan være en svær øvelse.
Jeg håber du kan bruge mit svar, og ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen,