Hvordan tackles 8-årigs angstelighed?

Hej Charlotte

Jeg har en datter på 8 år, som igennem nogen tid har været bange for at være alene. Vi bor på landet, så ofte har der været situationer, hvor jeg har været ude og hun har været inde i huset, kun i kortere tidsrum, selvfølgelig. Dette var helt fint for hende da hun var 4-6 år. Men altså ikke nu, hvor hun er 8. Jeg har ingen problem med at det er sådan, idet jeg tænker at det er noget hun vokser fra igen. Ligesom det jo blot handler om at organiserer tingene på en anden måde. F.eks. går jeg kun ud hvis der er andre voksne i huset. Eller hvis vi har aftalt at jeg henter brænde, så hun ved hvor jeg er og hvor længe jeg vil være væk. Min opfattese er også at jeg skal tage hendes behov alvorligt, men ikke overdramatiserer det. Så vil hun stille og roligt vokse fra det. Mit store problem er, at når hun er på besøg hos sin far bliver det gjort til et stort problem. Hun skal øve sig på ikke at være bange. Ved at være alene i nogle tidsrum. Sidste gang hun var der havde hendes, ellers søde, bonus mor fundet på at de satte et æggeur på 5 minutter, og i de 5 minutter skulle pigen f.eks. gå op på sit værelse som er ovenpå. Min datter kom hjem fra den weekend og var meget ked af det. Og også sur over at hun skulle gøre de ting. Jeg forstå simpelthen ikke at de vælger at fokuserer så meget på det. Især ikke når hun kun er der hveranden weekend. Hvad gør jeg. Hvordan kan jeg hjælpe min datter?

_________________________________________

Tak for dit spørgsmål.

Du har helt ret i at bekymringer, frygt og angst ses hos de fleste børn i perioder i barndommen. De fleste forældre kan nikke genkendende til, at deres barn på et tidspunkt har været bange for fremmede, bange for mørke, bange for hunde, bange for at skulle være alene og bange for at der skal ske mor eller far noget grimt eller andre ting.

Alle disse eksempler ses hyppigt og fortæller os, at bekymring og angst i et vist omfang hører det normale barneliv (og voksenliv) til. Om angsten er naturlig skal vurderes ud fra om angsten er passende i omfang og styrke og om den er passende for barnets alder. Hvis barnet er så bange, at man som forældre har på fornemmelsen, at det lægger en dæmper på hvordan det i øvrigt udfolder sit lille liv, skal man være ekstra opmærksom på, om der er brug for noget råd og vejledning fra fagpersoner, for at hjælpe barnet med at overvinde angsten.

I de tidlige skoleår, er det ikke ualmindeligt at børn får en frygt for uhyre og overnaturlige væsner, spøgelser, hekse, mumier, varulve og vampyrer. Denne frygt tager mange gange udspring i noget børnene har set i tv eller i en bog eller andet. F.eks. har jeg oplevet nogle børn er blevet bange for heksen i Harry Potter og andre figurer fra fantasi verdenen. De har svært ved at adskille fantasi og virkelighed og har derfor brug for lidt snak om disse ting, om hvad der er fiktion og virkelighed. Det er dog altid vigtig at anerkende barnets angst lige meget hvad det er bange for, så barnet ikke får en fornemmelse af at den følelse det har er forkert. Men det betyder ikke at man ikke kan tage en snak om tingene og om hvad der er fantasi og virkelighed.

I den alder som din datter har, er det heller ikke ualmindeligt at blive bange for at være alene. Børn bliver bange for at være alene på forskellige steder eller i situationer hvor mor og far ikke er inden for rækkevidde, også selv om de er tilgængelige, f.eks. i et andet rum i huset. Nogle børn kan pludselig blive bange for at være alene på deres værelser, hvor de er vant til at være.

Jeg læser det ikke som at du er bekymret for din datters angst, men betragter det som en naturlig del af hendes udvikling. Jeg læser også at de ting du aftaler med hende, om at du fortæller hvor du er, hvornår du kommer tilbage osv. er en god hjælper for din datter, og at det gør hun klarer situationerne. Det er en god måde at hjælpe hende på, at sørge for at hun kan overskue situationen.

Din ex-mand takler din datters angst anderledes end du gør, og du har fornemmelsen af, at de overdramatiserer situationen. Det er jo altid svært, når ens ex. gør tingene anderledes end man selv ville gøre. Det er en balancegang, hvor meget man efter en skilsmisse kan ”blande sig i”, hvordan hinanden gør tingene, men det er naturligvis altid barnet der skal være i fokus. Når din datter er ked af det, der sker hos far, skal du naturligvis tage hende alvorligt, som du jo netop gør og lytte på hende og tale med hende om det. Dit udgangspunkt for snakken skal være drevet af en nysgerrighed om, hvordan hun havde det med situationen, og at give hende en anerkendelse for hendes følelser og tanker omkring situationen. Snak med hende om, at hun kan fortælle far, at det har hun ikke lyst til og ikke synes det er rart. Samtidig er det allervigtigste for børn der er på skift hos mor og far efter en skilsmisse, at I aldrig taler dårligt om hinanden. Jeg tænker også, at du kan tage en snak med din ex. om situationen, spørge ind til hvorfor de gør som de gør og fortælle at jeres datter er ked af det og berørt over det. Få en god snak om hvordan I, i fællesskab bedst kan hjælpe jeres datter i denne periode, hvor hun er bange for at være alene.

Du skriver ikke noget om hvor længe siden det er, at du og hendes far er flyttet fra hinanden og om hvor længe siden det er, at din ex har fået ny partner? Begivenheder og forandringer i familien af forskellig art kan godt være medvirkende til, at børn i perioder bliver bange for forskellige ting.
Jeg håber du kan bruge mit svar og at din datter snart kommer over denne periode, med en god og hensigtsmæssig hjælp både fra far og mor.

Mange venlige hilsner fra