hun slår sit barn i afmagt

Hej Charlotte,

Jeg har tre børn - to store og en pige på 6 år. Mit problem angår min yngste datter. Hun er en lille efternøler, og det har været en stor glæde at nyde hende på en anden måde end de to store. Hun er blevet forkælet og har fået lov til mere end de andre. Jeg har ikke
været særlig god til at sætte grænser overfor hende, og nu giver det bagslag. Vi er meget knyttede til hinanden, hun er meget kærlig og omsorgsfuld overfor mig og meget glad for at være sammen med mig.
Problemet er, at hun ikke har respekt for mig. Hun reagerer, som om vi er ligeværdige og tager kampen op i stedet for at gøre som jeg siger. Jeg orker ikke at tage de store diskussioner og får ikke sat grænserne, som
jeg bør gøre. Jeg vil helst få hende til at forstå, hvorfor det jeg siger, er rigtigt.
Jeg har haft mange snakke og diskussioner med min mand om det. Han har ikke de samme problemer og kan altid lige sætte fingeren på, hvad jeg gør forkert. Han kan derimod ikke forstå, at det ikke er så let at ændre.
Grunden til, at jeg skriver nu, er, at mit temperament er begyndt at løbe af med mig. Vi er en meget udadvendt og temperamentsfuld familie, som absolut ikke brænder inde med tingene. Min datter er vokset op med, at hendes mor og far råber af hinanden en gang imellem, og når vi skælder ud, er det ikke på den afdæmpede måde. Hun har naturligvis lært af os og er til tider meget aggressiv og kortluntet. Jeg vil dog lige sige, at hun får meget ros for sin opførsel og glade, positive sind i skolen. Hun er meget empatisk og en god kammerat - ifølge lærerne. Så et eller andet må vi jo have gjort rigtigt!
En typisk situation, som beskriver mit problem, er denne: Vi skal ud af døren om morgenen. Min datter skal tage strømper og sko på. Strømpen irriterer i skoen, og hun flår sko og strømper af og kyler dem væk. Jeg bliver straks voldsomt vred, med en følelse af ikke at kunne styre mig selv, og råber af hende, at vi skal skynde os, og hun bare har at tage det på igen. Hun skriger uden at kunne fortælle mig, hvad præcist der er i vejen med strømperne, så jeg kan hjælpe hende. Jeg ved, at jeg bør tale roligt til hende, for at få hende til at falde ned, men magter det af en eller anden grund ikke. Jeg hiver hende op at stå og giver hende et smæk i numsen. Total afmagt!
På dette tidspunkt råber vi bare ad hinanden, uden at nogen af os lytter. Jeg har så meget aggression i min krop, at jeg må bide i et viskestykke for at få det ud.
Vi ender med at komme ud af døren med andre strømper på. Jeg er rasende, og min datter er ked af det og vil bare have, at vi skal blive gode venner igen. Jeg råber til hende, at vi ikke bliver gode venner foreløbig og at det er SIDSTE gang, jeg følger hende i skole. For fremtiden bliver det far som afleverer kl. 7!!
Bagefter har jeg det jo forfærdeligt. Jeg græder længe og føler mig som en elendig mor og menneske i det hele taget. Jeg har slået hende og plager mig selv med, hvad det vil gøre ved hende fremover.
Jeg har desperat brug for nogle redskaber, jeg kan tage i brug, når jeg oplever denne eksplosive vrede. Og jeg bliver nødt til at finde en måde at få hende til at respektere mig som mor igen. Jeg er helt klar over, at det er mig, som har fejlet, men er også klar over, at det ikke løser noget, at slå mig selv i hovedet med den kendsgerning.

Kan du hjælpe mig?

Venlig hilsen en fortvivlet mor
___________________________________________________

Hej en fortvivlede mor

Mange tak for dit spørgsmål.

Jeg oplever mange forældre stiller spørgsmål om - og hvordan de skal sætte grænser for deres børn. Det er et spørgsmål der meget tit er på dagsordenen i mine rådgivninger til forældre. Hvad gør jeg når hun ikke vil høre efter? Hvordan får jeg hende til at høre efter hvad jeg siger? Hvad gør jeg når hun skriger fuldstændig hysterisk og kaster rundt med tingene, fordi hun ikke må få det hun gerne vil? Hvordan forholder jeg mig, når hun slår løs på mig? – og mange flere spørgsmål i samme kategori.

Hvad skal man gøre? Skal man arbejde hen mod at børnene lærer disciplin? Skal man blive vred? Skal man råbe højt? Skal man sætte dem til timeout? Skal man lade børnene bestemme? – og igen er spørgsmålene mange, fra forældre der oplever det her svære med grænser.

Svarene og løsningerne på disse spørgsmål vil ikke være enslydende i familierne, da vi jo som forældre er vidt forskellige personer. Vi har forskellige personligheder, forskelligt temperament, forskellige normer og forskellige kulturbaggrunde. Og vores børn er jo også alle unikke små personligheder - som os voksne. Så vores familieliv leves meget forskelligt, trods at vi har mange fælles ydre rammer vi lever i, som ligner hinanden.

Du fortæller din familie er en meget temperamentsfuld familie, som ikke brænder inde med tingene. Der er i jeres familie plads og rum til højlydt at tilkendegive sine meninger, sin tilfredshed og utilfredshed. Så som du skriver, har din datter lært at det er en acceptabel måde hos jer, at tilkendegive sin mening på.

Som du giver udtryk for i dit brev, er det ikke let, det her med grænser. Og det kræver, som du også antyder et overskud at få dem sat og stå ved dem. Hvordan har du det selv i din hverdag, er du meget presset, har du for meget at se til på jobbet, hvordan fungere dit hjemmeliv i øvrigt? Du bliver nødt til at se på dig selv og din egen situation, for du og din datter skal ikke blive ved med at have det sådan. Det er nødvendigt der bliver skabt en forandring i situationen, hvor du bliver mere herre over dit temperament.

Vi voksne ved godt at vores børn har brug for grænser, men vi er i tvivl om hvordan vi skal sætte dem. Vi får ikke en naturlig respekt fra vores børn bare fordi vi er deres forældre, lærere, pædagoger eller andet. Vi skal på en anden måde i dag selv skabe respekt i samspil med vores børn. Vi voksne ved også godt at vi selv har brug for at sætte grænser over for vores børn.

Det er meget vigtigt at du markerer dine personlige grænser når du er sammen med din datter. Du skal på opdagelse i hvor dine personlige grænser går og udtrykke dem helt klar over for din datter og dig selv. Det kan være en svær opgave og er i virkeligheden en livslang proces, som foregår i samspil med dine børn, din mand, kollegaer, venner mm. Dine personlige grænser er ikke en fast grænse, den kan og skal hele tiden ændres i forhold til dine børn bliver større og fra situation til situation. Men det er vigtigt du kan sætte ord på dem, at du tør sige - det vil jeg og det vil jeg ikke. Din datter skal ikke være i tvivl om hvor dine personlige grænser går. Du skal sige: ”Jeg vil ikke have du kaster med dine sko, du skal i stedet fortælle mig hvad det er der driller.” Det vil give en konflikt, som du må tage med din datter, men din grænse skal være tydelig og klar. Hun har brug for din hjælp til at rumme de følelser hun oplever når tingene driller. Når man er seks år er man stadig styret af sine behov, børnene i denne alder kan ikke styre og undertrykke deres behov og har brug for hjælp fra os voksne. Hun har i virkeligheden brug for at du går ind og tager lidt ansvar for hende, ved at fortælle hende du da godt kan forså at det er irriterende når strømperne driller og at du vil hjælpe hende, men du vil ikke have at hun kaster med sine sko. Tag hende i hånden, læg armen om hende og hjælp hende med strømperne og hent skoene igen. Hun har stadig i en alder af seks år brug for du viser hende hvad du vil have, samtidig med at du bruger sproget.

Hun har brug for at lære med din hjælp at livet er fyldt af begrænsninger på nogle områder, fordi der er nogle sociale spilleregler hun skal lære, for ikke at få store vanskeligheder i samvær med andre mennesker. Hun skal lære at udtrykke sine følelser på en socialt acceptabel måde, men hun skal lære det på en varm og ikke ydmygende måde. Hun skal ikke/kan ikke lære det i en stemning hvor du er meget vred, og dit temperament løber af med dig. Det er fuldt ud dit ansvar at få skabt forandring i situationen.

Som du selv skriver, er det vigtigt at du bevarer roen og får udtrykt dine egne grænser samtidig med at du italesætter det er ok hun er sur – anerkender de følelser hun er fyldt af, de er jo helt ok og naturlige. Husk dig selv på, at så længe følelserne passer til situationen er de ok og din datter skal have lov til at have dem. At kunne rumme din datters følelser er en vigtig ting for hende.

Men jeg læser også, at det er noget af det der er rigtig svært for dig. Hvad er det mon der berører dig så voldsomt, hvad er det der gør du lader dig påvirke så meget, at du får svært ved at styre dit temperament. Hvad er det der gør det svært for dig selv at rumme de følelser du bliver fyldt af i situationen.

Du fortæller, du har nydt din lille datter anderledes end de store og at det har været en stor glæde. Du skriver også din datter er meget kærlig og omsorgsfuld over for dig. Det lyder bare rigtig dejligt. Hvad er det der gør at situationen nu er anderledes, er der sket nogle forandringer i dit liv i øvrigt? Du skal tilbage til at nyde, du har en lille efternøler, og hvad det giver af gaver i livet :o)!

Jeg tænker, at du allerførst skal se på dig selv, fordi for at du kan få din datter til at respektere dig er du nødt til at respektere dig selv og finde dine egne personlige grænser, hvor går de henne. Respekt er noget du skal skabe i samspillet med din datter.

Måske kunne det være en hjælp for dig at få noget rådgivning andet end jeg kan give dig her i brevkassen. Kontakt evt. en psykolog for at få nogle helt konkrete redskaber, du kan arbejde med ud fra lige netop din og din families situation.

Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.

Bogen: De kompetente forældre af Margrethe Brun Hansen kunne måske være god at læse. Hun har i sin bog mange gode forslag til hvordan man kan takle forskellige situationer med sine børn. God læselyst.

Venlig hilsen