hugin & mugin
24. april 2006

Modsætninger mødes
Historien bag børnetøjsdesignet HUGIN & MUGIN er historien om to meget forskellige kvinder, der finder ud af at de tilsammen besidder de evner og kvaliteter, der skal til for at lave et design- og forretningskoncept som rækker ud over de danske grænser.
Da Annette Strøm og Louise Østergaard Schmock mødte hinanden, havde Annette været selvstændig erhvervsdrivende tøjdesigner med eget mærke og en lille butik.
”Annette er en drøn dygtig designer” fortæller Louise. ”Jeg var vild med hendes design allerede inden jeg lærte hende at kende”.
Men som de fleste designere ved, så skal der mere end godt design til at lave en god forretning. Administrative opgaver som køb, prissætning, produktion og markedsføring efterlod ikke meget tid til Annettes interesse for design, nytænkning og designudvikling.
For Louise, der de seneste 15 år har arbejdet med salg og marketing i store internationale virksomheder, var trangen til at arbejde med noget der krævede et mere personligt engagement, stor.
”Jeg var træt af at være en lille brik i det store puslespil” fortæller Louise om tiden som ansat. ”Jeg begyndte at drømme om den udfordring det kunne være at arbejde med noget hvor jeg kunne se, at min indsats vitterlig gjorde en forskel”
En dag kom Louise til at tænke på Annette, hendes skønne designstil og hendes lille butik. ”Under mit seneste besøg i Annettes lille butik, havde jeg tænkt, at hendes fine design fortjente meget mere opmærksomhed og pludselig slog det mig, at det kunne jeg jo hjælpe hende med”, fortæller Louise.
Efter at have leget med tanken nogen tid, tog Louise sig sammen og mødte op udenfor Annettes butik. Men døren var lukket og låst, og da Louise spurgte naboerne hvad der var blevet af Annette, sagde de at hun vist havde lukket sin butik.
Ærgerlig over beskeden, besluttede Louise at hun ikke bare ville give op uden videre. Hun måtte finde Annette og fortælle hende om ideen.
”Efter lidt research, fandt jeg hende og fortalte hende om mit ide til et partnerskab” fortæller Louise. ”Det krævede en lille smule overtalelse, for jeg måtte overbevise Annette om, at hun ikke skulle stå for administrative opgaver mere – dem skulle jeg jo tage mig af!”.
Lancering af HUGIN & MUGIN
I 6 måneder har Annette og Louise haft travlt med at udtænke og udviklet konceptet. Denne weekend åbnede deres butik i Kompagnistræde i København.
”Det føles rigtig godt” siger Louise. ”Vi kan mærke at der bliver taget godt imod vores design. Forældrene udtrykker især glæde over vores lidt rå og farverige stil, frem for den ”tuttenuttede” pastelfarvet stil der ellers præger marked.”
Inspirationen til kollektionerne henter Louise og Annette i den nordiske og især danske natur og kultur. Det er en frisk tøjstil med mange stærke farver, kontraster og detaljer.
”I vores kollektion sættes det rå op imod det fine, og det tunge mod det lette. Alt-i-alt en farvestrålende kollektion i en lidt flippet stil” forklarer Louise og tilføjer at de her, blot få dage efter åbningen af deres butik i Kompagnistræde i København, allerede har modtaget henvendelser og forespørgsler fra svenske børnetøjsforhandlere.










































