Hun vil bestemme legen
26. maj 2015

Vi har en datter på fire år, som altid har haft et vældigt temperament og en stor vilje. Med alderen er hun blevet rigtig god til at styre det, og vi har langt færre konflikter og udbryd end tidligere. I børnehaven er hun en del af en større pigegruppe, som leger på kryds og tværs. I denne gruppe er de fleste piger også meget bestemte, så det fungerer faktisk ret fint (fortæller pædagogerne). Ind imellem får vores datter lov til at tage have en veninde med hjem efter børnehave eller på besøg i weekenden, men her kammer 'bestemmer-rollen' helt over. Vi er helt med på, at hun nu er på hjemmebane, men vi er meget i tvivl om, hvor meget vi skal blande os. Vi går ind for at børnene i så vidt muligt omfang selv skal løse deres konflikter, men her ender det ofte med at veninderne beder om at få lov til at komme hjem. Vi har forsøgt at tale med vores datter om det, men det virker ikke som om at hun rigtig forstår det. Er det bare sådan når man er fire år eller skal vi sætte ind overfor det?
Hvis det fortsætter sådan vil hun formentlig lære det på kedelige måde, ved at ingen gider med hjem og lege.
_____________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Det er dejligt, at din datter indgår i en større pigegruppe, hvor børnene kan finde ud af at lege på kryds og tværs. Din datter er god til at lege, og de øvrige piger i gruppen synes hun er spændende at lege med.
Din datter er 4 år og går i børnehave og det er i denne alder, at venskaber begynder at betyde noget både på godt og på ondt. Derfor er det godt, at du er opmærksom, og tænker over hvad du kan gøre for at støtte og hjælpe hende.
Udvikling gennem leg
Leg er vigtig, og når børn leger, er der mange forskellige ting i spil. Leg handler bl.a. om magtspil, om ligeværdighed, om identitet og om at indgå i fællesskab med andre børn. Legen bruges også til, på forskellig vis, at forholde sig til og bearbejde oplevelser. Din datter øver sig på at begå sig socialt og gør sig forskellige erfaringer. Hun oplever hvilke konsekvenser det kan have, når hun bestemmer meget, som når de små veninder ikke vil lege, men vil hjem.
I en gruppe, hvor alle pigerne er meget bestemmende, kan det være hårdt arbejde for dem hver i sær, at finde deres pladser og roller i gruppen. Jeg forestiller mig, at det nok koster nogle ”slåskampe” at få rollerne på plads. Pædagogerne er opmærksomme på pigernes samspil og relationer, og vil formentlig hjælpe dem lidt med at finde ud af det. Måske er det en god ide, jævnligt at tale med dem om hvordan det går, så I forældre kan støtte og hjælpe dem på bedste vis.
Du har ret i, at det er godt for børn, at løse konflikter selv, men de har også brug for noget vejledning og støtte fra deres voksne.
Støt te og opmuntring til at finde en løsning
Når din datter har en veninde på besøg og det ender i konflikter, hvor veninden beder om at komme hjem, vil jeg anbefale, at du går ind og hjælper dem lidt med at finde ud af det. Hjælp dem med at komme overens, så de får erfaring med at konflikter kan løses på en måde, så de ikke skal være kede af det. Hvis veninden skal hjem, får de ikke oplevelse af, at man kan løse tingene med dialog og ved at tage hensyn til hinanden, og måske skiftes til at bestemme.
Børn leger forskellige lege, ofte er der en eller få der bestemmer, vælger legen og sætter den i gang – en der påtager sig en ledende rolle. Det gør din datter måske ofte - og det kan være helt fint og ok i nogle sammenhænge. Det kan sagtens være positivt men det kan også være svært og få en negativ virkning.
Når din datter f.eks. bruger sin bestemmerolle (lederskabet) positivt, ved at igangsætte, være opfindsom og fantasifuld og skaber og indbyder til fælles leg, hvor de kan have det sjovt, så er det super fint. Men hvis det tager overhånd for hende og det mere kommer til at handle om at være dominerende, så er det pludselig ikke så sjovt at lege længere. Det betyder, at det ikke mere er legen der er i fokus, men i stedet for bliver det at kunne bestemme over en anden det vigtigste. Det er bl.a. i sådanne situationer børn har brug for støtte og vejledning fra os voksne.
Når du er sammen med pigerne skal du hjælpe dem med at kommunikere med hinanden, og både tale og lytte til hinanden. Du hjælper, når du vejleder, og de ser og hører hvordan du gør, når du taler med og lytter til dem.
Hjælp børnene med at finde kompromisser
I virkeligheden leger børn ikke kun for at lege. De er også i gang med at afprøve egne og andres evne til kontrol: ”Hvor meget kan jeg bestemme og hvor meget bestemmer de andre…”
Når man mærker en modstand fra sine kammerater og mødes med et ”jeg vil ikke lege med dig, jeg vil hjem”, så bliver man naturligvis frustreret, såret, vred og ked af det. Det er en svær øvelse at takle, når andre ikke gør, som man gerne vil have dem til. Snak med pigerne om, når man leger sammen skal man have det sjovt. Tal med dem om hvilke roller de gerne vil have i legen, og hvem skal have hvilke ting. Lad dem også være med i snak om hvad den anden gerne vil, og om at skiftes til at bestemme.
Du er godt at hjælpe og gribe ind i de konkrete situationer du oplever, så er det lettere for børn på fire år at kunne se sammenhænge. Børn er på hårdt arbejde med at lære at løse konflikterne med dialog og anerkendelse af hinanden. Det er noget vi voksne skal hjælpe dem med. Gå ind og hjælp med at lave nogle kompromisser.
God fornøjelse – og med ønsket om alt det bedste.
Venlig hilsen










































