han bryder sig ikke om hendes søn

Hej Charlotte.
Jeg har brug for hjælp og gode råd i forbindelse med min nye mands forhold til min søn af tidligere ægteskab.
Da min søn var 1 ½ år flyttede jeg sammen med min nuværende mand, som er 18 år ældre end mig. Siden har vi sammen fået en datter, som nu er 9 måneder.
I starten gik det godt med min søn og nye mand, men da der pludselig var meget ballade med min søns far gik det ud over forholdet mellem min søn og min nye mand. Når min mand henvendte sig til min søn, var det i form af enstavelsesord og kommandoer. Min søn afviste min mand og deres forhold var nærmest ikke eksisterende.
Men efter vores datter kom til, er min søn blevet meget, meget glad for min mand igen. Han snakker hele tiden om at han kan alting og at han er så stærk osv. osv. Desværre oplever jeg at han stadig bliver afvist meget af min mand - og det gør så ondt på mig at se.
I går kulminerede det da min nu 3-årige søn ikke straks satte sine støvler pænt på plads da vi kom hjem fra børnehaven. Jeg hjalp ham alt imens min mand stod og så misbilligende på ham. Da jeg spurgte hvorfor sagde han, at han bare er så træt af den uopdragne møgunge ...
Jeg tænker, at nu har vi boet sammen i 1 ½ år – og han kan stadig ikke lide min søn. Jeg prøvede at snakke med min mand om det, men det ville han ikke rigtig.
Han foreslår aldrig, at de skal gøre noget sammen, f.eks. spille lidt fodbold sammen eller andet, og han har aldrig gjort det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg kan ikke udholde tanken om at min søn skal vokse op og føle sig mindre værd og afvist.
Jeg vil gerne høre din mening om min situation – og høre dig om du har forslag til hvad jeg/vi kan gøre for at forbedre forholdet mellem min mand og min søn.

