kan kaniner være kilde til toxoplasmose?
13. maj 2009

Jeg er gravid i 6. uge og har hørt mange steder, at der er noget problematik omkring gravide og katte/kattebakker. Nu er jeg så blevet i tvivl om, hvor vidt det samme gælder kaniner og om det er okay at ha' kanin og bur indendørs nu her mens jeg er gravid?
_________________________________________________
Hej, og tak for dit spørgsmål.
Jeg tror du tænker på infektionen Toxoplasmose -også kaldet Haresyge.
Toxoplasmose skyldes infektion med en parasit. Mange forskellige dyr kan fungere som vært for parasitten, men det er kun hos katten, at parasittens fulde livscyklus kan foregå, og derfor er katten også det eneste dyr i Danmark, der kan udskille smitte. Forstadier til parasitten udskilles med kattens afføring, de modnes og bliver smittefarlige efter cirka et døgn og kan være smitsomme i flere måneder.
Når gravide skal være påpasselige med ikke at blive smittet med Toxoplasmose er det fordi fosteret kan få skader på øjne eller centralnervesystem, hvis moderes smittes med Toxoplasmose.
Sundhedsstyrelsen har, for at undgå at gravide smittes, udarbejdet en række forholdsregler som alle gravide anbefales at følge:
● vask hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde
● spise kun kød, der er gennemstegt eller kogt
● smag ikke på rå fars
● undgå rå mælk (upasteuriseret)
● lade en anden tømme kattebakken dagligt, hvis du har kat
● undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.
Med venlig hilsen,
Redaktionen










































