hvornår skal børnene møde den nye kæreste?

Hej Charlotte

Jeg ønsker at vide lidt om hvordan jeg skal præsenterer min nye kæreste for min datter. Jeg har en datter på 9 år og en god afsluttet, respektfuld skilsmisse. Det er 3 år siden vi gik fra hinanden.
Han har to sønner på 8 og 5 år med en lidt mere problematisk skilsmisse, eller som jeg ser det, ikke helt samme åben kommunikation mellem min kæreste og hans ekskone, det er et år siden de gik fra hinanden.
Jeg har en klar fornemmelse af at det er for tidligt at jeg skal møde hans drenge, da det måske vil skabe forvirring i hans store drengs lille allerede rundtosset hoved, selvom jeg har meget lyst, og jeg tænker også hvor langt tid skal der gå?
Men det som jeg så måske kunne gøre var at præsentere ham for min datter, sådan at de to stille og roligt kunne lære hinanden at kende, uden hans drenge.
Mit spørgsmål er så om der eventuelt, vil skabe splid hos hans drenge når dagen kommer til at jeg skal møde dem. Da de vil kunne mærke at min datter og min kæreste kender hinanden!
Vi kunne også gøre det samme over for hans børn, når tiden er, altså at jeg stille og rolig møder dem uden min datter, så de får deres tid til at lære mig at kende.
Jeg ved også at en tur i svømmehallen vil være noget alle ungerne ville elske, er det en måde at gøre det på? Bare lave sjov og ballade, spise pandekager, de første mange gange de ses?
Det handler måske også om at min kæreste og jeg har behov for at være mere sammen end vi kan nu, og så bliver jeg i tvivl om hvad der er drivkraften i dette!?
Hvornår er tiden inde til at præsentere børnene for hinanden og hvordan gør vi det bedst for alle parter?