________________________________________________________

Hej.
Tak for dit spørgsmål.
Du spørger om jeg vil komme med min mening om jeres situation. Det vil jeg gerne, men vil pointere det bliver nogle overordnede refleksioner fra min side, da et mere personligt svar vil kræve et større kendskab til jeres situation.
Jeg kan læse, at du oplever der er vanskeligheder i relationen mellem din kæreste og din søn. Jeg tror, der er mange der kan nikke genkendende til, at det er svært og at det kan give store vanskeligheder at leve i en sammenbragt familie. Det er altid en stor udfordring, både for de biologiske forældre, stedforælderen og for børnene.
Den relation der skal opbygges mellem børn og stedforældre er ikke bare givet på forhånd. Som stedforældre har man jo ingen relation til sin kærestes børn, det er en relation der først skal udvikle sig og dette kan kun gøres over tid.
Mange stedforældre oplever fra starten et stort pres, fordi de tænker at relationen til kærestens børn skal være der fra starten, og helt være der på en god måde. Mange er ikke opmærksomme på, at den relation der gerne skal komme, må have lov til at udvikle sig i et tempo, der passer både til børnene og stedforælderen.
Stedforælderen tænker måske, at man har ”pligt til” at ”elske” stedbørnene fra starten - og tænker måske også at stedbørnene skal ”elske” stedforælderen fra starten. Men sådan hænger det ikke sammen.
Der vil altid være en følelsesmæssig forskel på biologiske forældre og stedforældre og følelsesmæssige forskelle på egne og andres børn, også selv om det er kærestens børn, og man er meget tæt på dem i dagligdagen.
Mange stedforældre bliver overvældede af deres egne reaktioner på, at få/skulle være tæt på et barn der ikke er deres eget, som de alligevel får tæt ind på livet barnet bliver en stor del af deres daglige liv. Nogle kan også blive meget overvældet og overrasket over, deres reaktioner på samarbejdet med barnets biologiske forældre. Jeg læser det netop som, at din kæreste er blevet meget overvældet over de følelser der er kommet i spil, da jeres samarbejde med din søns biologiske far blev vanskeligt og samarbejdet blev båret af store uenigheder og konflikter
Når jeg taler med par, der lever i sammenbragte familier, er det ofte, at stedforælderen fortæller, at han/hun oplever en stor jalousi og også modstand mod barnet, og at de får en følelse af at opleve sig uden for det fællesskab, som barnets biologiske forældre har – og altid vil have, fordi de er barnets mor og far. Det er følelser der kan være svære at rumme og kan føre til, at de får og udvikler et dårligt forhold og relation til stedbarnet, hvilket er meget uheldigt og på ingen måde hensigtsmæssig for barnet i familien.
Du er meget opmærksom på det forhold og relationen mellem din kæreste og din søn. Det er godt du er opmærksom på dette, for det er vigtigt for din søn, at relationen og samværet dem imellem er på en måde, de begge kan være i. Din søn skal behandles respektfuldt og nænsomt, for det er en meget svær situation for ham at være i. Han oplever formentlig en stor loyalitetskonflikt mellem far og mors nye kæreste, og dette bliver rigtig svært for ham, når mor og far ikke kan samarbejde, for det betyder for ham, at det bliver svært at knytte sig til din kæreste.
Der er mange par i sammenbragte familier, der ikke får talt om hvilke forventninger de hver især har til hinanden og at den ene voksne i familien er en stedforældre.
Det er vigtigt du og din kæreste får talt sammen om/får skabt en afklaring/en afstemning og finder et ståsted om, hvordan I vil gøre tingene og finder ud af hvilken familie I vil være i de betingelser der er til stede i jeres liv
• Hvordan vil I have man er stedforældre i jeres familie.
• Hvilke roller og hvilke områder kan og vil det være bedst at gå ind i, i jeres familie? – (nu med din søn og jeres fælles datter).
• Må din kæreste skælde ud og sætte grænser for din søn, hvornår og hvordan?
• Skal din kæreste have alenetid med din dreng, er der aktiviteter de sammen kan lave, hvilke, hvornår og hvordan?
• Har din kæreste noget at skulle have sagt i forhold til samarbejdet med din ex-partner?
Du skriver, du har forsøgt at tale med din kæreste om hvordan du oplever det går i jeres familie, og om hvordan det går med relationen mellem ham og din søn.
Det er noget, der kan være svært at tale om, fordi der er mange følelser i spil, og ofte følelser der er meget forskellige for den biologiske forælder og for stedforælderen.
Der er også mange par, der ikke er opmærksomme på vigtigheden af disse snakke, og derfor aldring får talt med hinanden om, hvilke forventninger de har til hinanden og til hvordan de ønsker at deres familie skal fungere. Mange fortæller, at de har tænkt, at det vel giver sig selv – og at det vil de sammen ”bare” kunne klare. Når man er nyforelsket har man jo den helt fantastiske følelse af uovervindelighed, og en følelse af at der ikke vil være udfordringer, der vil være så tunge, at de giver vanskeligheder.
Men for de fleste opstår der udfordringer og vanskeligheder, når man lever i en sammenbragt familie (hvilket der jo også gør i kernefamilier).
Men i den sammenbragte familie er der nogle problematikker, man har med mig sig i sit nye liv som man bliver nødt til at tale sammen om.
Du og din mand bliver nødt til at tale sammen om:
• Hvordan det er at være biologisk forældre til din dreng
• Hvordan det er at være stedforældre til din dreng
• Hvad for følelser medfører de forskellige roller for jer hver især
• Hvordan kan I finde jeres familieidentitet.

Og ikke mindst må I tale sammen om din dreng, hvordan han har det, hvordan han trives i de to familier, som han har henholdsvis hos mor og far.
Hvis du og din mand ikke kan få gang i, at tale om disse her ting jeg har skrevet i mit svar til dig, vil jeg anbefale jer at kontakte en, der kan hjælpe jer med at få denne snak. Både for jeres skyld som par og for din drengs skyld og for jeres lille datters skyld.
Jeg håber mit svar er noget du kan bruge og jeg håber du og din kæreste får nogle gode snakke om jeres familieliv.
Jeg ønsker jer alt det bedste i tiden fremover.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.
Se dig også omkring her i brevkassen, der ligger mange andre spørgsmål om at leve i en sammenbragt familie.

Venlig hilsen