han er i tvivl om sine følelser

Hej Charlotte,

Min kæreste og jeg har været sammen 2 et halv år, og jeg er gravid med vores første barn. Her for en uge siden fik jeg at vide at min kæreste ikke ved hvad han føler for mig længere. Jeg sidder her total uforstående og forstår ikke hvor det kommer fra. Hvordan kan man komme i tvivl på et forhold på så kort tid, især når vi lige skal til at skabe noget sammen?
Jeg er godt klar over at vi bestemt ikke har haft det let det seneste pga. flytning til en ny by og økonomiske problemer, og jeg har nok også været hys pga. graviditeten. Han er en noget indelukket person, og har svært ved at konfrontere mig når der er noget galt. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på og bekymre mig om, at hvis vi finder ud af det denne gang og fortsætter sammen, hvor længe går der så før han får det sådan igen? Jeg elsker ham meget højt og håber meget at vi får det til at fungere.
Jeg kan da godt se at vores forhold ikke perfekt og at vi i farten ofte har glemt at få snakket sammen – men jeg vil så gerne at vi kan få det til at fungere igen. Kan du give mig råd?

_____________________________________________


Hej,

Tak for dit spørgsmål og tillykke med din graviditet.
Når man bliver gravid og når man skal være far, kommer der en masse følelser i spil for jer begge, og det kan være svært at forstå hvad det er der sker.
Graviditeten sætter gang i en masse tanker og følelser, både for dig der er gravid og for din kæreste der skal til at værre far.
Når I skal til at forberede jer på at være forældre gennemgår i både hver for sig og sammen en psykologisk udviklingsproces, som indeholder en masse nye og spændende aspekter. Men det kan også være en periode og en tid med vanskeligheder, som kræver I får talt med hinanden om hvordan I har det og om hvordan og hvad I tænker om, at I nu befinder jer i en overgangsperiode i jeres liv, hvor I går fra at være nogens barn til at blive forældre til jeres kommende barn.
Det er helt naturligt, at I gør jer en masse tanker om jeres kommende forældreskab.
Nogle kan blive lidt ”overmandet” af tanker og følelser, og det kan være svært at forstå hvad det er der sker. Men I skal gerne kunne dele jeres tanker med hinanden, så det er muligt for jer vat støtte hinanden i alt det nye der sker og vil ske med jer fremover.
Jeg kan læse af dit brev, at du og din kæreste ikke er sammen lige for tiden, men at du håber I kan finde sammen igen. Det er meget belastende at være gravid og vente barn, når ens parforhold ikke fungerer. Det har stor betydning for dig og din kæreste at I får skabt en afklaring om hvordan I skal være forældre sammen. For lige meget hvordan I vælger at skulle være familie sammen, er det noget I er fælles om og skal hjælpe hinanden med.
Jeg vil anbefale jer at få hjælp og støtte til at tale om jeres situation, både det dejlige og forventningsfulde og det der giver jer bekymringer.
Jeg tænker, at I har brug for at få talt sammen om hvad der rør sig i jer hver især.
Hvad I har af forventninger til hinanden i forældreskabet og om hvordan I kan støtte og hjælpe hinanden i denne overgangsperiode i livet. Det er aldrig for sent, at skabe forandring og få skabt noget rart sammen, når I begge har et ønske om det.
Jeg vil egentlig ikke give dig et længere svar, men håbe på at du og din kæreste vil sørge for at få nogle samtaler med en psykolog elle en anden der kan hjælpe jer med at tale om jeres situation. Måske det også kan være en god ide at tale med din jordemoder, alt efter hvor du bor, kan der være mulighed for gratis psykologsamtaler inden for hospitalet hvor du er tilknyttet og skal føde. Eller tal med din læge for at forhøre dig om muligheder. Nogle kommuner har gratis rådgivning i forskelligt regi, som I måske også kan benytte.
Sidst er der også mødrehjælpen, som jeg også mener, tilbyder samtaler - prøv at kigge på deres hjemmeside.
Her i brevkassen ligger også andre gode spørgsmål som omhandler graviditet, som du måske kan have glæde af at læse.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med din graviditet og jeres kommende forældreskab.

Venlig hilsen