Kan selvhypnose lindre fødselssmerter?

Kan selvhypnose lindre fødselssmerter og reducere brugen af rygmarvsbedøvelse under fødslen?
”Mange gravide frygter smerte og tab af kontrol i forbindelse med fødslen”, siger jordemoder og hypnotisør Anette Werne, som på Skejby Sygehus er i gang med et projekt, som skal belyse hvorvidt selvhypnose kan bidrage til at kvinder oplever fødsler mindre smertefulde og overvældende.
”Under hypnosen sker der en proces på det ubevidste plan, hvor vi bl.a. kan ændre kvindens forventninger til fødslen og oparbejde tillid til hendes egne evner”, forklarer Anette Werne.

I projektet lærer kvinderne at bruge hypnose til at bedøve sig selv med, når smerterne tager til.
”Under graviditeten hører kvinden en række cd’er, som gør, at hun kommer ind i en hypnotisk tilstand. Der arbejder vi så bl.a. med tidsforvrængning, så hun under fødslen vil opleve, at veerne er korte og pauserne lange. Der lægges også ankre ind, så når der f.eks. kommer en ve, trækker kvinden automatisk vejret dybt og bruger åndedrættet til at lindre smerterne,” forklarer Anette Werner. Hun mener at forskning i hypnose til fødende kvinder er vigtigt, ikke mindst fordi hypnose som smertelindring ikke påvirker barnet, hvilket er tilfældet når der bruges medicinsk smertebehandling.
”Ved fødsler er der begrænsede muligheder for at lindre smerter med medicin, for alt hvad moderen får, får barnet også. En undersøgelse tyder på, at barnet kan have sværere ved at temperaturregulere sig i den første tid efter fødslen ved en rygmarvsbedøvelse. Derudover peger forskning i retning af, at hypnose kan reducere brugen af rygmarvsbedøvelse og forkorte fødslen. Nogle undersøgelser viser også, at barnet har bedre Apgar-score, dvs. tilstand ved fødslen” fortæller Annette Werner.

Det er ikke kun på Skejby Sygehus, der forskes i hypnose. Herlev Hospital undersøger også om selvhypnose kan gøre noget ved fødselssmerterne. Begge projekter støttes af ViFAB.

Kilde: ViFAB - Videns- og Forskningsventer for Alternativ Behandling, 16.09.2011

Links ...: