kommunikationsproblemer

Hej Charlotte

Jeg bor sammen med min kæreste og vi venter barn til april. Det der bekymre mig er, at vi skændes meget, f.eks. om hvor vi skal bo eller om det er passende at beholde hans krybdyr når der kommer sådan en lille baby til verden.

Jeg synes ikke det er passende og det troede jeg at vi var enige om inden vi blev gravide. Det værste er at vi kan ikke samarbejde om noget som helst, uden at vi bliver så uvenner og er ved at gå fra hinanden. Vi ønsker begge to at blive sammen og løse vores problemer, men vi ved ikke hvad vi skal stille op.

Håber du kan give os et råd.
Med venlig hilsen den gravide

_____________________________________________________

Kære den gravide

Tak for dit spørgsmål og tillykke med din graviditet.

At skulle til at være forældre sammen er en stor og spændende udfordring. En helt ny epoke har taget sin begyndelse i jeres liv og i jeres forhold.

Undervejs i graviditeten kan der opstå nogle udfordringer, som kan være vældig svære at håndtere.
Vi har jo alle (sikkert også du) en forventning og stor forhåbning om, at tiden med graviditeten skal være en lykkelig tid, der er fyldt med harmoni.

Jeg kan læse af dit brev, at det er en svær tid for jer med mange konflikter og mange diskussioner. Som jeg læser det, er I endt i en ”skæv måde” at kommunikere med hinanden på, i forhold til mange forskellige ting. Dels tænker jeg på de rent praktiske ting om hvor I skal bo og om hvorvidt din kæreste skal beholde sine krybdyr. Og dels tænker jeg også at når I venter barn, sker der en masse følelsesmæssige ting med jer. I gennemgår en psykologisk udviklingsproces, som indeholder en masse nye og spændende aspekter.

Alt dette kan være medvirkende til, at det er svært få det hele til at ”hænge sammen” og kan ende i, at I bliver sure på hinanden i stedet for at støtte og hjælpe hinanden i denne periode. Når man befinder sig i en ”skæv måde” at kommunikere på, tærer det hårdt på de kræfter og ressourcer man har. Man kan blive usikker og ked af det, og det kan være svært at få vendt situationen igen, fordi man går i forsvarsposition og angriber sin kæreste, i stedet for at høre på hinanden, og være nysgerrig på hvad den anden tænker og gør sig af overvejelser.

For mange par er det værdifuldt og en stor hjælp at få talt sine tanker, følelser og bekymringer igennem med f.eks. en psykolog eller en anden person der arbejder med disse ting.

I sådanne samtaler vil der være fokus på jer, jeres situation og på de kompetencer og ressourcer netop I har i jeres forhold til at skabe forandring i situationen.

Min erfaring er, at en enkelt eller få samtaler er nok til at skabe forandring og er medvirkende til at finde løsninger på de aktuelle bekymringer og problemer.

Jeg kan læse, at I begge har et ønske om at det skal komme til at fungere med jer og at I gerne vil blive sammen. Jeg vil anbefale jer at kontakte en for noget hjælp, til at få talt sammen og få skabt forandring i jeres situation. I skal ikke blive ved med at have det som du beskriver.
I har meget I skal passe på og værne om, jer selv, jeres parforhold, jeres kommende barn og jeres fælles forældreskab.

Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke i tiden frem og håber I må finde en til at hjælpe jer med at få skabt forandring i jeres måde at kommunikere med hinanden på – det fortjener I. I har specielt meget brug for at hjælpe og støtte hinanden i den tid I befinder jer i med graviditeten og også i tiden når jeres barn kommer til verden.

Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke i tiden fremover og håber du kan bruge mit svar.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen