kampagne skal forhindre seksuelle overgreb mod børn

Seksuelle overgreb mod børn er en af de værste forbrydelser i vores samfund. Heldigvis er der en god chance for, at mange tilfælde kan afværges eller stoppes, hvis de voksne omkring barnet er mere opmærksomme.

Socialminister Eva Kjer Hansen har derfor taget initiativ til en oplysningskampagne, hvor utraditionelle virkemidler bliver taget i brug for at informere om vores pligt til at indberette overgreb.

Kampagnen, som er iværksat af Styrelsen for Social Service på vegne af Socialministeriet, anviser samtidigt konkrete handlemuligheder for folk, som ikke er sikre på, hvordan de skal forholde sig til en mistanke om seksuelt overgreb mod et barn.

Seksuelt misbrug af børn er grufuldt og uacceptabelt. Det kan ingen vel være uenige i, men der kan være langt fra holdning til handling. For hvordan kan man være helt sikker i sin sag, hvis man har mistanke om et overgreb? Og hvad er konsekvenserne, hvis man henvender sig til det offentlige med en mistanke? Ofte er den, man mistænker for at stå bag overgrebet, en nær bekendt, ven eller et familiemedlem. Men uanset de mange ubehagelige konsekvenser og tvivlsspørgsmål har vi alle en klar pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis vi får kendskab til eller mistanke om, at et barn mistrives.

Børn lades i stikken
Det er den dystre baggrund for, at et åbent brev stilet til en seksualforbryder i øjeblikket toner frem i landsdækkende medier, blade og magasiner.

Formålet er ikke at indlede en dialog med seksualforbrydere, men at forene os andre i det fælles synspunkt, at misbruget skal høre op – og dermed motivere til handling her og nu, hvis vi har mistanke om et overgreb.

Brevet er en del af en kampagne, hvor et af hovedbudskaberne er, at der en god chance for, at mange tilfælde af misbrug kan afværges eller stoppes, hvis de voksne omkring barnet er lidt mere opmærksomme.

Derfor anviser kampagnen også konkrete handlemuligheder. Således kan man via en anonym telefonlinje, som Børns Vilkår står bag, anonymt få råd og vejledning. På nedenstående hjemmeside, kan man læse om, hvilke tegn og signaler, man skal reagere på hos børn, hvordan man forholder sig til en mistanke, og hvor man skal henvende sig for at få hjælp.

”Seksuelt misbrug af børn er noget af det mest afskyvækkende, som vi let kan blive enige om at fordømme. Men det nytter ikke noget, at vi er bange for at komme i kontakt med de sociale myndigheder, eller bange for at tage fejl i vores mistanke, så misbrugte børn lades i stikken og seksuelle krænkere går fri. For at komme problemet til livs er vi nødt at reagere,” siger socialminister Eva Kjer Hansen.

Hold fast i mistanken
Børns Vilkår, der i mange år har drevet en anonym telefonrådgivning for både voksne og børn, hilser samarbejdet med Socialministeriet velkommen:

”Det kan være utroligt svært at rumme en mistanke om seksuelt overgreb mod et barn.
I 2004 rådgav Børns Vilkår over 10.000 personer via telefon eller internet, og 23% af henvendelserne fra voksne handlede om omsorgssvigt. Vi mærker et konstant behov for anonymt at kunne søge om hjælp – hvorefter vi i nogle tilfælde kanaliserer henvendelsen videre til de sociale myndigheder,” siger Bente Boserup, som er leder af rådgivningen hos Børns Vilkår.

Bente Boserup understreger, at seksuelle overgreb mod børn kan være svære at opdage, fordi børnene ikke har synlige sår eller skader. Skaderne sidder på sjælen, og netop derfor er det vigtigt at holde fast ved sin mistanke og stole på det, man har set eller hørt: ”Det værste, man kan gøre, er at lade som ingenting.”