har du et godt råd?

Hej BarneGuiden

Jeg har et spørgsmål – ikke til brevkassen, men til de andre forældre der læser BarneGuiden.
Jeg har en datter på 6 år, som er startet i børnehaveklasse. Hun havde glædet sig meget til at starte i skole og har øvet sig på bogstaverne hele sommeren.

Det er da heller ikke det faglige hun har problemer med, men til gengæld synes jeg ikke hun trives med de andre piger i klassen.

Det viser sig at de andre piger er udstyret med en særlig bamse af mærket Build-a-Bear, de har alle Bratz skoletasker, mærketøj og nye cykler. Min datter plager. Hun siger at hun også vil have alle de ting de andre har, for ellers må hun ikke være med i deres leg.

Men her kan jeg ikke være med! Jeg er alene med min datter og har ikke pengene.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan mærke på min datter at hun føler sig uden for, men samtidig synes jeg ikke det kan være rigtigt at jeg skal ud og låne penge for at få råd til udstyret.
Jeg overvejer at skrive til klassens forældre og spørge om de er klar over hvordan alt udstyret påvirker pigerne, men samtidig har jeg ikke lyst til at rage uklar med de andre forældre, som jeg jo knapt nok kender endnu.

Er der nogen forældre der har stået i samme situation?
Er der nogen der har et forslag til hvordan man tackler situationen?

Mvh. Anne