ikke klar til at være far
1. november 2007

Hvordan forbereder man sig på at blive far? Min kæreste er gravid i 8. måned, så jeg skal være far lige om lidt. Jeg har glædet mig, men nu hvor tiden nærmer sig er jeg blevet bange for at jeg ikke er klar. Vi havde ikke planlagt at få børn nu, men hun blev gravid og abort blev ikke overvejet.
Jeg tænkte at jeg havde god tid til at forberede mig, men nu er jeg nærmest ved at gå i panik ved tanken. Der er ingen af mine venner der har børn og for dem gælder det bare om at gå i byen og feste natten lang. Jeg er bange for, at når barnet kommer vil mine venner og mange af de ting jeg er glad for og sætter pris på i mit liv, forsvinde.
Jeg er meget glad for min kæreste og vil gerne være der for hende, men det er svært når jeg slet ikke føler mig klar. Hvordan kan jeg blive klar? Kender du måske en bog jeg kan læse?
Eller et kursus man kan deltage i?
_______________________________________________________
Hej
Tak for dit spørgsmål og tillykke med at du skal være far.
Der er mange følelser, der kommer i spil, når du skal til at være far. Hos de allerfleste er der mange tanker og følelser der dukker op på en gang - og sommetider oven i hinanden. Du befinder dig i en overgang i livet, hvor du går fra at være nogens barn til også at være nogens far. Deatte betyder for mange mænd følelsen af et øget ansvar. Det kan være foruroligende, da det jo er en situation du ikke har prøvet før og derfor ikke har noget at sammenligne det med.
At både mænd og kvinder kan få en følelse af bekymring i forbindelse med forældreskabet er ikke underligt. Det er en kæmpe omvæltning for de fleste.
Yderligere kan det være svært, hvis man som du er den første i vennekredsen der skal være far, hvilket jeg tænker måske betyder, at du ikke deler dine bekymringer og tanker med dem. Der er mange mænd, der vælger at holde deres bekymringer for sig selv, for at undlade at skabe uro hos sin partner, som man jo gerne vil være der fuldt ud for.
Mange mænd kan opleve at deres humør skifter, spekulationer, og oplever nye følelsesmæssige tilstande, som de ikke har oplevet tidligere i livet.
Måske oplever du din omgangskreds, familie og fagfolk i systemet har deres opmærksomhed rettet mod din partner. Det betyder, for nogle mænd, at deres behov og bekymringer bliver overset, da der desværre ikke er så meget fokus på, at mænd også gør sig mange tanker og overvejelser.
Kender du mænd, f.eks. på din arbejdsplads eller andre steder der er blevet far for nyligt, er det en rigtig god ide at dele dine tanker med dem.
Det er for mange par en stor hjælp, at gå til fødselsforberedelse sammen, for foruden at forberede sig til den fysiske del af fødslen, er det rigtig berigende at høre om hvordan andre tænker og føler….og at opdage alle glæder sig, alle er bekymret på en eller anden måde, og mange gange kan man endda opdage, at man er
bekymret på samme måde som de andre kommende fædre.
Måske tænker du over, hvordan det dog skal gå når jeres lille kommer til verden, tænker over hvordan du gerne vil være far, være partner, klare ansvaret for din lille familie med mere. De fleste tænker over disse ting og kan blive urolige og pludselig føle en ambivalens i forhold til, om det nu er det rigtige de har gjort, om det er det rigtige tidspunkt, om de skulle have ventet, om de kan klare det sammen - og mange andre tanker.
Jeg tror ikke der er nogle der undgår sådanne tanker, og tankerne er også en del af forberedelsen til at blive forældre, så de må gerne være der. I virkeligheden er det nok nødvendigt og givtigt, at tage sin situation og kommende fremtid frem i sin tankevirksomhed og gøre sig nogle overvejelser, som du gør.
Det er naturligt, at spekulere på, hvordan alting vil blive anderledes for både dig selv og din partner og for jer sammen, og på hvordan alting vil forandre sig og ikke være det samme mere. Jeg tænker de er i gang med at forberede dig på allerbedste vis, ved at gøre dig en masse overvejelser Måske vil du komme til at opleve, at samværet med dine venner vil komme til at fylde mindre på ganske naturligvis, da dit liv vil blive optaget af andre ting. Dermed ikke sagt, at vennerne vil forsvinde og ikke skal tilgodeses, for det har man også brug for selv om man bliver far og del af sin egen familie. Det tager tid, at finde ud af og vænne sig til hvordan man kan tilgodese egne, familiens og venners behov.
Som ved alle store forandringer i livet er der både risici og muligheder. Risiciene er, at uroen og bekymringerne forsætter og måske endda forstærkes og bringe store vanskeligheder med sig.
Men har man mod til og lyst til at betro sig til hinanden som partnere, er der også store muligheder forbundet med denne forandring i livet. Mulighederne er at der kan ske en uddybning af parforholdet. En øget nærhed, mellem dig og din partner.
Jeg vil anbefale dig, at tale meget med din partner om hvordan I hver især har det.
Hvad gør I jer af tanker om hvordan det vil være at blive forældre. Tal om hvilke forventninger i har til hinanden og om hvordan i vil støtte og hjælpe hinanden i jeres kommende udfordrende og dejlige forældreskab.
Det er altid rart at høre hvad den anden tænker og føler, og det er dejligt at fortælle til en man holder af og skal være forældre sammen med.
Med hensyn til muligheder for kurser, forventer jeg snarest at udbyde endnu et nyt kursus med titlen: Vi skal være forældre.
Du er også meget velkommen til samtale/rådgivning hos mig, læs evt. på min hjemmeside under: Samtaler om graviditet og forældreskab.
Der findes efterhånden en del bøger om at blive far. Prøv at søg på nettet eller på biblioteket, der vil du kunne finde en del litteratur, du måske ville kunne finde glæde i at læse.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i tiden fremover.
Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen,










































