især solskoldningerne i barndommen er skadelige

Solskoldninger øger risikoen for at få modermærkekræft og almindelig hudkræft - og især solskoldningerne i barndommen er skadelige. Jo tidligere barnet udsættes for megen af solens UV-stråling og solskoldninger, jo større risiko har det for at udvikle kræft i huden senere i livet ...


Solcreme, siesta og solhat
Sol og kræft i huden hænger uløseligt sammen. Og når flere end 9.000 danskere hvert år får kræft i huden, skyldes det først og fremmest dårlige vaner i solen. Mange af os er efterhånden blevet gode til at huske solcremen - ikke mindst til vore børn. Men selv med solcreme bliver huden rød og skoldet, hvis man er for længe i solen, advarer Kræftens Bekæmpelse, som vurderer at hver anden dansker blev solskoldet i løbet af sommeren 2009, og ca. hver tredje forælder oplevede, at deres yngste barn blev solskoldet.

Solbeskyttelse er vigtig – især for børn
Solskoldninger øger risikoen for at få modermærkekræft og almindelig hudkræft - og især solskoldningerne i barndommen er skadelige. Jo tidligere barnet udsættes for megen af solens UV-stråling og solskoldninger, jo større risiko har det for at udvikle kræft i huden senere i livet. Derfor skal brug af solcreme kombineres med skygge, tøj og hat.
”Det vigtigste er, at man ikke bliver rød, og her er skygge, tøj og hat den bedste form for beskyttelse.”, siger Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse. ”Husk også at smøre solcremen i ordentlige mængder.”.

Børn i solen
Børn beskyttes bedst mod UV-stråling ved at tilbringe mindre tid i direkte sol i de timer, hvor UV-strålingen er stærkest dvs. mellem kl. 12 & 15. I dette tidsrum bør børn have mulighed for - og opfordres til - at søge skygge.
Når børn leger udendørs mellem kl. 12 & 15, bør de have en bredskygget hat på, der dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke. Det anbefales, at børnene bærer tøj, som mindst går til knæ og albuer. Løstsiddende tøj af tætvævet stof giver den bedste beskyttelse og er køligt, når det er varmt. Almindeligt tøj giver god beskyttelse mod solens UV-stråling. Ved særligt behov kan man købe tøj, fremstillet af tekstiler med indbygget UPF-faktor (UV Protection Factor), på 50 eller mere.
De steder, hvor huden ikke er dækket af tøj, skal huden smøres med solcreme f.eks. på ansigt og hænder. Brug en vandfast solcreme, faktor 15 (mellembeskyttelse), som beskytter mod både UVA og UVB-stråling. I udlandet vælges en højere faktor efter behov. Smør med rigelige mængder, ca. 20 minutter før børnene går ud i solen. Benyt 20 ml solcreme til en hel barnekrop. Det svarer til en barnehåndfuld.

Sol og spædbørn
Spædbørn, som ikke kan kravle eller gå, skal beskyttes mod UV-stråling. Skygge skærmer for solens direkte UV-stråling. Vælg en barnevogn eller klapvogn hvor kalechen, og evt. en parasol, kan indstilles, så barnet altid er i skygge for direkte sol.
Husk! Skygge skærmer for solens direkte stråling, men en stor del af UV-strålingen kommer fra den øvrige himmel. UV-stråling kan også reflekteres fra omgivende overflader såsom vand og sand. Hvis UV-strålingen er høj, kan det derfor være nødvendigt at beskytte spædbørn med tøj, også når barnet er i skyggen. Tildækning af huden er den bedste beskyttelse mod UV-stråling. Vælg en hat, der beskytter barnets ansigt, hals, nakke og ører, f.eks. en bøllehat med bred skygge eller en legionærhat med en blød skygge bagpå, som let folder sig sammen, når barnet ligger ned. Klæd spædbarnet i løstsiddende tøj, som dækker arme og ben. Naturfibre er normalt de køligste, og jo tættere stoffet er vævet, jo højere er beskyttelsen mod UV-stråling. Pas på, at spædbarnet ikke får det for varmt..