hendes nye kæreste og hendes børn

Hej Charlotte,

Jeg håber du kan hjælpe mig. Jeg er en noget fortvilvet mor som ikke ved hvad jeg skal gøre lige nu.
Min nye kæreste og jeg har været sammen i 3 år. Vi bor ikke sammen og har taget det med ro af hensyn til børnene. Han har to børn, som er halvdelen af tiden hos ham. Han er en god og engagede far som sætter sine børn højt - det elsker jeg ham for.

Jeg har også to børn - alle børnene er mellem 6 og 10 år. De har det godt sammen og har glæde af hinanden. Det fungere perfekt.

Det som er svært for mig er, at min kæreste ikke påtager sig noget ansvar eller engagement i mine børn. Han er sød ved dem, når vi er sammen og de er glade for ham. Han deltager ikke i de mest banale ting, som morgen og godnat ritualer. Han vil ikke med til engagementer i skole, børnehave og fritids interesser. Når han kommer, de uger han ikke har børnene, kommer han lige til spisetid, spiser, hjælper til med at tage af bordet og så ligger han sig på sofaen og sover.

Så vågner han - og vi hygger, ser tv. mm. Eter jeg har puttet børnene, smurt madpakker og ordnede alt det praktiske. Jeg har spurgt om han ikke lige kunne læse en godnat historie for børnene eller lign. men det siger han ville føles helt forkert.

Han siger helt klart, at han ikke kan tage en fader rolle. han er bange for i så fald, at hans egne børn vil føle sig svigtet. Den uge han ikke har hans børn ser vi ham ikke ret meget, han arb. meget de uger, så han har mere tid med hans børn, de andre uger og så plejer han hans venner kreds hobbies mm. Det skal der jo selvfølgelig også være tid til. Mine børn ser ikke deres far ret meget - det er deres far der har valgt det fra, til stor sorg for børnene og mig.

Det er svært, at forklare det hele, men overordnet set føles det som om han holder os ud af hans liv. Jeg er ikke med til hans børns engagementer for det ønsker hans ex. ikke. Det respektere jeg. Jeg vil ikke være årsag til konflikter mellem dem. Det vil ikke være hensigtsmæssigt for børnene.

Børnene går på samme skole og han henter ofte sine uden at tage mine børn med. Jeg har spurgt om ikke han vil gøre det, mine børn bliver kede af det og når han tager hans børn uden de er med. Han tager dem med ind imellem, men som oftest ikke.
Når jeg spørger om jeg skal tage hans børn med siger han nej - han vil gerne selv hente dem. Det kan jeg også godt forstå, når han kun har dem hver anden uge. Vi har talt om det mange gange og han synes han er noget for mine børn - det er han også på samme måde som en god en af familien, men ikke mere end det. Jeg har tænkt, jeg skulle være tålmodig og give det lov til at udvikle sig, men jeg må erkende, at der på ingen måde sker en udviklning..... snarer tværtimod.

Han er et skønt menneske og jeg elsker ham højt. Men jeg er bekymret for mine børn. Hvis vi flytter sammen, som vi har talt om, og han behandler børnene så forskelligt. Smider alt hvad han har i hænderne for sine egne børn, deltager i alt og er der hundred procent, men mine børn ser han som mine og derfor ikke skal deltage i deres liv.

Mine børn er blevet svigtet af deres far og jeg vil ikke give dem flere svigt. Jeg tænker de har behov for en fader figur de kan regne med og stole på. Som vil deltage med intersse og engagement. jeg har
behov for, at han også viser mig sin kærlighed ved at deltage i mit liv med børnene. Jeg står alene med anvaret for mine børns ve og vel såvel som det praktiske og det gøre jeg glad og gerne og gøre mit absolut bedste for dem. Jeg kunne dog godt tænke mig en mand ved min side, både i det daglige og til de forskellige engagementer, hvor jeg altid møder op alene.

Jeg kan jo selvfølge ikke og skal ikke tvinge ham til tage en rolle han ikke vil have. Han vil hellere ikke lave værelse til børnene i hans hjem, hvor vi er mest sammen på "gæste" niveau. Hvor vi spiser sammen og tager hjem og sover.

Jeg er ved, at være klar til at afslutte forholdet, fordi jeg ikke længere kan rumme de frustrationer det giver mig. Og jeg er bekymret for konsekvenserne af et liv sammen, hvor der er stor forskels behandling af mine børn i forhold til hans.

Det skal siges, at vi er sammen til familie og venners engagementer og engagementer vedrørende hans hobbies.

Jeg håber vitterlig du kan hjælpe - jeg er også bekymret for endnu et brud, for mine børn er glade for ham og jeg holder også rigtig meget af hans børn. Vi elsker hinanden, men jeg vil gerne undgå, at mine børn oplever flere svigt.

På forhånd tak
Med venlig hilsen
Den fortvilvede mor

__________________________________________________


Kære fortvivlede mor,

Tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.
Det er jo dejligt, når man møder en ny partner, som man tænker man gerne vil dele livet med. Jeg kan læse, du oplever din nye partner er meget omsorgsfuld over for sine børn, og det er noget af det du elsker ham for.

Jeres børn har det godt sammen og har glæde af hinanden når de er sammen, og det er en rigtig god ting for jeres børn, at de kan finde ud af det sammen. Du skriver også at dine børn er glade for din nye partner og er glade for at være sammen med ham.

Alt sammen gode ting, som udgangspunkt for at jeres nye familie skal kunne fungere, hvis I vælger at flytte sammen.

At I har valgt ikke at gå for hurtigt frem med at flytte sammen, har været en god beslutning for jeres børn, som stille og roligt har kunnet vænne sig til alt det nye det medfører at skulle være del af et nyt fællesskab med nye voksne og nye børn.

Jeg kan læse, at du gør dig mange tanker og overvejelser om hvorvidt du skal flytte sammen med din partner, og ikke mindst er det dine børn du tænker på i den henseende.

Alle disse tanker har du jo fordi du er omsorgsfuld og vil dine børn det allerbedste her i livet. Du har også nogle betænkeligheder, som jeg ser som helt reelle ud fra den beskrivelse du har lavet.

Jeg tænker, at når I vælger at leve sammen som en sammenbragt familie enten ”fuldtid” eller ”deltid”, så er det vigtigt og nødvendigt, at du og din partner får talt med hinanden om hvilke forventninger i har til hinanden, både i forhold til jer selv og til hvordan i ønsker det skal være med jeres børn. Det er vigtigt for jer, at få talt om og få lavet nogle aftaler og regler om ansvar og roller i forhold til mine og dine børn. Det lyder som om I ikke har samme forventninger og forhåbninger om hvordan dette skal fungere for jer.

I har flere gange talt om det, uden at det har skabt forandringer som i begge er tilfredse med, og du skriver også at dine børn ind imellem bliver kede af det (f.eks. når de ikke bliver hentet sammen med din partners børn).

Det er godt at I prøver at være åbne omkring de følelser og også om de frustrationer i hver især oplever, men I bliver også nødt til at tale om det på en måde, der kan gøre jer mere glade og tilfredse alle sammen. Hvis i ikke får skabt nogle faktiske forandringer, vil du forblive med at være i tvivl om det er det rigtige og du vil forsat være utilfreds og frustreret over situationen.

Man kan sige, at det (specielt i starten af forholdet) er den biologiske forældre der primært har ansvaret for barnet. Hen af vejen skal det gerne udvikle sig til, at man også som partner og kæreste kan gå ind og støtte på i forskellige situationer, både støtte sin partner og støtte jeres børn.

Dette kan være en svær situation at få til at gå op i en højere enhed, og det kan give situationer der kan være svære at takle og kræver, at man som par får talt godt igennem og får lavet aftaler, som alle store som små kan leve med og have det godt med.

