Huller i tænderne
18. september 2011

Årsagen til huller er de bakteriebelægninger, der sidder på tænderne. Hvis mundhygiejnen er dårlig, vil et hyppigt sukkerforbrug medføre øget tendens til huller, fordi bakterierne omdanner sukkeret til syre, som efterhånden opløser tændernes emalje.
Hold særligt øje med dit barns nyfrembrudte mælketænder. Bakterierne kan lettere sidde "i fred" på en tand, der ikke er fuld frembrudt og ikke bruges til at tygge med. Ved daglig tandbørstning med fluortandpasta "hærdes" tænderne - en beskyttelse nyfrembrudte tænder ikke har.
Der udvikles aldrig hul i en ren tand. Sørg derfor for at få fjernet alle bakteriebelægninger på tænderne hver dag ved grundig tandbørstning
Brug en mild tandpasta, der indeholder fluor. Hvis du har problemer med at holde tænderne rene, må du være tilbageholden med at give dit barn søde sager, incl. saftevand. Søg tandlæge, hvis du observerer hvide streger på tænderne langs tandkødet eller mørke pletter i furerne på kindtændernes tyggeflader.










