Hilsen fra en meget forelsket mor
______________________________________________


Tak for dit spørgsmål.
Det er jo en skøn fornemmelse og følelse at være fyldt op af forelskelse til en ny dejlig mand :o). Tillykke med det.
Du gør dig en masse gode overvejelser om, hvordan og hvornår I skal præsentere hinanden for jeres børn og børnene for hinanden.
Det er altid en smertefuld proces at blive skilt, for de voksne og ikke mindst for vores børn. Jeg kan læse, at du og din eksmand har formået at gøre det på en god og respektfuld måde over for hinanden og jeres datter på 9 år. Det er jo den allerbedste gave man kan give sit barn i denne forbindelse, da alle undersøgelser viser, at det der har betydning for hvordan vores børn kommer bedst muligt overens med forældres skilsmisse er, at de kan bevare respekten for hinanden og forsat have et forhold til hinanden som er fyldt med respekt og ”en god tone” hinanden imellem. Det er samtidig også noget af det, der er en af de svære opgaver man står overfor i en skilsmisse, da der er mange følelser i spil og mange faktorer der spiller ind hos begge parter.
Din nye kæreste har en lidt mere problematisk skilsmisse med sig, hvor kommunikationen er svær mellem forældrene. Tidsperspektivet er også forskelligt, da du har været skilt i 3 år og din kæreste i 1 år. Jeg kan ikke læse ud af dit brev, hvor længe du og din partner har været kærester, men kan læse I er meget forelsket og glade for hinanden. I har lyst til at være rigtig meget sammen med hinanden, hvilket du også beskriver, er en af grundende til at du tænker jeres børn skal præsenteres for jer. Samtidig skriver du også, at du tænker det er for tidligt for din kærestes drenge at skulle præsenteres for dig, da den store dreng er lidt ”rundtosset” over de forandringer det har medført for ham at mor og far er blevet skilt. Jeg vil anbefale dig/jer, at tage denne fornemmelse alvorlig og handle i overensstemmelse med denne. Altså - vente til du og din kæreste vurderer, at han klar og faldet lidt til ro i sin nye situation. Det er et fint hensyn at tage til den lille fyr, at tilsidesætte/sætte i anden række jeres behov for at være mere sammen. Bliv ved med at ses uden jeres børn, indtil I vurderer at han (og de andre børn) er klar til det. At mor og far bliver skilt tager tid for vores børn at forholde sig til, komme overens med, og ofte tager det længere tid, når kommunikationen ikke er god. Det er altid forbundet med stor sorg og tab når forældre bliver skilt, og det kræver tid at komme overens med det og vænne sig til det nye liv, hvor man er familie på en anderledes måde.
Du spørger om det kan være en god ide, hvis I vælger at din datter bliver præsenteret for din kæreste inden drengene bliver præsenteret for dig. Du gør dig overvejelser om hvorvidt det kan give anledning til jalousi jeres børn imellem, at din datter vil have kendt drengenes far inden han præsenterer dem for dig. Jeg synes det er et godt opmærksomhedspunkt at have, når I skal beslutte hvornår og hvordan præsentationerne af hinanden skal foregå. Jeg er enig i, at det vil være en mulighed, at dette vil kunne give anledning til at drengene vil føle, at din datter har været forfordelt. Hvorfor har hun skulle kende vores far, før vi skal kende hendes mor??
Ud fra de sparsomme oplysninger jeg har om jer og jeres situation, vil jeg anbefale, at give det lidt mere tid, tal lidt mere sammen om, hvad I hver især tænker vil være det bedste for jeres børn ud fra de forskellige små unikke personligheder de er. Tal om, hvilke specielle hensyn der er, at være opmærksomme på i forhold til hvert enkelt barn og tal om hvordan i bedst muligt kan tilgodese disse.
Når I vælger at præstere hinanden er her nogle ideer til hvad der kan være en god ide at gøre:
• fortæl din eks. at du har fået ny kæreste, og vil fortælle jeres barn om det og at de skal hilse på hinanden
• tal med jeres børn, når I er alene med det, så det har mulighed for at reagere og stille jer spørgsmål.
• fortæl jeres børn, at I har truffet en, som I er blevet glad for og blevet kæreste med.
• fortæl I er glade for kæresten og gerne vil have, at de skal hilse på hinanden og lære hinanden at kende.
• fortæl hvordan det første møde skal foregå. (F.eks. at kæresten vil komme her hjem til os på fredag, så du kan se hende og sige hej til hende. Hun glæder sig til at hilse på dig. Hun vil ikke være her så langt tid første gang i skal se hinanden. Eller en anden måde I har besluttet, det skal foregå på, som passer til jer og jeres børn).
• fortæl hun har børn på den alder og hvad de hedder. Fortæl barnet, at hun senere skal hilse på dem og lære dem at kende. Fortæl at du vil fortælle, hvornår det bliver og hvor, så barnet ved det inden.
• fortæl, at du har fortalt det til mor/far, så han/hun ved det godt.
• Svar på de spørgsmål og kommentarer der må komme så godt du kan, ud fra barnet alder og udviklingstrin
Når I skal til at lære hinanden at kende og være sammen alle sammen, er det en rigtig god ide at lave nogle ting sammen, som alle kan lide. Som du f.eks. nævner ,at tage i svømmehallen eller andre ting.
I må støtte og hjælpe hinanden og jeres børn med at finde sig tilrette i det nye, og være forberedt på at det kræver tålmodighed. Det er for de fleste et stort arbejde at få en ny partner optaget i familien. Det vil formentlig byde jer en masse udfordringer af forskellig slags. Her i brevkassen ligger en masse andre gode spørgsmål om, hvordan man bedst mulig takler denne situation. Jeg tror du vil kunne have glæde af at læse nogle af dem. Der er også en del litteratur du kan læse om emnet og måske blive inspireret af andres erfaringer.
Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke i tiden fremover og ønsker det bedste for jer alle.

Venlig hilsen