Det kræver til tider hårdt og slidsomt arbejde og vilje fra begge parter, og I er nødt til at hjælpe og støtte hinanden hvis det skal lykkes.

Man kan også som partner have svært ved at takle og finde ud af hvor meget man skal blande sig i opdragelsen af den andens børn. Det er altid vigtigt for børnene at I deler sol og vind lige meget, og samtidig altid være meget opmærksom på børnenes forskellige små personligheder. Ingen af jeres børn må føle sig oversete eller mindre betydningsfulde end de andre.

Man skal selvfølgelig altid huske, at børnene stadig har deres egen far og mor, og huske på at det er de voksne i familien der har besluttet de vilkår som de lever med og under nu.
Men selvfølgelig er målet, at nye partnere opnår et varmt forhold til børnene og bliver et vigtigt og rigt supplement til børnenes biologiske forældre.

Jeg tænker det er nødvendigt, I når frem til en løsning, hvor din partner fremviser en åbning og en vilje til at indgå noget mere i din og børnenes hverdag. Hvis han ikke formår eller har lyst til dette, står du i en meget svær situation, som jeg ser, er uholdbar for både dig og børnene.

Måske kan du blive nødt til at se i øjnene, at du og din partner har helt forskellige holdninger til hvordan I kan være familie sammen, og at det måske ikke stemmer overens med, hvad du tænker er nødvendigt for at du kan byde dine børn (og dig selv) dette. De har selvfølgelig helt som du også brug for, at mærke og føle, at de er vigtige og betydningsfulde for din nye partner, de skal mærke at han vil dem og selvfølgelig vil deltage i deres liv og dagligdag.

Hvis I ikke kan nå til enighed om hvordan det skal være, må du trods alt det svære det også medfører, se i øjnene at det er godt du finder ud af det inden I evt. vælger at flytte sammen.

Jeg vil anbefale du og din partner taler noget mere sammen om jeres tanker og drømme om hvordan i vil være familie sammen, hvad det indebærer for jer hver især og om hvad i ønsker jeres valg skal berige jeres børn med.

Du må med stor tydelighed forklare, hvad du forventer af ham og sætte grænser for hvad du vil være med til, hvis I skal flytte sammen og være familie sammen på fuld tid.

Måske kunne det være en god ide for jer, at søge noget råd og vejledning hos en psykolog, som kan hjælpe jer med at ”se på situationen” og se på hvilke handlemuligheder i har, og på hvordan i kan blive tilfredse både du og din partner og selvfølgelig jeres børn.

Jeg har erfaring for at når forældre kommer til rådgivning i sådanne situationer, kan en enkelt eller få samtaler med medvirkende til at der kan skabes forandring som kommer alle til gode.
Jeg tænker at det for jer kunne være tid og penge der var givet godt ud. Det er en god måde at passe godt på sig selv, sit parforhold og sin familie på.

I nogle kommuner er der forskellig gratis rådgivning at få, hvis det er svært at skaffe pengene til rådgivning.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at det vil være medvirkende til, at du og din partner får talt mere sammen om hvordan i ønsker jeres fælles familieliv skal være – enten jer alene – eller med en rådgivning fra en udenforstående.

Jeg vil også anbefale jer at læse i bogen: ”Hvad med jeres børn? Sådan kommer børn bedst muligt gennem skilsmisse”. Forfattere: Judith S. Wallerstein & Sandra Blakeslee.
Det der er styrken i denne bog, er at de betragtninger der beskrives er ud fra børnenes perspektiv.

Du er velkommen til at skrive igen eller kontakte mig for en personlig rådgivning, hvis I bor i nærheden af hvor jeg har klinik.

Jeg ønsker jer held og lykke med jeres videre liv.

Der ligger andre spørgsmål og svar her i brevkassen om lignende vanskeligheder og overvejelser, som måske kan være med til at give dig yderligere svar på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen