Knus, kys og kram


På mandag den 21. januar er det ifølge amerikansk tradition Hugging Day, en tradition hvis formål er at opmuntre til at vise flere følelser offentligt. På dagen opfordrer tilhængere af The Hugging Day til, at man tilbyder knus og kram til enhver, som synes at trænge til det.

Er Hugging Day bare et fjollet ide?
En særlig dag om året til, krammer og kærtegne hinanden i, ja hvorfor ikke? Skøre, skæve og sjove ideer findes jo i overflod i det store Amerika, og en af dem er altså en officiel Hugging Day. Men det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, lige fra vi fødes, at have fysisk kontakt til andre mennesker …

Livsvigtige kærtegn
Hugging Day opfordrer amerikanerne hinanden til at uddele knus og kram til: ”dem der synes at trænge til det”. Når jeg tænker over hvem, der har særligt brug for kram, ja så kommer jeg allerførst til at tænke på vores babyer og små børn. De ikke bare trænger til det! De udvikler sig kun optimalt, hvis de dagligt får kys, kram og berøring. Den fysiske kontakt er ikke mindre end livsvigtigt.
For det lille barn er fysisk kontakt lige så vigtig som søvn, mad og drikke. Det spæde og lille barns behov er et helt fundamentalt behov, og har afgørende betydning for udvikling, både fysisk og psykisk.

Uden fysisk kontakt ”sulter” man
De færreste af os er nok klar over, at tæt fysisk kontakt ikke bare er godt for babyer, men faktisk essentiel. Mangler børn kropskontakt, øjenkontakt, og opmærksomhed, kan de sygne hen, blive sløve og apatiske. Børn vil i sådanne tilfælde være i en slags sansemæssig sulttilstand, og det kan de kun klare i en periode. Det er naturligvis i yderste konsekvens! Bliv nu ikke bekymret, for et barn har heller ikke brug for kys, kram og kærtegn hele tiden.

Får mit barn tilstrækkeligt med knus og kram?
Nogle gange kan det være svært at vide, hvor mange kys, knus og kærtegn et barn skal have, for at det er ”godt nok”. Heldigvis er mennesket så fint indrettet, at vi under normale omstændigheder helt automatisk og instinktivt berører, kysser og krammer vores små børn.
Måden vi forældre berører vores lille nye spædebarn på, har et karakteristisk forløb, og det er noget de fleste af os udfører - uden overhoved at tænke over det. For de fleste forældre berører deres spædbarn på en måde, der stemmer fuldstændig overens med det behov, den nyfødte har for berøring og hudstimulering.
Når vores barn er helt nyfødt, berører vi det med det yderste af fingerspidserne, hvilket gør at vores lille barn får mulighed for at tilpasse sig berøringen. Men allerede efter nogle timer eller få dage berører vi det anderledes – med hele hånden. Helt automatisk berører vi vores børn spontant med bløde kærlige bevægelser, som er afstemt efter, hvad barnet kan modtage.

Berøring modner og udvikler centralnervesystemet
At blive berørt er medvirkende til at barnet modnes, berøring modner og udvikler det centrale nervesystem. Intensiteten, mængden og kvaliteten af berøringen, har betydning for udvikling af barnets kontaktevne og følelsesliv. Har du bemærket, hvordan dit barns åndedræt bliver roligere ved berøring? Mange børn bliver mere afslappede og veltilpasse af berøring.

Stærke instinkter
Vores små børn har meget brug for berøring og kontakt, og heldigvis kommer det helt naturligt til de fleste forældre. Med deres små kroppe, hyggelige lyde, dufte og bevægelser appellerer små børn til det voksne menneskes instinkter og får det voksne menneske til at reagere. Vi rækker hånden ud og rører barnet, taget barnet op, nusser og krammer barnet. På den måde er de små selv med til at sikre deres egen overlevelse. Fantastisk, ikke?
Behovet for berøring, kys og kram udvikler sig over tid i takt med barnets udvikling og alder. I børnehavealderen, er det tydeligt at behovet har ændret sig. Behovet er der stadig, men man kan i mange tilfælde kalde det for ”trøstekram” det der nu er brug for.

Respekt for barnets grænser, lærer barnet respekt for andres
Alle børn har brug for nærvær og fysisk kontakt, men ikke alle på samme måde. Børn er forskellige også på dette område, og det er vigtigt at udvise respekt for barnet grænser. Tag det ikke som en afvisning af dig, hvis det hele stritter på dit barn, og barnet ikke vil kramme og kysse, selvom mor nu ellers lige have tid og lyst. Måske vil barnet bare hellere sidde i sofaen, være tæt, dele tæppe og måske blive nusset lidt på ryggen. Husk, at det er ved at respektere barnets grænser, at vi lærer barnet, hvordan det respektere andres grænser.
Vi kan håbe på, at hvis denne lille skøre og søde ide med Hugging Day slår igennem herhjemme, at den udvikler sig til at handle om også at have respekt for andres grænser, så det indebærer, at børn og voksne også husker at aflæse, hvorvidt et andet menneske overhoved vil krammes – og hvis ikke, så respektere det.

Hver dag er Hugging Day blandt teenagere
Blandt teenagere – måske især teenagepigerne – kunne Hugging Day sikkert blive en stor succes. Nogle gange er det som om, at det store behov for berøring, som små børn har, vender tilbage for fuld styrke hos børnene teenageårene. De unge berører, kysser og krammer, så man skulle tro, det gjaldt deres overlevelse. Prøv bare at stå og betragt en gruppe unge og se, hvordan der kysses og krammes i så stor stil, at man kunne man tro, at de havde Hugging Day hver dag.

En god krammer oven på en sur dag. Uhm, hvor dejligt!!
Faktisk mener jeg, at mange af os danskere er rigtig gode til dét der krammeri – måske meget bedre end dem i det store USA. Når danskere er sammen, får man ofte bekræftet, at fysisk kontakt varer ved, livet igennem. Der bliver krammet og kysset, og de fleste voksne ser ud til at synes, det er dejligt med kram. Men, ligesom hos børn, så er det heller ikke alle voksne, der bryder sig om kram fra mennesker, de ikke kender og er knyttet til.
Hvordan vi har det med fysisk kontakt, hænger ofte sammen med, hvordan den fysiske kontakt var i den familie vi voksede op i. Nogle familier uddeler kys, kram og berøring i tide og utide. Andre familier har meget lidt fysisk kontakt, og viser kærlighed på en anderledes og mindre fysisk måde. Dertil kommer jo også køn- og kulturforskelle.
Hugging Day er da en sjov og sød idé, men måske hører den allerbedst hjemme i USA?!

Knus og kram (!)

Psykolog Charlotte Clemmensen