Hvornår kan børn være alene hjemme?
15. april 2013

Hvornår kan børn være alene hjemme?
Af psykolog Charlotte Clemmensen
Børn er først klar til at være alene hjemme i længere tid fra 10 års alderen. I den alder kan de fleste børn tænke og handle rationelt, og kan derfor også klare at reagere fornuftigt i en krisesituation, uden at gå i panik, hvis uforudsete situationer opstår.
Selv om ens barn virker til at kunne være alene, er man som forældre nødt til at tænke på alt det, der kan ske af uforudsete ting.
Barnet kan skære sig i fingeren, strømmen kan gå, det kan blive tordenvejr, de kan falde og slå sig mm.
Det er det uforudsete der kan ske, som barnet først er klar til at takle når det er 10 år gammel. Nogle børn der er yngre vil måske sige de godt kan være alene hjemme, men min anbefaling, ud fra den viden der er på området, vil være at de venter, da man som 10 årig er udviklet til at kunne reagere fornuftigt i en ukendt situation. De kan overskue at ringe på de telefonnumre de har fået besked på, og de formår at hente hjælp, uden at den pågældende hændelse vil skabe voldsom angst.
Hvis dit barn ikke vil være alene hjemme, skal han/hun ikke ikke være det, du skal ikke presse dit barn til at være alene mere end det tør det.
Du kan ikke sammenligne børns parathed med, hvornår du selv kunne være alene, eller med hvad dit barns klassekammerater kan. I en klasse ser man tit en spredning på 2-3 år i forhold til, hvordan og hvornår de kan være alene hjemme – og det er helt ok der er forskel!
Hvis man sætter barnet i en situation det ikke kan magte, kan man risikere, at barnet får en traumatisk oplevelse, vil føle sig ladt alene, svigtet og opleve en meget voldsom angst.
Hvis dit barn på 10 år eller ældre ikke vil være alene, kan du begynde at øve det lidt med ham, hvis han har mod på det. Fortæl at du lige går over til naboen i 5 minutter, så 10 minutter og så langsomt øge tiden en smule, i takt med at barnet oplever sig mere og mere tryg ved situationen.
Det hjælper på ingen måde at presse, kritisere eller sammenlige barnet højlydt med andre. Du må imødekomme dit barn på det niveau det befinder sig på.
Hvis dit barn bliver så modig at det får lyst til at være alene hjemme om aftenen, må vi som forældre være opmærksomme på, at børn kan blive ret så bange i mørke.
Selvom de kan klare at være alene om dagen i lyset, skal der tages ekstra forholdsregler om aftenen. Mørket gør, at barnet får svært ved at overskue situationen og så begynder fantasien at løbe frit, og det er utrygt. Det er en god idé at man kan komme hurtigt hjem de første par gange det prøves, og har aftalt hvad tid man er hjemme – og overholde tiden på sekundet….naturligvis..
Børn er forskellige og det afhænger naturligvis, altid af det enkelte barns modenhed og barnets tryghed, hvornår det kan begynde at være alene. Men start hellere lidt senere end tidligere.
Psykolog Charlotte Clemmensen










































