Han har fundet en anden

Hej Charlotte,
Efter 7 års ægteskab har min mand fundet en anden. Og ja, hun er både yngre og har ingen børn. Men han har besluttet at forlade mig og vores tre børn, for, som han siger, så er han dybt forelsket – og at kan ikke gøre for det.
Jeg er vred og desperat. Jeg synes heller ikke vores ægteskab de seneste år har været nogen dans på roser, men vi har jo børnene, og når vi nu har valgt at få dem, så må vi da også sørge for at de vokser op under de allerbedste vilkår, hvilket i mine øjne blandt andet betyder at mor og far ikke er skilt.
Jeg føler mig i den grad svigtet. Vi havde en helt klar aftale og jeg har droppet mit arbejde og min karriere for at passe børnene. Jeg får ikke råd til at beholde vores hus eller bil. Jeg er ikke engang medlem af en arbejdsløshedskasse!
Han tjener godt, men han hverken kan eller vil forsørge mig. Han skal jo også købe en ny lejlighed til sig selv og sin nye kæreste. Han forventer at børnene bliver hos mig, hvilket jeg dybest set også insisterer på at de gør. Men samtidig er jeg så vred, at jeg bare har lyst til at gå fra det hele og overlade hus, børn, rengøring, hund, madpakker, vasketøj, indkøb og alle de andre ting, jeg har taget mig af, mens han har dyrket sin karriere. Så får han lejlighed til at se, hvad det er jeg har stået med alene.
Synes du det lyder som en uansvarlig ide? Tror du det går ud over mine børn? Jeg kan jo heller ikke være en god mor når jeg er så vred som jeg er lige nu.
Jeg føler mig som en naiv idiot fordi jeg droppede alt for at passe vores børn og for at han kunne have sin karriere. Hvad skal jeg gøre?
_______________________________________


Hej - og tak fordi du skriver.
Jeg bliver berørt af at læse dit brev, da jeg kan se, du er meget vred, ked af det og desperat. Det er en meget svær situation du står i, hvor du føler dig meget svigtet og såret. Det er voldsomme følelser der raser i dig, og de kan være meget svære at rumme og komme overens med, da det er følelser der formentlig fylder dig helt op.

Det kan være svært at se det store perspektiv, når man er meget såret. Når den man elsker, har svigtet ens tillid og kærlighed ved at indlede et forhold til en anden. Man overvældes, som du af følelser af ydmygelse, skam, selvbebrejdelse, vrede og sorg. Hvordan skal man dog komme videre, og kan man overhovedet tilgive/komme overens med et andet menneske, for at påføre en så meget smerte.
Smerten, svigtet og skuffelsen der opleves ved utroskab og når det kun er den ene part, der ønsker skilsmisse er ofte voldsommere end mange overhovedet kan forestille sig. Smerten man oplever, er ofte mere end en reaktion på den aktuelle begivenhed. Det er også en reaktion på tabet af en drøm om kærlighedsforholdet, og af den drøm man har om hvordan livet skulle forløbe og af de aftaler man synes man har indgået. Oven i det kommer den skade, det gør på ens stolthed og ens selv- værdsættelse.

Lige nu, som jeg læser dit brev, er du dybt rystet, og din mands beslutning om at forlade jer til fordel for en anden har ramt dig som et knytnæveslag. Din verden er knust, løfter jer imellem er brudt. Al tillid er forsvundet og din følelser raser. Raseri, jalousi, oplevelse af tab og forladthed. Rædsel ved at være forrådt, strides måske med en isende frygt og afmagt.
Mange der oplever det som du gør nu, går ofte og tumler med en indre dialog om: Hvordan kunne han gøre det? Er det min egen skyld? Hvad har den anden kvinde, som jeg ikke har? Hvorfor lyttede jeg ikke til signalerne om afstand i vores forhold? Hvad har jeg dog gjort siden min mand og vores børns far kan finde på dette? Hvad er der foregået, hvor og hvor meget har han været sammen med den anden kvinde? – og mange, mange andre spørgsmål. Det kan være svært at finde svar på alle de spørgsmål der dukker op, og en magtesløshedsfølelse ligger lige for, og det er en voldsom svær følelse at komme overens med.
Det er altid individuelt hvordan man reagerer, men alligevel er der ofte noget der går igen i denne meget svære proces, for det er en proces at komme gennem det.

