hvordan påvirker skift af dagpleje barnet?

Hej Charlotte

Jeg skriver til dig i håb om et svar på et dilemma vedr. dagpleje vi er kommet i.

Vi har en datter Emilie på nu 16 mdr. Hun startede op i dagpleje i januar da hun var 6 mdr.

Dagplejemoderen er den samme som vores søn er blevet passet hos. Vi ønskede også at få Emilie der og har været meget glade for hende. Men i perioden fra januar til juni var dagplejemoderen meget syg. En enkelt gang i 3 uger i træk.

Emilie har de fleste gange været hos den samme gæstedagplejer, ellers har vi takket nej og heldigvis haft en mormor at trække på. I starten af juni blev dagplejeren sygemeldt endnu engang, og vores datter kom til en dagpleje vikar som havde 2 pladser ledige. Hun har nu været der siden og er faldet utrolig godt til og er så glad for sin nuværende dagplejemor.

Nu er vores dilemma at den ”oprindelige” dagplejemor formentlig snart bliver raskmeldt, og kommunen mener at børnene skal tilbage igen. Jeg har ønsket, for Emilies skyld, at vi får lov at beholde den dagplejemor hun er hos nu. Men det vil kommunen ikke gå med til – hun skal tilbage!

Hvordan bliver sådan et lille barn påvirket af dette flytten rundt! Kommer der en reaktion – og hvordan?? En ting er vores samvittighed som forældre, men hvordan ”tænker” hun? Jeg håber virkelig på svar fra dig, også fordi vi skal i dialog med kommunen, og vi skal argumentere for vores ønske om at få lov at blive. Det skal også lige siges at den nuværende dagplejemor også mener at hun burde få lov at blive.

Jeg håber at høre fra dig hurtigst muligt.

Anonym

______________________________

Kære Anonym

Jeg kan godt forstå at I føler I står i et dilemma i forhold til hvorvidt jeres datter skal skifte tilbage til ”den gamle” dagpleje eller blive i ”den nye”.

Umiddelbart kan jeg se, at jeres datter allerede har været udsat for en del skift i forbindelse med dagplejemoderens sygdom.

Jeg tror jeres vurdering af at det vil være godt for jeres datter at blive i den nuværende dagpleje, er helt rigtig. Hun har været der så længe, at hun har fået en tilknytning til sin nye dagplejemor, og både jeres datter og jer selv føler jer trygge ved hende.

Jeg synes I må pointere over for kommunen, at det har betydning, at hun har været i dagplejen i så lang en periode, er meget tryg og knyttet til sin nye dagpleje, og at det kan være problematisk for hende at flytte endnu engang fra en person hun er knyttet til.

Det kan være voldsomt for små børn med for mange skift, men det kan jeg ud af jeres brev se I er meget opmærksomme på. I har sørget for den samme gæstepleje ved sygdom eller takket nej og valgt at bruge mormor, og det har helt sikkert været godt for jeres datter at i har haft mulighed for at prioritere på denne måde.

Men jeg vil også sige til jer, at hvis det nu bliver til at hun skal skifte, så er det meget vigtigt for jeres datter at I giver udtryk for og giver hende forståelsen af, at mor og far synes det her skift er ok.

Jeg tror også at jeres datter vil kunne klare det - I er selv så opmærksomme over for hvad der er godt for hende. Jeg er ikke i tvivl om at I vil kunne give hende den støtte der skal til at klare endnu et skift.

Det er meget vigtigt for børn, at deres forældre udstråler en tryghed ved det der skal ske.

Jeg ønsker jer held og lykke og håber, i får lov til at blive ved den dagplejemor i mener, vil være det bedste for jeres datter.

Med venlig hilsen