Når chokket har lagt sig en lille smule, kommer der en tid, hvor du er nødt til at få lidt ro over dine følelser. Faktisk gælder dette for jer begge, selv om du nok har svært ved at se det også er en svær situation for din mand – han kunne jo bare lade være.

Den der er utro og den der vælger at forlade forholde er ofte også meget påvirket. Den utro tæres ofte af ambivalente følelser og måske er han rystet over at hans selvforståelse får et andet perspektiv. At blive afsløret eller afslører sig selv som en man ikke kan stole på, det er måske i modstrid med, hvordan han forstår sig selv. Derfor er det ofte, at det fra den utros side kommer til at handle om forsvar og forsøg på forklaring, som din mand kommer med om, at han ikke kan gøre for det. Mange gange er det dog sådan, at der ikke kan gives en forklaring der er brugbar.

Derefter må I, når der er kommet lidt ro på følelserne, finde en måde at få talt sammen, om hvordan I slutter jeres forhold (hvis det er definitivt besluttet). Eller få snakket med hinanden om, der kan være en mulighed for at forsætte og /eller genopbygge jeres forhold. I skal være sikre på, I modent har overvejet hvad den rigtige beslutning er for jer. Hvis I skulle nå frem til at ville genopbygge jeres forhold, er det nødvendigt I begge beslutter det helhjertet.
Jeg læser det som, at I har meget svært ved at kommunikere med hinanden om situationen – og det er meget svært for alle som står i en situation som jeres, men samtidig også noget, der er tvingende nødvendig for jer (og jeres børn).

Jeg tænker det kunne være godt og brugbart for jer, at få noget hjælp udefra, så I kan få jeres sårede følelser og forsvar til at falde til ro, så jeres følelser kan mødes mere åbent og ansvarligt. For I bliver nødt til at finde ansvarligheden frem, da I sammen har tre børn, som har krav på at blive hjulpet bedst muligt gennem skilsmissen, så det bliver mindst svært for dem, ikke at skulle være sammen med mor og far på de betingelser de er vant til. Du og din mand vil resten af jeres liv være knyttet sammen og er tvunget til at finde ud af at samarbejde om dette for jeres børns skyld. I bliver nødt til at finde ud af, hvordan I skal være familie fremover under nye og anderledes betingelser.

Når børn oplever deres forældre skal skilles, er det meget afgørende for, hvordan de klarer det, at mor og far formår at holde en god tone/kommunikation og kan samarbejde. Jeg kan læse af dit brev du er omsorgsfuld og optaget af, hvordan dine børn har det og hvad de kan være tjent med. Mit råd til dig, er først og fremmest, at du ikke vælger de skal være hos deres far, grundet at du vil vise ham hvad det er for et arbejde du gennem årene har haft omkring, at være den der har taget vare på dem. Det er de ikke tjent med og det er ikke deres bedste. I bliver nødt til at sætte børnenes behov i første række og se på hvad der vil være bedst for dem, ud fra deres tilknytning til jer hver især.

Du er ikke en naiv idiot, fordi du droppede alt for at passe dem. Du har givet dem (og dig selv) en stor gave, ved at være der for dem. Det er der aldrig nogle der kan tage fra dig eller dine børn. Den beslutning du/I tog, skal du være stolt af og værdsætte dig selv for. Du skal finde alt det gode frem du har fået og givet i de år, og være glad for at det er dig der har fået lov til/valgt at være der.

Du skriver, du ikke kan være en god mor, når du er så vred. Men at du er opmærksom på dette, gør dig lige netop til en god mor. Du skal handle på denne følelse og tanke og gøre noget, så du får noget ro i dine følelser og får tøjlet din vrede. Jeg ved det er svært og jeg håber du har nogle, der kan hjælpe dig og aflaste dig i denne svære tid, for du har brug for støtte, hjælp og omsorg til at finde den styrke jeg ved du har, for at varetage omsorgen for børnene på bedste vis.

Jeg ønsker dig alt det bedste i tiden frem, og håber af hele mit hjerte, I finder en god måde at være familie på under andre og nye betingelser.

Mange venlige hilsner fra